Menu Forside

Hvad gør en musikglad contertante om sommeren?

Sommer i Danmark bringer musiklivet ud på pladser, på torve, i parker, og tidligere eller nuværende boliger, der varier i størrelse fra badehotel til herregård. Forklaringen er selvfølgeligt den enkle, at det er dér, publikum traditionelt har befundet sig om sommeren. Og selvom mange nu til dags tager til udlandet, er der stadig mange festivaler i sommerlandet. For de rock- og popglade er der de store festivaler fra Roskilde til Skanderborg, og for de kammermusikglade er der Hindsgavl og Lundsgård på Fyn, Hicsum i Næstved og mange andre. Hvis du er nysgerrig, så check liveklassisk.dk og se, om de har fundet noget i nærheden af der, hvor du er. Eller spørg lokalt, og kig forbi den lokale kirke, hvor organisten måske sidder og øver sig, og hvor der er en brochure med listen over sommerkoncerter lige dér. Men hvis du sidder fast i eller nær København, så vil du måske møde mig i de kommende uger, for også hér sker der ting for os musikglade.

Festival & Friends

Et fremragende eksempel på, at der (også) er kommet noget positivt og godt ud af coronanedlukningerne i 2020, er festivalen med det passende navn Festival & Friends der er skabt af venner, drives af venner, og har venner både på og foran scenen. Heldigvis må vi andre meget gerne være med på stolerækkerne i KoncertKirken på Nørrebro i dagene 21/7-24/7. Der er 2-3 koncerter hver dag, og man kan købe billet på stedet til de enkelte koncerter – medmindre der allerede er udsolgt. Jeg selv har købt partoutkort, som er smådyrt, hvis man kun kommer til én koncert, men fint løber rundt, hvis man kommer til to. For niveauet er skyhøjt – nogle af deltagerne går stadig på konservatoriet, andre er i gang med en lovende international karriere, måske har de selskab på scenen af en internationalt kendt musiker, der har undervist en eller flere af vennerne på konservatoriet. Og det er forrygende at lytte til.

For selvom musikken er for alvor, er det også sjovt at være med til denne festival. Til de to første omgange af festivalen oplevede jeg kendte navne på scenen, og jeg lærte nye navne at kende: Musikere godt på vej til en professionel karriere, musikere med adskillige internationale konkurrencer i bæltet, stortalenter på forskellige trin af karrieren. Jeg kan ikke anbefale festivalen nok!

Copenhagen Summer Festival

Midt i august afholder Copenhagen Summer Festival hver dag en koncert med purunge (og knap så unge) talenter i festsalen på Charlottenborg. Her lærte jeg første gang Carl Nielsen Kvintetten at kende, og heldigvis kommer de tilbage igen i år. Men hver dag er der en mulighed for at opleve en eller flere musikere, der er på vej, og nogle af dem kommer aldrig til København igen. Check listen hér, og kom i god tid, for heller ikke her kan man booke en konkret stol.

Der er lunt i festsalen, og man skal op ad en smuk trappe med mange trin, så det er ikke en festival for alle musikglade. Men hvis du tror, du kan komme op ad trappen, så kom glad! Det er et spændende koncept der giver en bunke unge mennesker en fabelagtig mulighed for at blære sig foran et begejstret omend relativt lille publikum i et smukt rum med Kongens Nytorvs travle trafik lige udenfor vinduerne i det gamle palæ.

Tivoli

Den store koncertsal i Tivoli holder stort set fri i juli men vender så stærkt tilbage i august. Tivolis SommerKlassisk tilbyder koncerter med lokale og internationale navne i både koncertsalen og Glassalen. I år skal jeg opleve tre meget forskellige pianister, nemlig Andràs Schiff, Fazil Say, og Gustav Piekut, med blot få dages mellemrum. Det bliver godt! Den vidunderlige baryton Christopher Maltman kommer også og synger for os en aften, og Josefine Opsahl giver et med garanti utraditionelt bud på Bach med sin cello i Glassalen.

Glyptoteket

Et andet spændende sted med musik i august er Glyptoteket, hvor man i årevis har haft en koncert hver søndag klokken 12 med punktum klokken 13. Bum! I hvert fald officielt, selvom det sommetider tager en ekstra time at blive helt færdig. Det er et stramt format, så der er plads til en frokost og/eller kaffe bagefter. Der er strygekvartetter, klavertrioer, et eller flere besøg af kendte navne fra udlandet (og en sjælden gang Michala Petri!). Og festsalen med sine gipsvægge og det hvælvede glasloft giver fremragende akustik – man skal bare lige abstrahere fra de museumsgæster, der linder på gardinet bag scenen for at finde ud af, hvad den lyd dog er for noget. For det er jo ingen klassisk koncertsal, denne, men blot et smukt lokale midt i et museum, hvor et gardin mellem søjlerne bag den midlertidige scene hjælper til at skabe ro og fokus. Men sikke nogle koncerter!

I år kommer blandt andet Den Danske Strygekvartet forbi i september, og det bliver sikkert et brag af en koncert!

Copenhagen Opera Festival

COF har fået ny ledelse (igen), men man fylder stadig byens gader, pladser, og kanaler med opera. Find det, du vil opleve her. I år er jeg selv nødt til at begrænse mig til en enkelt koncert med billet af praktiske årsager, og valget faldt på en lovende koncert med tenoren Nicky Spence i Børsen. Den koncert er et led i et relativt nyt koncept, Børsen Recital, hvor årets COF gæstestjerne synger med klaverledsagelse. Det er et yderst klassisk format, der er meget brugt i udlandet og meget lidt brugt i København, og derfor er det altid spændende. Jeg har tidligere haft store oplevelser der og glæder mig. Og med lidt held vil det lykkes mig at snuble over festivalen på en plads eller en gade undervejs.

Copenhagen Opera Festival 2017 havde operacyklen med på Ofelia Plads.

Symfoniske koncerter

De symfoniske ensembler holder generelt sommerferie, men i august er der i Odense besøg af Oslo Filharmonien og WDR, og jeg drager derover. Tilbage i København kan man torsdag 25/8 vælge mellem DR Symfoniorkesteret og Det kongelige Kapel, da de holder symfonikoncert samme aften i samme by. For DRSO er det en coronaudsat koncert, og for KglKapel er det sæsonstart. For os i kernepublikum begge steder er det noget møg. Jeg har (foreløbigt) valgt at fastholde min billet til koncerten med DRSO, da det skulle have været en sjælden opførelse af et af mine yndlingsværker af Per Nørgård, Bach to the Future. Det bliver det så ikke alligevel, så jeg er i tænkeboks… Mere om det måske senere her på bloggen….

Tivoli har omdøbt sit filharmoniske orkester for at afspejle dets 1:1 forhold til byens og Sjællands filharmoniske orkester. Det har ikke ændret på Concertantens forhold til ensemblet, men det har det generelle kvalitetsløft, som ensemblet gennemgår, og det stærkt forhøjede niveau af de gæstesolister og -dirigenter man har kunnet lokke til et besøg, så absolut. Jeg mener, Christoph Eschenbach som æresgæstedirigent?! Fabelagtigt! De medvirker til koncerterne Fazil Say og Gustav Piekut, ved jeg, og måske også den med Schiff, hvis han da kan beslutte sig for et program før selve dagen.

Det var så den sommer

Men sidst i august begynder altså den ”almindelige” sæson. Jeg skal i Operaen en hel del, nu tilbage med serie 93 efter en sæson med serie 95, plus selvfølgeligt kapelkoncerter og et par skuespil. Jeg skal også fortsætte rejsen med Copenhagen Phil og med DRSO, nogenlunde ligeligt fordelt mellem de to meget forskellige ensembler.

Ved at drosle (lidt) ned for de store symfonier håber jeg at kunne skaffe plads i kalenderen til mere barokmusik. Det var min vej ind i den levende musik i København, og jeg savner den oplevelse. Men så fik musikken i Det kongelige Biblioteks Dronningesal jo Concerto Copenhagen som husorkester, og det hjalp på mit humør.  Men der er meget mere musik derude, herunder mine ”venner” fra Camerata Øresund, så find en opslagstavle nær dig, og køb billet til noget, der lyder spændende. Måske ses vi derude?

Kategorier:generelt koncerter oplevelser

Tagged as:

Concertanten

Loves symphonies, chamber music, operas, and the occasional ballet. Publishes to concertanten.wordpress.com. Tweets at @edupont_clearly.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: