Menu Forside

Havmusik med Søndergård & DRSO

Når man som jeg er glad for åbent vand og for symfonisk musik, så burde et program udelukkende med værker med hav i titlen være helt perfekt. Når koncerten så er med DRSO og bliver dirigeret af Thomas Søndergård, så bliver jeg da nødt til at få billet.

Sådan var mine tanker i foråret, da jeg læste programmet. Men af hele fire værker på programmet kendte jeg kun de 1½ i forvejen. Søndergård er dog altid en spændende dirigent, så jeg besluttede mig for at eksperimentere lidt og købte billet bag orkestret, så jeg kunne følge dirigentens arbejde lidt nøjere.

Det er en lidt pudsig placering, fordi man jo får instrumenterne i den omvendt rækkefølge – slagtøj og messing går klart igennem, strygerne danner baggrund, og træblæserne drukner let i mellemgrunden. På grund af koncertsalens opbygning er det samlede klangbillede dog tit bedre end oppe på anden og tredje balkon, og til gengæld koster billetterne under det halve og fåes til en hund eller så – derfor sidder der tit en skole- eller gymnasieklasse på de bageste rækker. Hermed er det tip givet videre.

Koncerten

Programmet stod altså på havmusik:

  1. Britten: Four Sea Interludes, op. 33a
  2. Elgar: Sea Pictures, op. 37 (solist: Karen Cargill)
  3. Borup-Jørgensen: Marin, op. 60
  4. Debussy: La Mer

Debussy er en yndlingskomponist, og La Mer er et yndlingsværk – brusende og næsten improvisatorisk i den måde, musikken hele tiden ændrer sig og stikker af til højre og venstre for at skildre havets evige foranderlighed. Fantastisk stykke, som jeg har holdt af siden ungdommen, og dog bliver jeg ved med at finde nye mønstre.

Brittens havsymfoni er uddrag af operaen Peter Grimes, som aldrig opføres i København, og som jeg derfor kun kender lidt overfladisk. Men disse fire mellemspil har fået et helt separat liv som orkesterstykke, hvor man dog kan følge en slags ekko af handlingen om denne ensomme sømand, der ender med at måtte drukne sig efter et stormfuldt liv i fiskerlandsbyen.

De to andre værker kendte jeg overhovedet ikke. Elgar foretrækker jeg at lytte til ved Last Night of the Proms og så helst ikke resten af året. Jeg har hørt lidt andet af ham uden at være imponeret eller interesseret, men måske Søndergård og den besøgende, skotske mezzo, Karen Cargill, kunne ændre det?

Men mellem Elgar og Debussy kom altså et værk af pæredanske Axel Borup-Jørgensen, som jeg har hørt om men ikke hørt nogetsomhelst af. Værket Marin opføres uhyre sjældent, måske fordi det kræver ekvilibrisme blandt tutti-violinisterne.

Fra min plads ved siden af det store orgel kunne jeg skue ud over et hav af sorte rygge. Scenen var stuvende fuld, især fordi slagtøjsgruppen havde fundet et større antal instrumenter frem. Dertil kom to flygler, et celeste, og til min bekymring det store orgelpulpitur. Jeg skævede til orgelpiperne lige til højre for mig….

Lyt til koncerten her: dr.dk/radio/p2/p2-koncerten

Først altså Britten. Søndergård har jo længe været chefdirigent for først et walisisk og nu et skotsk orkester, så han må efterhånden være på hjemmebane i Britten og Elgar, der unægteligt spilles oftere over på øerne end her på kontinentet. Dette er et lidt atypisk værk, synes jeg, for af de fire mellemstykker fra Peter Grimes er de tre lyse og smukke. Til gengæld koger og buldrer stormen i sidste sats. Det er daggry, morgen, måneskin og storm, men det er også pulserende liv, eftertænksomhed, og lysets spil på havets overflade, og hele tiden med noget meget Brittensk, der snerrer lidt i baggrunden i form af en harpe og fløjte, der prikker til vores ører. God musik, skarpt spillet, og Søndergård så tilfreds ud.

I koncertoptagelsen citerer Matthias Hammer Karen Cargil for at regne de fem sange af Elgar for kernemateriale for en britisk mezzo. Hun kom brusende ind på scenen i blå kjole og så ud til at nyde muligheden for at bringe guld til de vantro, så at sige. Og så havde hun faktisk et nodestativ stående, hvilket egentligt er en ret charmerende indrømmelse af, at en sanger ikke kan have alle ord på rygraden. Hun lyder godt i koncertoptagelsen, men fordi jeg jo sad bag orkestret, kunne jeg ikke rigtigt nyde hende den aften. De fem sange er typisk Elgar og smukke nok, men jeg falder ikke rigtigt for musikken. Men resten af publikum fik tydeligt nok en rigtigt god oplevelse og klappede ivrigt.

Efter pausen altså det mystiske værk af Borup-Jørgensen. Der havde været megen snak om et stort, komplekst partitur, der skulle måle 1½ meter i højden. Men Søndergård kan åbenbart læse små noder, så hans partitur var knapt en meter, tror jeg. En slagtøjsspiller stod med fingrene nede i det store flygel, strygerne så beslutsomme ud, og jeg glædede mig.

Marin starter mørkt og ender lyst, for vi kommer fra det dybe hav op til overfladens bølger og skyller til sidst ind over strandkanten. Det tager cirka 20 minutter og i bogstaveligste forstand et hav af noder og instruktioner til hver enkelt musiker. Jeg var fuldstændigt bjergtaget og meget travlt beskæftiget med at følge bølgernes gang fra instrument til instrument. Et fabelagtigt værk, også hvis man ikke er til modernistisk musik. I programnoterne citerer Jens Cornelius dirigenten Herbert Blomstedt, der uropførte Marin med det daværende Radiosymfoniorkester, for at beskrive rejsen ind i Marin som den største oplevelse i hans dirigentliv. I mellemtiden har Blomstedt unægteligt oplevet en del, men Søndergård siger i koncertoptagelsen noget lignende – og han så sådan ud efter sidste tone! Bravo!

Som det sidste af de fire nogenlunde lige lange havstykker kom så havstykket over dem alle: La Mer. Jeg er meget begejstret for Debussy i almindelighed, men især for hans klavermusik. La Mer havde jeg lidt svært at finde ind i til en begyndelse, men fidusen ligger i at give slip og bare lade sig føre med af bølgerne. Hvis man gør det, så åbner værket sig for en og viser sig at bestå af lydbilleder uden egentlig form.

Concertanten siger

Marin var aftenens højdepunkt for mig. Magisk, simpelthen! Dels er værket udfordrende for øre og hjerne på den gode måde, og dels lyder det simpelthen bare godt, når det spilles, som det blev spillet den aften. Bravo til Borup-Jørgensen, og bravo til Søndergård og DRSO!

La Mer skulle have været højdepunktet for mig, men blev altså trumfet af Marin. Men ih, hvor det lød godt!

I det hele taget blev det lige så god en koncert, som jeg havde håbet. DRSO er faldet på plads i huset og lyder rigtigt godt. Søndergård er stadig en yndlingsdirigent, og selvom han havde slæbt Elgar med, så får han bonuspoint for også at have taget Karen Cargill med – hende vil jeg meget gerne høre igen, eller rettere: høre.

PS: Fra pladserne bag orkesteret og ved siden af orglet får man en god oplevelse med at følge med i (især) messingblæsernes noder. Det giver en lidt pudsig vinkel på især ukendt musik. Derudover kan man følge dirigentens ansigtsudtryk, og selvom jeg kender Søndergård godt bagfra og også ved, hvordan han ser ud i virkeligheden, så var det en fin oplevelse – Søndergård er oprindeligt slagtøjsmusiker og gav et anerkendende nik til slagtøjsgruppen efter Debussy. Men det nik må især have rod i Borup-Jørgensen og Britten, hvor de i sandhed havde travlt og gjorde det godt.

Kategorier:koncerter

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: