Menu Forside

Shostakovitch og Ravel – og så lige Adès med DRSO og Collon (fra Concertantens bagkatalog)

Der er fordele og ulemper ved at booke serier af koncerterbilletter i februar/marts til brug et sted mellem ½ og 1½ år senere. En ulempe er, at de virkelige verden sommetider skaber konflikter i kalenderen. Blandt de koncerter, jeg havde glædet mig til, var en med Per Nørgaards slagtøjstriumf Bach to the Future. Men den måtte konverteres til noget andet, og valget faldt på torsdagskoncerten en uge tidligere med to yndlingskomponister (og så lige Thomas Adès) på programmet.

Senere viste det sig, at koncerten med Bach to the Future blev aflyst med kort varsel grundet sygdom, så med lidt held vil jeg kunne høre det ved en senere lejlighed, hvis det lykkes DR at ombooke dirigent og solister.

Men altså, første torsdag i oktober tog jeg ud til den blå firkant til en koncert med det mystiske navn Collon og Shostakovich. Collon efter dirigentspiren Nicholas Collon (brite og dermed tryk på første stavelse), og Shostakovich efter koncertens sidste værk.

Orkestermedlemmer varmer op før koncerten med det flygel i forgrunden, som Kirill Gerstein skulle spille på i aftenens første værk. Og ja, jeg kan stadig ikke finde ud af at få telefonen til at håndtere elektriske pærer.

Koncerten

Programmet var til den forvirrende side:

  1. Adès: Klaverkoncert (solist: Kirill Gerstein)
  2. Ravel: Valses nobles et sentimentales
  3. Shostakovich: Symfoni nr. 9, Es-dur, op. 70

Adès er jeg ikke så begejstret for som jeg er for solisten Gerstein, som udbad sig et klaverværk af briten. Denne (første) klaverkoncert blev resultatet med klaver plus (stort) symfoniorkester. Denne koncert var skandinavisk førsteopførsel og kun fjerde gang, Gerstein spillede den. I programnoterne citerer Jens Cornelius Gerstein for at sige, at værket kræver virtuost klaverspil. Det kan jeg nu skrive under på – der blev spillet klaver hele vejen, herunder en stor kadence.

Orkesteret var en blanding af plingplong og interessante akkorder – og ikke mindst en fin basun-solo i tredje sats med Kasper Thaarup som solisten. Mmm! Af de tre satser var nr. 1 mest larm ved første høring; anden sats bestod mest af nedadgående akkorder i flyglet og meget smuk på dén måde. Derpå kom sidste sats med fuld skrue på Adès’ måde og endte med et brag.

I en kort tale inden ekstranummeret (en gentagelse af tredje sats), sagde dirigenten, tydeligvis efter aftale med solisten,  at værket udvikler sig for hver gennemspilning og -lytning. Og tredje sats var bedre anden gang, så måske jeg bare skal lytte til DRs optagelse af koncerten et par gange eller fem? Indtil da er jeg fortsat forbeholden overfor værket og imponeret over musikere og dirigent på selve aftenen.

Efter en pause kom altså Ravels valseorgie, der er for STORT orkester og overhovedet ikke til at danse til. Den starter med et ordentligt knald for hele orkesteret – en-to-tre-en-to-tre – og så er vi i gang. Jeg kan faktisk bedre lide disse valse end La Valse, fordi de 8 satser skildrer 8 forskellige slags følelser – men altså ikke sådan rigtigt, da det jo er musik af Ravel. Måske er det mere 8 forskellige slags humør?

Til sidste koncertens længeste værk (Adès tog cirka 22 minutter plus ekstranummer, Ravel mindre end 20 minutter, så det var en koncert af de kortere), nemlig Shostakovich totalt akavede niende symfoni, der skulle have været og måske er en triumfsang efter Sovjetunionens sejr over Nazityskland. Men det er jo også en niende symfoni og en akavet sådan. Selvfølgeligt kunne Shostakovich ikke skrive en ”almindelig” niende symfoni, sådan som den slags nu var gået hen og blevet en slags standard siden Beethovens. Næ, denne er ikke et forsøg på at omdefinere hele det musikalske univers, ej heller et forsøg på at finde den ultimative sandhed, og det er da slet ikke en bragende success, der er stuvende fuld af i sandhed klassisk musik.

I programnoterne skrev Jens Cornelius i vanlig fin stil, at symfonien nærmest gør grin med både musik og publikum. Dét, synes jeg, gør nummer 7 nu nok bedre. I stedet for er nr. 9 en slags eksperiment lidt lige som nr. 5, bare omvendt. Det er umiskendeligt musik af Shostakovich, men han leger med begreber fra det musikalske univers. Mest tydeligt i prestoen, der nærmest eksploderer som en slags Chopin på speed, og den vidunderlige largo, hvor fagotten ensomt famler sig vej tilbage til orkestret. Og dén sad perfekt formuleret af Audun Halvorsen.

Concertanten siger

Det var en god (kort) koncert, denne, uden at være pralende. Collon er spændende med stadig grøn i faget – han er nyudnævnt chefdirigent for Finlands Radiosymfoniorkester, og hans interesse for ny musik skal det nok blive et godt partnerskab. Jeg er fortsat ikke særligt begejstret for Adès, men Gerstein er en vidunderlig pianist, og han gjorde musikken levende for mig.

I Ravel skal de første toner skal være en klar kontrast til de efterfølgende, men det lød ubalanceret for mig. Den fine rytme druknede i kraftfuldhedens tegn, så at sige. Men det var bedre i de stille satser, så der blev plads til Ulla Miilmanns smukke fløjtespil. Og epilogen fik lov at dø hen på fineste vis – tak for det!

Det var torsdag efter den søndag, hvor den nye metrolinje åbnede, så jeg sluttede dagen med at tage metro fra dør til dør. Det var en tilfredsstillende oplevelse at skifte på Kongens Nytorv station, og det var en passende urban afslutning på en sprællevende og dog stilsikker koncert.

Unge Collon har jeg et godt indtryk af, og jeg glæder mig til at opleve ham igen – dog gerne uden Adès på programmet.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: