Menu Forside

Taget til fange af seriel musik

Når man bestiller et abonnement til en serie klassiske koncerter, operaer, eller balletter, er der som regel noget på programmet, som man (jeg) er lidt valen omkring. Det kan være en komponist eller solist, der ikke er på favoritlisten, eller det kan være et totalt ukendt værk, der så kan vise sig at være godt eller skidt.

Så da jeg bestilte mit DRSO-abonnement i slutningen af februar besluttede jeg mig for at fokusere på dirigenten ved abonnementets første koncert, for det var (selveste) Gianandrea Noseda, og sluge selve værket, der var Dallapiccolas (ahva?) berømte (virkeligt?) radioopera Il prigioniero (Fangen).

I mellemtiden er der smuttet et par uger, sprængfyldt med koncerter og andre aktiviteter, så den kommende uges tid kommer der nogle klatter her på bloggen, efterhånden som jeg får mig stavet igennem mine sparsomme noter. Hvad du, kære læser, så kan bruge tiden på, er at smutte hen i den lokale kirke eller forsamlingssted og checke, hvad der måtte foregå dér. For eksempel er der kommet gang i en ny sæson i Østerbro Koncertforening, og der er altid aktivitet oppe på Bjerget i Grundtvigs Kirke.

Koncerten

Dallapiccola er berømt for overhovedet intet andet end denne enaktede opera, der foregår under den spanske inkvisition i sådan cirka 1500-tallet med referencer til et oprør i Nederlandene og underforståede referencer til komponistens samtid i 1944-48, hvor Italien havde sit at kæmpe med.

I Jens Cornelius’ velskrevne programnoter, står der bevingede ord om tolvtonemusik og seriel musik og operaens handling, og det skal man have været til koncerten for at kunne læse. Men tolvtonemusik, det er noget med Schönberg, og seriel musik er så næste skridt dérfra, hvilket virkeligt ikke lyder lovende for en symfoni-glad koncertgænger som mig. Og det gjorde det tydeligvis heller ikke for ret mange andre, for koncertsalen var lidt mindre end halvt fyldt, hvilket er klart under norm for DR i disse år.

Men hvis man har et åbent sind og i øvrigt evnen til at fokusere på de medvirkende musikere og sangere, så åbner sig et mindre mirakel. Du kan høre det i din foretrukne podcast-app eller hér: https://www.dr.dk/radio/p2/p2-koncerten-10/p2-koncerten-torsdagskoncert-med-dallapiccolas-fangen

Ikke alene var dirigenten hentet fra de store scener; det var solisterne også:

  • Fangen: Michael Nagy, baryton med forbinding om højre hånd
  • Moderen: Anna Maria Chiuri, mezzosopran
  • Dumt svin, eller mere formelt fangevogter og inkvisitor: Stephan Rügamer, tenor

Fangen og moderen stod desværre bag orkestret, og derfor kunne de kun høres som en svag nynnen i baggrunden (grrr!), men deres fortælling brændte klart igennem: Moderen lægger ud med en hjerteskærende beretning under prologen og møder derpå sin søn en sidste gang, ved de begge. Fangen fortæller, at han da har styr på tingene, men det tror ingen af dem. Efter den visit satte Chiuri sig ned og nød resten af koncerten.

Eller måske ikke, for det er en gyser, denne opera! Fangen fortæller, at han har håb om frelse, fordi nogen hvisker Fratello i mørket. Dette håb viser sig at være et mind game, som inkvisitoren har iværksat. Fangen skal indgydes håb og dog brændes på bålet samme morgen.

Så aftenens tenor listede ind og sagde Fratello, så det gøs. Og så vendte han tilbage og dømte Fangen til døden. Bum! For Fangen havde sneget sig rundt i gangene og famlet sig frem til et klart lys, der så viste sig at være hans ligbål. Bum!

Concertanten siger

Hold da helt op for en overraskelse! Jo, musikken er seriel og dermed lidt pling-plong-agtig (OK, meget pling-plong-agtig). Men værket, måske især i hænderne på en maestro som Noseda, er så intenst og konkret, at ikke engang min hjerne kunne undgå at falde i fælden. De gysende ord Fratello og Libertá, lyder nu knap 3 uger senere stadig i baghovedet. Og synet af den gysende tenor, der listede sig ind på scenen, tydeligvis med skumle bagtanker, kombineret med barytonens indbundne hånd, jamen altså!

Gys, altså! Og noget at tænke over på hjemvejen, for værket handler blandt meget andet om det, der på nudansk hedder mindgames, altså psykisk tortur. Her blev det meget tydeligt, hvad mennesker er villige til at gøre mod andre mennesker.

En rystende oplevelse, og et møde med et værk, jeg slet ikke er færdig med endnu!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: