Menu Forside

Winterreise på en sommeraften (COF 2019)

Et fast indslag, som Peter Lodahl fik indført i sine tre år som festivalleder, er aftener i Børsens festsal, hvor internationale sangstjerner synger for et begejstret publikum. I år nåede jeg to, og den med den britiske bas Matthew Rose var nummer to, for den faldt om tirsdagen efter den fredag, hvor jeg hørte Bo Skovhus og Kari Postma i en tætpakket weekend.

Denne koncert var uplanlagt, for mit program var rigeligt tætpakket i forvejen med COF og CSF og jeg-skal-komme-efter-dig. Lidt tid måtte jeg også bruge på jobbet, syntes chefen. Akkeja.

Matthew Rose kendte jeg ikke, men Winterreise hørte jeg for en del år siden med Bo Skovhus og Julius Drake ude på Amager i Mogens Dahls Koncertsal. Den aften står stadig for mig som både smuk og deprimerende på én gang, for det var fuldstændigt rystende leveret af Skovhus og Drake. Derfor faldt jeg for muligheden for at høre en anden udgave uden at kende hverken sanger eller akkompagnatør.

På selve dagen postede Rose en vidunderlig video, hvor han og Eliasen legede med Winterreise:

Der er nu gået to uger siden den tirsdag aften i Børsens fine festsal, og derfor er denne note lidt anderledes end normalen (ja ja, sådan har det jo været et langt stykke tid, efter at det betalte arbejde begyndte at indtage også mine aftener). Matthew Rose havde valgt Mikael Eliasen som akkompagnatør, fordi Eliasen i sin tid spillede en stor rolle for Rose’s udvikling, og fordi han også har hjulpet mange andre sangere og musikere. Dette blev afsløret i forbindelse med fjerde eller femte fremkaldelse efter koncerten, for vi klappede og klappede, gjorde vi!

Rose er bas, ikke baryton, og tilmed en relativt ung sådan (årgang 1978, tror jeg), så hans Winterreise lyder radikalt anderledes end de barytoner, jeg ellers har hørt. Men han har elastikken i stemmen til at kunne klare de spring, Schubert forlanger undervejs.

Ved denne lejlighed havde Rose byttet om på et par af sangene, men vi startede med Gute Nacht og sluttede med Der Leiermann som sig hør og bør, for derved får værket denne vidunderlige rejse gennem vintermørket. Der Leiermann er Schuberts mørkeste værk og får mig til at knibe en tåre hver gang. Altså hver gang, men dog måske især når sangeren er så fin som Rose (eller Skovhus eller hedengangne Fischer-Dieskau, der selv på rustne indspilninger er rystende god i Winterreise). Den er netop ikke sentimental men eksistentialistisk og stiller et spørgsmål, der blæser i vinden. Rose leverede netop den sang med bassens patos og basbarytonal smerte. Da fik han mig som fan!

På rækken lige foran mig sad en ung kollega og dennes kæreste. De er unge mennesker i 20’erne, og de var fuldstændigt henrevne – helt uden antydningen af ironi! Winterreise er ellers lidt hård kost for folk, der ikke dyrker den tyske Lied-kultur, skulle jeg mene. Men ligesom jeg faldt pladask for værket ved en koncert, så gjorde disse to det altså også.

Det er jo dét, koncerter kan gøre: Røre os, bevæge os, vedkomme os. Det er en kombination af det konkrete værk og den konkrete opførelse, der bringer kunstnere og tilhørere tæt sammen, og det sker ikke hver gang, og slet ikke for alle hver gang.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: