Menu Forside

Børresens Den kongelige Gæst (COF 2019)

Hvordan beskriver man en opera, som ikke har været spillet i 50 år, og som muligvis ikke bliver spillet nogensinde igen?

Det har jeg fået mulighed for at finde ud af, for 8. august 2019 var jeg til anden og sidste opførelse af Hakon Børresens noget bedagede kammeropera Den kongelige Gæst på Arbejdermuseet. Operaen var umådeligt populær efter førsteopførelsen på Det kongelige Teater i 1919, men fra 1960’erne gled både den og Børresens anden opera Kaddara i glemmebogen. Sidstnævnte blev genoplivet i 2013 af kraftværket Niels Borksand – læs om dén CD hos Gregers Dirkinck-Holmfeldt. Og se eventuelt en bedårende amatøragtig præ-TV-Drama udgave på YouTube, hvor billedet også er fra.

Men Den kongelige Gæst har fortsat sit hemmelige liv som et pudsigt lille værk, kun kendt af musikologer og andre nørder, indtil en af Copenhagen Opera Festivals ildsjæle Leif Grabe og unge Ida Fogh Kiberg besluttede sig for at genoplive værket til COF 2019. At det var en klassisk COF-vi-gør-det-sgu-ting kan blandt andet ses på den noget videre opsigtsvækkende scenograf, Guido Paevatalu, der jo ellers mest er kendt som en dejlig senior-baryton og drivkraft bag det spændende guidOpera, der bringer opera ud til os alle hele året.

Arbejdermuseet er et museum på kanten af Indre By, tæt på Torvehallerne hvor COF jo har hjemme. Det er, hvad navnet antyder, et museum for en svunden tid og stuvende fyldt med symboler og ting. Men der er en dejlig festsal, som COF har brugt til et hav af forskellige arrangementer i løbet af de første 10 år. Jeg var gået forbi rigtigt mange gange, men denne aften var mit første besøg – og det blev gjort ekstra sjovt af et truende regnskyl, som vi i billet-check-køen talte meget om, mens vi langsomt bevægede os fra den beskyttende port gennem den åbne gård til det beskyttende baghus, hvor museet er. Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at den tørresnor, der hænger mellem sidehus og baghus, er et af museets installationer, og ikke en faktisk tørresnor, hvis du skulle være i tvivl.

Nå, men inde i festsalen stod lange borde klar til os, og vi kunne købe kaffe og kiksekage (eller et glas vin, altså) på klassisk arbejderromantisk vis. Selve salen er smuk med et højt hvælvet centralt rum med PH-lamper til at skabe (indirekte) lys over land.

Scenen var lille med tre stykker kulisse, et par småborde og en lænestol, og det nedskalerede orkester under ledelse af Leif Grabe sad klemt inde ved siden af. Se de medvirkende her: https://operafestival.dk/2019/program/den-kongelige-gaest

Værket var også nedskaleret, så tjenestepigen Ane var blevet til en meget jysk talerolle, mens Lillepigen stadig måtte synge (heldigvis, for hun blev spillet bedårende legesygt af Julie MeeRa Albertsen). Handlingen mere end musikken er måske grunden til, at værket gik på en meget lang pension, for moralen er noget i retning af “Husets herre har glemt at holde af husets frue, men nu husker han det!”. Den udløsende faktor er den ukendte gæst, der kalder sig selv Prins Karneval men kører i præstens kane midt i snestormen. Så hvad stiller man op med den slags i 2019? Udover at køre på parodien med en jysk tjenestepige, der fører krig på onde blikke og dask med karklude mod den dovne herre?

Tja, man booker David Kragh Danving til at være den uindbudte gæst, for han har en laber barytonstemme, et fint skuespil, og er lige netop lemmedaskende nok til at kunne være troværdig som denne Mørkets Fyrste, der forfører husets frue, så husets herre bliver jaloux. Ih, hvor han var dejlig at følge, og ih, hvor han gerne måtte spille klaver på den måde for mig! For et højdepunkt i forførelsen af husets frue er en passioneret udgave af (tror jeg) et stykke af Schumann, som Danving spillede nydeligt, mens Leif Greibe måtte rejse sig fra klaverbænken og se til. Fint moment, nydeligt gjort med meget, meget overbevisende effekt.

Doktor og fru Høyer blev nydeligt men ikke prangende portrætteret som middelklasse uden noget fornuftigt at give sig til. Men det blev aldrig klart, hvorfor lige netop denne husstand blev udvalgt til at få uventet besøg.

Skal dette værk genoplives? Ja! Godt nok ligger det og vipper på grænsen mellem syngespil og operette, men i en tid, hvor det overfladiske dyrkes umådeholdent, kan Den kongelige Gæst sættes op, så vi husker på at holde af hinanden.

Det var måske ikke lige denne opsætning, man skulle køre videre på, men charmerende var den, og måske guidOpera tager den med ud i landet? Hvis du får chance for at se Den kongelige Gæst i denne eller en anden opsætning, så tag den! Musikken er sprudlende, fuld af pudsige indslag, og rørende på de rigtige steder, mens dialogen nok trænger til Anes karklud. Det havde den fået i denne opsætning, som altså kun kørte to aftener.

Så jo, lad os få den ud i forsamlingshusene, for den opdaterede morale er god nok: Hold af hinanden, mærk hinanden, og husk musikken!

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: