Menu Forside

ASMF i Tivoli med Joshua Bell

SommerKlassisk i Tivoli byder på et væld af koncerter i stort og småt format med unge og knapt så unge og kendte og knapt så musikere. Et fast tilbagevendende element er 3-4 koncerter med berømte udenlandske orkestre, og i 2019 var min første af de fire nummer tre i rækken: Det britiske kammerorkester med det overhovedet ikke mundrette navn Academy of Saint Martin in the Fields en mandag midt i august.

Fra https://www.asmf.org/about-the-academy/

Det sære navn skyldes en kirke, hvor det nyskabte kammerorkester spillede sin første koncert i 1959. Lige siden har det været kendt som et yderst velklingende og altid eksperimenterende ensemble og været med på et hav af indspilninger af især barok og wienerklassik under nominel ledelse af Neville Marriner. Jeg faldt for dem med et brag for mange år siden, så selvfølgeligt skulle jeg da til den koncert!

Koncerten

Da Marriner gik af i 2011, besluttede akademiet at starte et nyt samarbejde med violinstjernen Joshua Bell. Ved denne koncert ville Bell dels dirigere fra første pult og dels være solist-og-dirigent. Lyder det som noget, et ensemble med fokus på historisk opførelsespraksis kunne have fundet på? Jo, den er god nok, for ASMF var på mange måder banebrydende i sin måde at udvikle sin spillestil og har afgjort tjent som inspiration for yngre ensembler – ingen nævnt, ingen glemt.

Programmet var lovende:

  1. Bach: Violinkoncert nr. 1, a-mol
  2. Schubert: Strygekvartet nr. 14, d-mol, “Tot und das Mädchen” (arr. Mahler)
  3. Barber: Adagio for strings
  4. Piazzolla: Las Quatro Estaciones Portenas (Four Seasons of Buenos Aires)

Tysk før pausen, overhovedet ikke tysk efter pausen, altså. Og lidt pudsigt var de to yderpunkter altså værker med Bell i en solistrolle (og dirigent) , og de to midterste værker havde Bell i rollen som soloviolinist ved første pult (og dirigent).

Først altså Bach med ensemblet siddende på hver side af et cembalo med plads til Bell foran dette. De mandlige musikere var i sorte jakkesæt, men Bell var selvfølgeligt i vanlig sort skjorte uden jakke. Bach er kernerepertoire for ASMF, og det lyder simpelthen altid lækkert og spændstigt. Men Bell kommer med en energi og vilje til at sætte tingene på spidsen, og på en eller anden måde får de skabt noget rock’n’roll, der er lige så vildt som for eksempel Concerto Copenhagen, men som selvfølgeligt lyder helt anderledes, fordi der spilles på moderne instrumenter.

Det var en sjov Bach, denne! Men vi kom helt ud til kanten nogle steder. Holdt bukserne? Det syntes jeg, men en bekendt var mindre overbevist.

Men så kom deres bud på Mahlers arrangement af Schubert vanvittige strygekvartet. Cembaloet forsvandt, orkestret flyttede sammen, og Bell satte sig på en klaverbænk ved første pult hos første violinerne, hvorfra han kunne vende og dreje sig og nå hele ensemblet.

Tre kvarter senere brød jublen løs. Hold nu helt fest, hvor var det en vild Schubert! Du skal forestille dig den vildeste strygekvartet og så gange det op med de knap 30 strygere, der var på scenen den mandag aften. Mahler har tilføjet et par kontrabasser til at lægge ekstra umf under de dybe toner, og Bell sad og viftede med buen, så alle satte ekstra tryk på kontrasterne.

Jeg var helt blæst bagover og kunne næsten ikke få luft, da musikken standsede. Eminent spillet!

Efter pausen altså noget helt andet, startende med Samuel Barbers uendeligt velkendte Adagio. Jeg har faktisk hørt resten af den strygekvartet, som den adagio er anden sats i, og den er slet ikke tosset. Men det var manden selv, der løftede adagioen over i det lidt større format, og det er stort set kun den, der spilles nutildags. Musikken er ærkeamerikansk på den senromantiske og svulstige måde, og ASMF spillede den med vanlig indsigt, akkuratesse og elegance, uden at det gjorde musikken særligt meget bedre efter min mening.

Der er sådan et eller andet ved de satser, der får et eget liv uden den oprindelige sammenhæng. Lyt for eksempel til hele Mahlers femte symfoni, og så lyder hans Adagi(ett)o pludseligt helt anderledes. Eller Chopins berygtede sørgemarch, der kommer fra en dejlig klaversonate (nummer 2 – find den og hør den!). Eneste undtagelse fra denne, indrømmet ret arbitrære regel, er Wagners Siegfried-Idyll, der fungerer superfint som sig selv uden at virke som et kort referat af operaen.

Nå, men efter lidt flytten rundt, så Bell igen kunne stå som solist midt i ensemblet, skulle vi så igen til noget helt andet, nemlig et værk af argentinske Astor Piazzolla (ham med de moderne tangoer). Han skrev åbenbart en argentinsk udgave af Vivaldis De fire Årstider efter at have studeret under Nadia Boulanger (tak for programnoterne til altid vidunderlige Andrew Mellor!). Jeg kender et par tangoer af ham, typisk med bandodeón som solostemmen.

Estaciones Portenas (undskyld, men min laptop kan ikke lave det bløde spanske n-med-krølle) fås i mange varianter, men originalen er for violin, klaver, elguitar,kontrabas og bandoneón. Find en udgave på din musiktjeneste – jeg har denne på Spotify. Denne aften fik vi altså en udgave for strygeorkester med soloviolin. Bell spillede efter noder, og det kan jeg sørme godt forstå, for der er meget at holde styr på i dette så uskyldigt lydende værk.

Som med al Piazzollas musik, så er der rytme og danselyst, så man sidder og vipper med tæerne (jo, det gjorde musikerne også). Men der er næsten lige så mange lag som i musik af Bach, og lige pludseligt, midt i en sekvens med kontrapunktisk musik, kommer der et direkte citat fra Vivaldis Årstiderne, så vi kommer til at fnise.

Det var sjovt, det var virtuost, og det var umanerligt velspillet og charmerende. Jeg cyklede hjem i den tidlige sommernat med hovedet fuldt af Piazzolla og Schubert, der jo normalt aldrig nævnes i samme sætning. Men det gav mening at have de to værker i samme program, når dem der skulle spille dem var strygerne fra Academy of Saint Martin in the Fields med Joshua Bell.

PS: Vi fik et ekstranummer, som var Estrellita (den lille stjerne) af mexicanske Manuel Ponce. Smukt, charmerende, dejligt. Og så gav de lige nøjagtigt samme program og samme ekstranummer to dage efter i Aarhus’ fabelagtige Symfonisk Sal:

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: