Menu Forside

Sæsonafslutning for DRSO med Luisi – og Kluxen

Sæsonen 2018-19 er forbi, og DRSO afsluttede deres sæson med to brag af en koncert, der skulle have været med to store internationalt kendte dirigenter på podiet og endte med 1½..

Koncert 1: Luisi & Symphonie fantastique

Denne koncert skulle have været min sidste med DRSO, indtil venner fik mig lokket med til den absolut sidste nedenfor. Til gengæld var det min sidste på yndlingspladsen (række 6 ved trappen i kongesiden af første balkon), da jeg dropper fredagskoncerterne næste sæson og vender tilbage til torsdagskoncerter – og så må man tage de pladser, der er tilovers.

Programmet var det, jeg betegner som fifty-fitfty:

  1. Liszt: Klaverkoncert nr. 2, A-dur. Solist: Alessandro Taverna.
  2. Berlioz: Symphonie fantastique, Épisode de la vie d’un artiste. Opus 14.

Liszt rangerer et sted omkring Schumann for mig, hvilket er et stykke under Schubert. Denne klaverkoncert kendte jeg slet ikke, men maestro Luisi havde slæbt en landsmand med til København, 35-årige Taverna, så jeg var velvilligt indstillet. Det var godt, for det er værket ikke sådan rigtigt. Det er en slags samtale mellem klaversolist og orkestermusikerne med motiver, der flyttes frem og tilbage og udvikles på tværs. Måske var det mit humør den fredag aften, men jeg var slet ikke med på vognen, og det hele lød lige så ligegyldigt som så meget anden musik fra perioden. Kønt, men det var så det.

Noget helt andet efter pausen. Først endnu en akavet prisceremoni, denne gang (Kammersanger) Emil Holms Mindelegat, der gives af orkestermusikerne i DRSO til et talent eller en, der har gjort godt i musikkens tjeneste. I år kunne Dorte Bennike overrække prisen til Morten Ryelund, der er drivkraften bag Danmarks Ungdoms Ensemble, DUEN, der (jo) er en vigtig motor for unge musikere, der vil prøve kræfter med orkesterlivet. Bravo!

Derpå altså Berlioz’s herostratiske berømte værk over en opiumrus, baseret på hans betagelse af skuespillerinden Harriet Smithson, som han i det virkelige liv fik et kompliceret ægteskab med. Men denne symfoni handler om betagelsen, besættelsen, håbet, og dét giver god musik!

Objektet for betagelse og besættelse er musikalsk gengivet som et idé fixe, der er et tema, der konstant og hele tiden dukker op. Hun er alle steder – sommetider smuk, sommetider grum. Det er virkeligt god programmusik for både de musikglade og de stavepladeglade. Denne aften blev musikken leveret af Luisi og DRSO i vanlig glad og ekstravagant stil, og jovist var selv jeg på fødderne til stående applaus.

Flot sæsonafslutning , troede jeg, men så fik nogle venner mig overtalt til nummer to.

Koncert 2: Temirkanov Kluxen og Musorgskij

Den vidunderlige russiske maestro Jurij Temirkanov skulle have dirigeret, men den 84-årige meldte afbud med 3-4 ugers varsel, og jagten gik ind på en dirigent, der kunne dirigere aftenens to værker:

Valget havnede på den ultralokale dirigent, Christian Kluxen, der er opvokset på Amager men nu rejser i pendulfart mellem Europa og Canada, da han er tilknyttet orkestre i Canada og Norge og i øvrigt flittigt dirigerer på det europæiske fastland, inklusive Jylland. Da mine venner lokkede, hoppede jeg på, fordi jeg aldrig havde oplevet Kluxen men konstant hører ham omtalt.

Nu velan, som man siger, og programmet var klassisk nok:

  1. Dvorak: Cellokoncert, h-mol. Solist: Andrei Ionita (undskyld manglende rumænsk notation!)
  2. Musorgskij: Undstillingsbilleder, arrangeret af Maurice Ravel

Dvoraks cellokoncert kendte jeg vagt, men Udstillingsbilleder er et kerneværk for mig. Jeg lærte værket at kende via DR P2 for mange år siden og har siden hørt det på CD og diverse musiktjenester i både originaludgave for klaver og i Ravels fornemme og intelligente orkestrering.

Min billet denne torsdag aften var til terrasse C og dermed bag orkestret, så jeg kunne opleve dirigenten bedre. Mit valg skyldtes, at jeg netop ville opleve Kluxen, da jeg var ret ligeglad med cellokoncerten og kan Udstillingsbilleder udenad. Mine venner sad på en balkon ved siden af orkestret, da de er mindre kendte med DR Koncerthuset, end jeg, og var forledt til at tro, at en A-billet er en A-billet, hvilket den slet, slet ikke er i dét hus.

Det fik betydning for begge vore oplevelser af koncerten.

‘Til cellokoncerten kunne jeg overhovedet ikke høre solisten, der jo var på den anden side af orkesteret end jeg. Det var sært nok ikke et problem, da jeg så kunne fokusere på orkesteret. Problemet var dog, at Dvoraks smukke musik ikke rigtigt kom til udtryk der heller.

Til koncertintroduktion indrømmede Kluxen at være nervøs for denne cellokoncert, og måske er det med god grund. Det virkede som om, dirigent og solist overhovedet ikke var i kontakt (solisten er endnu meget ung, hvis det er nogen undskyldning for at se mere på førsteviolinerne end på dirigenten). Og måske ligger Dvorak slet ikke til Kluxen – set fra min plads forsøgte han at formidle musikken gennem orkestret, men det virkede mest som om, kontakten heller ikke dér rigtigt var der.

Efter pausen var det en helt anden koncert. Kluxen havde et fint tag på de forskellige billeder, orkestret var enig med ham, og resultatet var fint. Sjov i femte billede med kyllingernes dans, uhyggelig i niende billede med heksen Baba Yaga, og storslået i sidste billede med maleren Viktor Hartmanns bud på en ny byport til Kiev. Sådan skal den skæres – og igen blev vi mindet om, at Musorgskijs musik er uendeligt meget bedre end Hartmanns tegninger, og at Ravel var en fabelagtigt orkestrator.

Kluxen slap godt fra koncerten. Jeg vil gerne opleve ham igen – dog helst i en koncert, hvor han selv har haft mere indflydelse på programmet. Sammenlignet med dengang Karina Cannelakis sprang ind er det omtrent det samme – dårlig forbindelse med solist og et nervøst bud på kontakt til orkestermusikerne. Til begge koncerter gik det absolut bedst efter pausen, hvor nervøsiteten måske havde lagt sig, og dirigent og musikere måske havde fundet hinanden i den musikalske begejstring, en koncert jo ofte skaber for musikerne.

Bonus er et foto fra koncertintroduktionen med Christian Kluxen og Mathias Hammer:

PS: Denne blogpost har hængt fast i bagkataloget i 1½ måned

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: