Menu Forside

To kæmper, en drage, en hest og verdens undergang i Kiel

For foden af den jyske halvø ligger havnebyen Kiel, der som landshovedstad i Schleswig-Holstein har et filharmonisk orkester med en ambitiøs (og afgående) dirigent, og et operahus med eget sangerensemble. For en håndfuld år siden besluttede man sig for at kaste sig ombord i Nibelungens Ring, Wagners Mount Everest af en operacyklus for operahuse. Jeg havde set opera nummer 1, 2 og 3 for et par år siden sammen med nogle venner og var meget begejstret for den enkle scenografi og nogle umanerligt fine dukker af Marc Schnittger til at spille henholdsvis kæmper i Rhinguldet og drage i Siegfried. Så derfor var jeg en tur til Kiel i juni 2019 for at opleve operahusets samlede ringcyklus, da den blev opført ugen før Kieler Woche.

Foto af plakaten udenfor operahuset i Kiel med Brünnhilde, der sørger over den døde Siegfried.

Her er et samlet overblik over nogle af navnene bag denne Ring:

  • Instruktion:
    • Daniel Karasek
  • Scenografi:
    • Norbert Ziermann (Rhinguldet, Valkyrien)
    • Chiharu Shiota (Siegfried)
    • Chiharu Shiota og Anna Myga Kasten (Götterdämmerung)
  • Kostume:
    • Claudia Speilmann
  • Video:
    • Konrad Kästner
  • Lys:
    • Martin Witzel (Rhinguldet, Valkyrien)
    • George Tellos (Siegfried, Götterdämmerung)
  • Dukker:
    • Marc Schnittger

Altså i princippet et samlet bud på instruktion, kostume, og videoprojektioner, og så to hold på scenografi og lys. Dertil jo altså Marc Schnittgers fine dukker, Kieler Filharmonikerne dirigeret af afgåede Georg Fritzsch, operKiels eget operasolistensemble og operakor, og nogle besøgende sangere.

Fidusen ved en ringcyklus, der opføres af et ensemble + nogle indlånte ressourcer, er, at de fleste af de involverede kender hinanden rigtigt godt, de er geografisk på hjemmebane (sådan da), og de vil bevise, at de kan. Og publikum er på forhånd velvilligt indstillede, da de jo kender huset i forvejen. Et andet eksempel er Kasper Holtens nu mere end ti år gamle opsætning i København med et operaensemble, der tilfældigvis bestod af allerede prøvede Wagner-sangere, samt sangere, der aldrig nogensinde havde regnet med at skulle synge Wagner. Går den, så går den, groft sagt, og der kan opstå virkeligt interessante bud på de forskellige roller, fordi instruktør og/eller sanger ikke nødvendigvis er ekspert i den rolle.

I Wagner-verdenen er det jo ellers meget normalt, at det er de samme sangere, der synger de samme roller verden over, og de samme instruktører, der fortolker værkerne– på lidt forskellige niveauer og i dertilhørende prisklasser, selvfølgeligt. I en globaliseret verden giver det større og større ensartethed i musikalsk udtryk, mens scenografi og personinstruktion til gengæld bliver vildere og vildere for til stadighed at kunne imponere det kræsne verdenspublikum.

Hvad kan man så med rimelighed forvente af et operahus, der ligger i en provinshovedstad? Tja, det må være op til den enkelte, men i mit tilfælde satte jeg forventningerne noget lavere, end jeg ville sætte dem til de store huse i Hamborg eller Berlin, og også lavere end til operaen i København. Men noget i retning af Den ny Opera i Esbjerg eller Jyske Opera i Aarhus, så da? Mja, måske mere noget i retning af Malmø Opera, der (jo) også har et rigtigt operahus at spille i og et fast orkester med et godt forhold til samme operahus. Jyske Operas forestillinger skal normalt kunne opføres med andre end lige netop Aarhus Symfoniorkester, og deres ”operahus” er en multiscene med mængder af problemer – deres øvrige kvaliteter være ufortalt i denne sammenhæng bortset fra, at jeg har hørt fremragende Wagner med dem i Musikhusets Store Sal. Esbjerg er også noget ganske andet, da der ikke er noget ensemble, og alle involverede er per definition udplukket til formålet.

Derfra og til at rangordne de forskellige huse og ensembler er der langt, og det er slet ikke min mening her på bloggen. Min pointe er, at jeg foretrækker at sætte forskellige forventninger til en koncertoplevelse med Berliner Filharmonikerne og Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester (LTSO), og at jeg har haft rigtigt gode og givende oplevelser med begge orkestre. Det er to meget forskellige orkestre, der lyder meget forskelligt, og mine koncertoplevelser har været meget, meget forskellige. Men selvom LTSO ikke består af 100 af verdens absolut bedste musikere, er deres koncerter hverken ulidelige eller uudholdelige. Ligeledes kan en koncert med Berlinerne vel i princippet godt være småkedelig, selvom jeg ikke har oplevet lige dét endnu. Igen er min pointe, at hvis man sætter sine forventninger forkert, så bliver man enten skuffet eller får et helt forkert indtryk af, hvordan musikken kan eller bør lyde. Jeg elsker at høre min niece spille klaver, men Andras Schiffs koncerter nyder jeg efter helt andre forventninger. Forstår du, hvad jeg mener? Ellers kan du jo gøre som et par af mine gode venner, der har absolutte forventninger, og som derfor yderst sjældent går til koncerter i Danmark og stort set aldrig i Det kongelige Teater.

Nå, men jeg købte billetter til 4 styks operaer, eller hvad man nu skal kalde dem, og drog til Kiel en regnvejrsdag i juni. Min rejsefælle og jeg var indlogeret på et hotel få minutters gang fra Operaen, så vi var hurtigt klar til hver af de fire værker.

Gesamtkunstwerk

Mit samlede indtryk fra Nibelungens Ring den uge i Kiel er, at det kan de godt være bekendt!  Ethvert operahus, der påtager sig at opføre Ringen og tilmed slipper bare nogenlunde fra det, fortjener ros herfra, og operKiel er sluppet langet mere end blot nogenlunde fra dette projekt. Kiel er jo ikke just en metropol, og operahuset har ikke adgang til de helt store stjerner, når det kommer til kunstnere og andre medvirkende til produktionen. Men jeg havde et brag af en uge med strålende solskin, god musik, fine dukker, og en gennemgående god atmosfære, der omspandt projektet med en komplet Ring i Kiel. Bravo til ildsjælene bag projektet!

Fuldstændigt fortjent endte vi med at få Kiels Filharmoniske Orkester på scenen til overdådig applaus efter Götterdämmerung søndag aften. Ved enhver opførelse af Ringen er orkestermusikerne reelt marathonløbere, og selvom Georg Frizsch holdt et pænt højt tempo, så er det jo altså mange timers musik. Absolut nydeligt spillet, og tak for indsatsen til Frizsch!

Her er et billede af orkestergraven før Götterdämmerung – det er en meget dyb grav, og den var meget fuld af musikere!

I de følgende afsnit beskriver jeg min oplevelse af de fire operaer i Kiel, men du kan få en gennemgang af Nibelungens Ring af Lotte Heise i Bravo på P2 fra 29/6-2919.

Rhinguldet

Nibelungens Ring starter med en ”for-aften”, en en-akters opera med en på overfladen afsluttet handling. Rhinguldet kunne i princippet godt opføres som selvstændigt værk, da handlingen sådan set er nogenlunde afsluttet, og der er et dejligt broget persongalleri med svindlere og bedragere, løgnere og mordere. Men der er jo altså også både kæmper og dværge, så den opføres stort set kun i sammenhæng med Ringen, inklusive som led i det forberedende arbejde, der fører frem til en samlet Ring. De springende punkter i enhver opsætning er, hvordan ser Rhinen ud, hvor er Alberich i forhold til Rhindøtrene, hvordan fungerer det med kæmperne og dværgene, hvordan hulen skildrer man minegangene i Nidhule, og hvad er Ringen?

I Kiel har scenograferne lagt en klar linie: Ringen er en ring, kæmperne er (dukke-)kæmper, guldet er gyldent, Rhinen er nogle skråplader, som Rhindøtrene ”flyder ovenpå” ved at ride på stålstænger, der hænger og vugger over gulvfladerne, og Wotan og Loge kravler ned i Nidhule, efter at deres gulv har løftet sig 3 meter op i luften. Altså en scenografi med ret konkrete visuelle clues til handlingens elementer. Det kan man enten elske eller hade efter behov; jeg finder det befriende og meget passende til netop en provinshovedstad, hvor operahuset gerne skulle kunne lokke også ikke-Wagnerfans til.

Godt:

  • Kæmperne!
    Marc Schnittgers to store dukker med hvert sit klare ansigtsudtryk, store næver, og fire dukkeførere til at give bevægelse og yderlige udtryk er simpelthen den bedste udgave af Fasolt og Fafner, jeg foreløbigt har set. De øvrige sangere forholdt sig til kæmperne, ikke til de sangere, der sang kæmperne (og førte hver sin dukkes venstre hånd), hvilket gav et langt mere konkret indtryk af handlingen, end når kæmperne blot fremstilles af to relativt høje basser.
    De var simpelthen bare store, disse to kæmper, og de havde fået hver sin personlighed i både ansigtsudtryk og handlemåde. Fafner så decideret skummel ud, mens Fasolt fremstod som det forelskede monstrum, han (jo) er.
    Og da de kom op at slås, og Fafner slog sin bror ihjel, så faldt Fasolt om, hans dukkeførere forsvandt ud på sidescenen, og ”liget” blev liggende dér på scenen resten af operaen som en visuel påmindelse om, at guderne nok kunne skride værdigt over regnbuebroen til Valhalla, men ikke uden store omkostninger for dem selv – og for Fafner og Fasolt.
    Derudover blev de sunget mere end nydeligt af Timo Riihonen (Fasolt) og Friedemann Röhlig (Fafner)
  • Rhinen!
    De vuggende stålstænger var en virkeligt god illustration af flodens bølger, og stakkels Alberichs kamp med at fange Rhindøtrene blev gjort konkret ved, at han konstant gled ned af det glatte og skråtstillede scenegulv. Nydeligt!
  • Alberich!
    Igen fandt jeg Jörg Sabrowskis udgave af Alberich rigtigt fin. Han opfører sig lidt som en testosteronpumpet teenager med hang til grungemusik, eller måske rettere som en 40+ mand, der ikke vil give slip på fornemmelsen af at være en testosteronpumpet teenager med hang til grungemusik, Men det virker!
  • Forskellen mellem overfladen og Neidhöle
    Da Loge åbner en lem i gulvet for at vise vejen til Neidhöle (Nidhule) gennem Schwefelkluft (Stinkekløft), løftes gulvet højt op, og en stige folder sig ud til et niveau nedenunder.
    Det er den flotteste visualisering af nedstigningen til Nidhule, jeg har set, og det giver plads til en ”hule” bag ved forscenen, hvor nibelungerne kan stable guld, og hvor Alberich kan ”omdanne sig” til en lindorm eller en frø.

Småskidt:

  • Ingen Magnus Vigilius
    Jeg havde læst på theater-kiel.de, at Magnus Vigilius måske-måske ikke ville synge Froh, men det endte altså med et ”ikke”. Vigilus var en fuldstændigt overdådig Froh ved Ringen i Odense, så jeg var en kende skuffet….

Valkyrien

Ringens første egentlige bud på en opera er Valkyrien, der så tilmed er et drama stort set i sig selv, da den ikke knytter (særligt godt) an til Rhinguldets handling, og kun peger videre på de to sidste operaer, fordi helten producerer en ny helt uden at vide det.

Der sker altså ikke noget overhovedet i denne opera, som ikke kunne være fortalt i en bisætning i opera nummer tre, og som ikke bliver fortalt i langt mere end en bisætning i opera nummer tre og fire. Men det er en god opera i sig selv og i Ringen, fordi der er en klar skurk, en klar helt, og der berøres nogle temaer, der peger fremad og bagud:

  • Wotans iver efter at skaffe sig en fri helt, der kan skaffe Ringen tilbage til ham
  • Wotans totale mangel på interesse for noget som helst andet
  • Handlinger har konsekvenser, også selvom vi ikke kan se dem lige nu og her

I modsætning til Rhinguldet opføres Valkyrien en gang i mellem som selvstændigt værk, fordi den har en (på overfladen) afsluttet handling med skurke, kærlighed, og der er hverken kæmper eller drager med. Jeg har oplevet den både scenisk og koncertant, og det er faktisk den opera, jeg har oplevet flest gange (6). Men jeg har ikke rigtigt kunnet gøre den til favorit alligevel, fordi jeg har haft det svært med Sieglinde. Er hun bare sådan en, der flyder med strømmen og hopper på den første, den bedste båd, der kommer forbi? Eller er hun en viljeløs stakkel, der blæser i vinden? Eller er hun lige så forskruet som sin tvillingebror?

Udgaven i Esbjerg sidste år med Den ny Opera og med Cornelia Beskow som Sieglinde gav mig et nyt bud, der fik det til at falde på plads for mig: I dén udgave var Sieglinde misbrugt fra en ung alder, at hun balancerede på kanten til afgrunden og slet ikke var sikker på, hvad der egentligt var fast grund at stå på. Dét gav mening!

Med de briller på kunne jeg også i Kiel se Sieglinde som en kvinde på kanten, der griber efter holdepunkter, velvidende, at de sikkert vil vise sig slet ikke at være virkelige. Derfor giver hun Hunding en sovedrik i stedet for at slå ham ihjem, ifald Siegmund viser sig at være endnu et halmstrå, der blæser bort. Og derfor flygter hun begejstret med Siegmund men rammes af fortvivlelse under flugten. Jovist, Cornelia Beskows udgave bliver hos mig mange år endnu.

Hun var ikke med i Kiel, men det var Timo Riihonen i rollen som den lede Hunding, og det var nok aftenens bedste bud på en rolle. Opsætningen i sig selv vaklede som så ofte mellem at gøre det klart, hvor væmmelig Hunding er, og så forklare, hvorfor han har så fin en bolig og taler om slægten hele tiden, som om han var greve eller baron. Både her og så tit ellers bliver Hundings hjem fremstillet som en forholdsvis fin bolig for en høvding eller lensmand eller sådan noget.

Men hvis man tænker lidt over det, så taler han jo nok så meget om forsvar af slægt og den slags, fordi han prøver at tjene bonuspoint hos sin slægts overhoved. Og det havde iscenesættelsen og Riihonen fanget, så han og hans mænd kom luskende ind som sådan nogen, man helst ikke vil møde udenfor ens gadedør. Faktisk mindede de om nogen, der nok havde pillet rygmærket af og solgt motorcyklen, men de var helt klart stadig i branchen. Stærkt!

Se billeder og rolleliste på theater-kiel.de.

Godt:

  • Timo Riihonen som Hunding
    Klam fyr, led som bare den, og helt sikkert ufin i kanten. Bragende flot fremstillet af Riihonen, der jo aftenen i forvejen var den umanerligt milde Fasolt.
  • Thomas Hall som Wotan
    Han synger godt, Hall, og han var suveræn i Valkyrien. Cool i første scene, indtil han blev tæsket af konen, uklar i sin omgang med yndlingsdatteren, hævngerrig som bare den, da det gik op for ham, at hun havde udført hans egentlige vilje, og fuld af kærlighed under den lange sangsekvens til allersidst.
    Jeg kneb en enkelt tåre, men nu var jeg nu også ret rørstrømsk lige den dag, 12/6.
  • Scenografi
    Hans og hendes håndvask i anden akt er stadig så vittigt og illustrativt udtænkt, at jeg næsten kan tilgive Frickas besynderlige kostume.
    Sværdet i træet er et sværd i et træ – helt konkret og tro mod principperne i denne opførsel.
    Lighuset … Jo, jeg har vænnet mig til tanken, og valkyrierne har vænnet sig til at drøne rundt med ligene, så nu gav det mere mening for mig, end det gjorde for 3 år siden.

Småskidt:

  • Ikke rigtigt noget, bortset fra, at jeg jo oplevede en fabelagtig Valkyrien i Esbjerg, der ikke rigtigt kan forlade mig.
    Men Frickas besynderlige kostume i anden akt er altså besynderligt.

Siegfried

Det tredje værk i Ringen har længe været min favorit, fordi musikken er så god. Hver af de tre akter er veldefineret med sin egen indre og ydre handling samt kobling til den samlede fortælling. Og så er der en drage med i anden akt, hvilket også trækker opad for mig. Her i Kieler-udgaven er dragen tilmed en ”rigtig” drage i form af Marc Schnittgers enorme dukke med fem sortklædte dukkeførere.

Første akt er komisk, anden akt dramatisk, og tredje akt romantisk. Mjah, i virkeligheden er hele operaen romantisk i den oprindelige betydning, men revolutionen lurer i baggrunden – der er ikke så meget som antydningen af kernefamilie at spore nogen steder, og den fri helt, Siegfried, tæsker sin plejefar, sin bedstefar, en drage, og i virkeligheden hele verden. Men han er jo bare en lille dreng, der søger en legekammerat, og så kan han godt lide fugle og smukke blomster.

Godt:

  • Fafner
    En drage er en drage er en drage, så at sige. Fafner kunne anes i baggrunden under Alberichs og Vandrerens tågede samtale men dukkede selvfølgeligt først frem, da Siegfried truttede i sit horn. Igen en fabelagtigt flot dukke, og umanerligt velkoreograferet helt ned i detaljerne da den langsomt faldt sammen og døde. Bravo!
  • Scenografi
    Mimes værksted var en ægte StormP-maskine med tandhjul og røg, der gav Siegfried noget at give sig til, sørend han kunne bruge det nye _Nothung til at kløve ambolten med (jovist!).
    Derudover var scenografien enkel og god med dramatisk lyssætning og leg med skygger. Bravo!
  • Michael Müllers udgave af Mime
    Velsunget med rigelige mængder af klynk og total overvurdering af Mimes evner og kræfter, kombineret med en hoppen, springen, og klatren rundt for at illudere den travle dværg (ikke så let, når man nu engang er et halvt hoved højere end sangeren, der skal forestille at være en fuldvoksen lømmel af en teenageknægt)
  • Thomas Halls udgave af Der Wanderer
    Udover en stærk basbaryton har Hall også blik for Wotans kamp for at bibeholde illusionen om den magtfulde overgud. I scenen med Mime slipper han afsted med det, i scenerne med Erda og Albericht kniber det tydeligvis, og i scenen med Siegfried må Wotan klamre sig til, at hans kamp nu må udkæmpes af sidste forsøg på en fri helt, Siegfried, og at knægten er kommet godt efter det. Fint fremlagt af Hall, og endnu bedre sunget.
  • Erdas opstigning fra en lem i gulvet
    Dramatisk smuk scene – en lem i gulvet, en halvkurve af vindues- eller glasrammer som indramning, og så hvide vægge, som Erdas og Wotans skygger dansede henover. Erda med støvet hår og krop med mascara i klatter under øjnene – og dejligt søvndrukkent og hvor-er-jeg-nu-agtigt sunget af Tatia Jibladze, der også sang Erda (og Flosshilde) i Rhinguldet. Nydeligt!

Småskidt:

  • Erdas nedstigning gennem en lem i gulvet
    Opstingingen var dramatisk perfekt, men nedstigningen var en strid modsætning, fordi resten af dramaet jo handler om, at Wotan er løbet tør for magt, og han har da slet ingen magt over Erda.
    Så hvis nu hun var begyndt at kravle ned i sin hule før, Wotan beordrer hende til at falde i søvn igen, havde det været et megastort plus i min bog.
  • Siegfried
    Bradley Daley er sikkert en glimrende sanger, men jeg følte mig generet af det, jeg hørte som en lille talefejl, og da der er sindssvagt mange s’er i Siegfrieds rolle, så voksede det lille problem sig stort for mig. Han fik fremlagt klart og tydeligt, at det er et hundesvært parti at synge….
  • Brünnhilde
    OK, jeg har bias, fordi jeg så Catherine Foster blive vækket på sin klippe i Odense for kun et år siden, og det er svært at slå Foster i den scene. Dertil havde Kirsi Tiihonen vist en tudse i halsen, som hun prøvede at synge henover, men resultatet var en underligt distræt og træt Brünnhilde på teenagerov uden rigtigt at have noget at lokke med.
  • Siegfried og Brünnhilde
    Ingen kemi overhovedet, men til gengæld en småvoldelig valsen rundt med faste greb om hinandens skuldre, så den, der skulle synge, kunne komme til at se dirigenten. Den slags kan gøres mere eller mindre elegant, og det var så den knapt så elegante version.
  • Brünnhildes klippe
    Ikke spor skidt, faktisk, men problemet med at have forskellige scenografer på de forskellige værker i Ringen er, at det for publikum kan blive svært at genkende personer eller genstande, fordi disse ser forskellige ud i de forskellige scenografers hænder. I Valkyrien blev Brünnhilde lukket inde i et æg af en slags, men i Siegfried ligger hun på en klippe med røde reb, et tæppe og en gylden maske over sig. Begge udgaver er lige gyldige, men de er overhovedet ikke i familie med hinanden, hvilket gav mig en grund til at rynke på næsen.

Götterdämmerung – Gudedæmring eller Ragnarok?

Alt endte jo sådan set lykkeligt i Sigfried, men der var jo et hængeparti med selve Ringen – Alberichs forbandelse hang jo ved, selvom Siegfried, den frie helt, var snublet over Brünnhilde i sin jagt på gode venner og sådan set kunne leve lykkeligt til sine dages ende deroppe på klippetoppen. Men hele dette eventyr startede med, at Wagner skrev en historie over temaet Siegfrieds Død, og derfor er der et fjerde værk i den samlede ringcyklus. Som bekendt skrev Wagner fortællingen og teksten til de fire værker baglæns men musikken forlæns, og derfor er Götterdämmerung det af værkerne med den mest opera-klassiske fortælling, inklusiv brug af trylledrik(!), og den mest avancerede musik af de fire. Faktisk er historien så klassisk opbygget, at den næsten lige så godt kunne være skrevet til en opera af Puccini – eller Rossini. Der indgår jo ligefrem trylledrikke til at få Siegfried til at opføre sig stik mod sin natur. Og måske derfor har jeg haft det lidt stramt med værket.

Dertil kommer, at Brünnhilde, vores næsten-heltinde, jo ender med at galopere ind i Siegfrieds ligbål, hvilket er ret problematisk for de fleste nogenlunde moderne kvinder. Men hvis man tager Schopenhauer-hatten på, så er der en slags logik. Hvis livet først giver mening efter døden, groft sagt, så må Brünnhilde nødvendigvis følge vidunderdrengen ind i døden. Derudover løser det problemet med Ringen – hun kan på én gang opgive Ringen og opgive at efterstræbe den, så at sige.

Så hvordan løser man den scenisk i 2019? I Kiel er man nogenlunde bogstavtro, så Brünnhilde rider næsten bogstaveligt ind i ligbålet på Grane i form af endnu en fuldstændigt bedårende dukkehest, komplet med mankerysten, blød mule, og hvis-forben-tripper-gør-modsat-bagben-det-også. Jo, jeg forelskede mig fuldstændigt i den meget fine dukke-hest, hér i et billede jeg har nuppet fra theater-kiel.de.

https://www.theater-kiel.de/oper-kiel/repertoire/produktion/titel/goetterdaemmerung-1/

Godt:

  • Grane!
    Fabelagtigt fremstillet af Marc Schnittger og de tre dukkeførere med naturtro bevægelser. Nu en hel måned senere er jeg stadigvæk meget begejstret for den dukke!
  • Musikken!
    Her i den sidste af de fire operaer er Wagner kommet meget længere i sin udvikling af musikdramaets musik, og den er her mere multifacetteret og decideret smuk.
  • Siegfrieds død!
    Vores stakkels helt får hele to gange trylledrik, bliver så stukket i ryggen af Hagen, og skal sluttelig bruge 10 minutter på at dø.
    Dét er ikke så nemt at skildre uden at fremstille Siegfried som komplet idiot og en parodi på operahelte, men det kunne Bradley Daley til min store overraskelse.
    Vi gøs, holdt vejret, gruede for ham, og i hvert fald jeg fik en klump i halsen. Efter hans lidt skuffende Siegfried om fredagen, gjorde Daley et meget bedre indtryk her søndag aften.

Småskidt:

  • Handlingen
    Det er simpelthen noget rod, som operKiel ikke kan gøre for.
  • Gangbro
    I den dramatiske sidste akt væltede folk (og hest) frem og tilbage ad en smal gangbro mellem for- og bagscene, mens der blev gjort klar til ligbål på resten af scenen. Det gav sære trafikpropper, men derudover var den nøgterne scenografi ganske vellykket.

Det var en smuk ende på verden, de leverede i Kiel. Tak for det, tak til musikerne, og tak til operKiel for at tage Nibelungens Ring til sig!

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: