Menu Forside

Typisk Tosca – eller hvad?

Når man køber en abonnementsserie, så følger der jo ofte noget med, som man ikke kender eller måske ligefrem ikke bryder sig om. I sæson 2018-19 har jeg udfordret mig selv på nogle fronter og er for det meste blevet behageligt overrasket undervejs. Men Puccini har jeg det unægteligt lidt svært ved. Men med i pakken var altså blandt andet Tosca, som en veninde påstår kan få hende til at knibe en tåre hver gang – og hun har endda set den temmeligt mange gange efterhånden. Så jeg måtte jo give Puccini en ny chance.

Operaen

Hvis du føler dig lidt alene, eller hvis du bare trænger til at være omgivet af mange mennesker, så skal du bare tage i Operaen en lørdag aften, hvor de byder på Tosca. Jeg har sjældent set stedet så stuvende fuldt som lørdag d. 6. april – hvis Det kongelige Teater havde tilbudt pladser på trapezer hængende ned fra loftet, så havde de sikkert også kunne afsætte dem til lokale eller tilrejsende fra Jylland eller Sverige. Er du da vimmer, hvor der var mange!

Det passede sådan set fint med det mønster, jeg havde set til sæsonens andre operaer. Jovist indrømmer jeg gerne, at jeg jo blandt andet har udfordret mig selv ved netop at købe billet til populære operaer, men alligevel hører man jo jævnligt, at teatrene har svært ved at holde belægningsprocenten oppe. Men populært behøver jo ikke være dårligt, siger mine venner.

Denne opsætning er en genopsætning fra for et par år siden med (oprindelig) iscensættelse af Peter Langdal og scenografi af Karin Betz. Det har jeg lært kan betyde lidt af hvert – Langdal rammer enten plet eller helt forbi, efter min mening, forstået på den måde at hans opsætninger aldrig er ligegyldige, så jeg enten morer mig eller ryster på hovedet.

Men det skulle vise sig, at lige netop denne opsætning var så klassisk, at alle kan være med. Lidt endnu kan man se billeder og andet godt her: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/tosca/

Det starter med en fuldstændigt klassisk ouverture, mens det røde (!) fortæppe dækker for scenen. Altså ikke noget med en for-handling eller introduktion til hovedpersonens indre, som jeg ellers er begyndt at forvente ved enhver opera. Men ikke hér – vi kan fokusere på Det kongelige Kapels vellyd (det gør jeg gerne!) og intet andet.

Rødt fortæppe med teksten Tosca (og et udsnit af Det kongelige Kapels musikere lige før start).

Da ouverturen er forbi, går tæppet rask op, og vi ser en scenografi med fire kasser, der giver et dybt perspektiv i scenens dybde. Kasserne har striber af farvede lysstofrør, der gør perspektivet endnu dybere. De fire kasser kan vippe uafhængigt af hinanden, havde jeg læst mig til, og jeg glædede mig til effekten.

Handlingen er både banal og dyb på samme tid, for vi er i Rom i år sådan cirka 1800, mens napoleonskrigene sender bølgeskvulp gennem byen, og pavedømmet kommer i klemme. Vi har selvfølgeligt en kærlighedshistorie med, men rammefortællingen handler om revolution og konflikten mellem magthavere og oprørere.

Rollen som sangerinden Floria Tosca blev skrevet til datidens superstjerne Sarah Bernhardt og er derfor med overlæg dramatisk og vidtfavnende. Jeg kendte til Tosca som en rolle, de store dramatiske sopraner gerne vil synge, og Det Kongelige havde hyret en af vor tids specialister i faget, italienske Maria Pia Piscitelli. Hendes filejs, maleren Cavaradossi, skulle synges af lokale Niels Jørgen Riis – jeg ville helt klart have foretrukket Joseph Calleja, men Riis overraskede mig positivt.

Som skurken, politimester Scarpia, fik vi lokale Jens Søndergaard, der ellers ikke plejer at være skurk, men selvfølgeligt kunne han også det! Resten af rollerne var en blanding af lokale og indlånte med Det danske Drengekor som kirkekor og andre børn – og så Steen Byriel som den fjollede sakristan og Jens Christian Tvillum som den ret modstræbende men til gengæld ret servile småskurk Spoletta.

Men altså, det er Puccini, så formatet er kendt og stramt: Tre akter, tre lokationer, kor der bølger ind og ud, mens sopran, tenor og baryton synger solo, duet og (en enkelt) trio. Dramaet er stort, og der er tydelig forskel på helte og skurke. Hvis du ikke ved, hvad jeg mener, så tænk på klassiske Hollywoodfilm fra ’50erne, og så er du der sådan cirka. Det er dette stramme format, der kan irritere mig grænseløst, medmindre opsætningen sætter lidt liv i løjerne. Det er nok derfor, min yndlingspucciniopera, hvis jeg har nogen, er Il Trittico, for der er hver “akt” en kondenseret miniatureopera, så den smukke musik fylder relativt mere.

Men tilbage til den lørdag for to uger siden, hvor maleren Cavaradossi arbejder på et maleri til kirken Sant’Andrea della Valle, der ligger lige ved siden af huset, hvor han bor. Han er af god familie, men familien har været indblandet i revolutionen, hvilket lige pt ikke er så godt. Heraf følger resten af handlingen, for han ender med at blive fængslet, fordi han har skjult en undsluppen fange, der er bror til en smuk adelskvinde, som gør kæresten Tosca jaloux. Men hun vil dog ofre alt for sin Mario, inklusive at lade Scarpia pille ved hendes krop, hvis bare han vil gå med til kun tilsyneladende at henrette Cavaradossi og i virkeligheden lade ham undslippe med Tosca.

Det giver anledning til stor og smuk musik, mens Tosca er jaloux, forførende, kærlig, foragtende, forhandlende, og til sidst fortvivlet. Cavaradossi har i virkeligheden kun én ægte stjernestund, men det er til gengæld en tenorarie, der vil noget: É lucevan le stelle, som er hans fortælling om dengang han mødte Tosca og alle de dejlige stunder, de har haft sammen siden. Den er god på en dejligt og uventet ublæret måde, fordi tenoren skal dele pladsen med en klarinet, der synger med. Den giver langt mere mening som del af operaen end som selvstændig blærearie, men det kan man jo sige om de fleste arier, ikke?

Men det er Floria Toscas opera, denne. Hun har et hav af virkeligt smukke melodier, hun skal igennem, og hun skal også levere hovedparten af skuespillet undervejs, for hendes er den eneste rolle med en egentlig udvikling. Som sagt er rollen skrevet til Sarah Bernhardt, og det kan man både se og høre.

Konklusionen

God opsætning af en overraskende god opera! Men mest overraskende for mig var, hvor klassisk opsætningen var: Ouverture spillet helt uden sceneoptrin, Tosca har en rød fløjskjole på i anden og tredje akt, og det hele slutter med, at hun rent faktisk springer ud fra Castel Sant’Angelo. Da jeg delte min overraskelse med ovennævnte veninde, sagde hun “jamen, hvad ellers?” og forstod slet ikke mit argument om, at langt de fleste moderne opsætninger omfortolker originalens forskrifter om optræden, påklædning, og kulisse. Ugen før var jeg (jo) til en barokopera, der udspillede sig i en slags stue med meget lang sofa, i stedet for at foregå i en salon fra 1700-tallet.

I første akt er Tosca ret irriterende, synes jeg, med sin meget let antændelige jalousi og overvældende besidderiskhed, mens hun i anden og tredje akt træder meget mere i karakter som et menneske med holdninger og meninger, man dårligt kan være uenig i. Cavaradossi er lidt på samme kurs – han starter med at være en sær blanding af et ægte vatøre og en skørtejæger, hvordan han så end bærer sig ad med det, og han slutter med at dø med hjertet fuldt af kærlighed til Tosca (og republikken). Så for at jeg skal kunne tro på sådanne roller, så skal de besættes med sangere med gode skuespillerevner.

Det fik vi så delvist i denne opsætning i København.

Maria Pia Piscitelli var et nyt bekendtskab, der tydeligvis kan sin Tosca og hendes humørsvingninger. Det eneste sted, jeg syntes, det haltede, var under hendes meget lange klatretur til sidst til kanten af Engelsborgs tårn aller-allerbagest i perspektivkasserne. Men indtil da havde jeg fuldt forstået, hvorfor Tosca måtte handle, som hun gjorde – en operasangerinde, der skal fremstille en operasangerinde har selvfølgeligt nem adgang til research, men alligevel var der slet ikke tale om en billig omgang. Det var en fin fremstilling af rollen, og jeg vil gerne opleve Piscitelli igen.

Det samme kan jeg ikke helt sige om Niels Jørgen Riis, men for en gangs skyld blev jeg ikke irriteret på hans stemme, så måske han bare skal holde sig til Puccini? Det var i hvert fald en nydelig É lucevan le stelle, så tak for den! Men det var Jens Søndergaard, der vandt prisen som aftenens bedste mandlige sanger, fordi han er så god en sanger, og fordi han er så god en skuespiller. Scarpia er ikke noget rart menneske, men Søndergaard fik fremstillet ham som et magtmenneske med øje for bedragets kunst – meget, meget fint!

Men ingen operaforestilling uden fyldet nede i graven. Udover, at jeg er begejstret for Kapellet i det hele taget, så fik de bevist, hvor fint et operaorkester, de er – et øre for sangernes vejrtrækning og en lækker, gylden lyd. Og den umanerligt fine klarinet blev denne aften vist spillet af Lee Morgan, hvor John Kruse havde de fine klarinetsoli under Turandot en måned tidligere.

Jo, jeg lod mig forføre af Puccinis musik og rive med af den dramatiske handling. Men nej, jeg kneb ikke en tåre undervejs.

PS: Denne blog post er fra bagkataloget, hvor den har ligget halvfærdig i nogle uger. Jeg husker stadig den aften for det stuvende fulde operahus og farven rød (fortæppe og Toscas sidste kjole). Skal jeg opleve denne opera igen? Hm, måske, men det behøver ikke være sådan lige med det samme.

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: