Menu Forside

Kleopatra, nu på jysk

August Ennas opera Kleopatra blev uropført på det nyopførte Det kongelige Teater i februar 1894, blev taget af programmet efter en god sæson og derpå lagt til side og glemt i over 100 år. Glemt som i helt glemt. Enna selv blev ikke glemt helt så meget, og han har tilmed fået egen side på Wikipedia. Men hans store senromantiske stil, der havde været så populær og stadig var det syd for Kruså i samtiden, gik totalt af mode i København omkring 1. Verdenskrig, har jeg læst mig til.

Men så for et par år siden besluttede gode folk ved Den jyske Opera sig for at banke støvet af Kleopatra og dermed Enna. Den glemte opera er på turné i det ganske danske land i disse uger, så find den i din region og læs videre på https://jyske-opera.dk/kalender/kleopatra#readmore.

Turnéen havde afsat tid til to forestillinger i København, og det måtte jo så nødvendigvis være i det gamle hus på Kongens Nytorv. Der var noget smukt over tanken, og jeg trippede forventningsfuldt afsted i regn og blæst og i hælene på det meste af resten af det københavnske operapublikum. Huset var stuvende fuldt – det er tredje opera i træk, hvor det har været tilfældet for mit vedkommende. Så noget tyder på, at man godt kan fylde sæderne i operahusene, hvis man pirrer folks nysgerrighed. I øvrigt var der også denne aften et par familier med børn til stede. Jeg stemmer for den slags!

Operaen

Der er gået et par uger, men jeg husker stadig forventningens glæde. Hvad ville der ske, hvordan ville det lyde?

Det var en tirsdag midt i marts 2019, og det gamle hus på Kongens Nytorv var stuvende fuldt. Lyset dæmpedes i det gyldne rum, dirigenten klemte sig på plads nede i orkestergraven, Akropolis-tæppet gik op, og musik, vi på publikumspladserne aldrig har hørt før, rullede op fra orkestergraven. Fortæppet gik op, og et rundt lokale mødte vore blikke, beklædt med træpaneler og søjler. Korets herrer stod og så skumle ud, tenor og baryton skred ind fra damesiden og fremlagde den skumle plan for at overtage magten i Ægypten.

Historien er god, også for dem af os, der måske ikke lige har det ptolomæiske riges komplikationer sådan lige præsent. Men Kleopatra kender vi alle fra Asterix & Obelix, håber jeg, og hun er berømt for blandt andet sin næse og for at holde sig selv ved magten i en turbulent tid, lige indtil det hele væltede. Men i denne opera er der stadig et stykke vej til enden – Kleopatra sidder sikkert på tronen, hvis det altså ikke lige var for tronprætendenden Harmaki. Det er ham, der er tenoren, for hans far, Sepa (barytonen), har overført ansvaret til ham for at familien atter kan indtage sin retmæssige plads på Ægyptens trone – Kleo er jo fra den ptolomæiske, græske invaderende magt, hvorimod Harmaki er ”ægte ægypter”, hvad det så end har betydet i samtiden. Harmakis opgave er altså at få sig selv tæt på Kleo, og så skaffe sig af med hende. Fortællingen om den sammensværgelse tager første akt, så vi rigtigt gyser over alt det skumle ved Sepa og Harmaki.

Men i baggrunden er Kleopatra stået op og er blevet klædt på til jobbet, så vi forstår, at al den luksus, hun omgiver sig med, i sig selv er en vederstyggelighed for Sepa og hans skumle gutter. Et par dage før havde jeg oplevet Puccinis Turandot for første gang, og selvom grundfortællingen er den samme i de to operaer, så er magtens centrum, henholdsvis Kleopatra og Turandot, væsensforskelligt portrætteret i såvel operaen selv og den konkrete opsætning. Hos Enna er Kleopatra villig til at bruge sin kvindelige ynde til at skaffe sig yderligere magt (og nydelse), mens Turandot helst vil være så langt som muligt fra andre mennesker. Eller noget i den retning.

Anden akt finder sted i Kleopatras palads men altså i samme runde scenografi som Sepas bande. En slave vælter fortumlet ind og reddes af tre kammerpiger med Charmion i spidsen. Langsomt forstår vi, at Charmion nok er Kleopatras slavinde, men hun er også med i Sepas sammensværgelse og er måske/måske-ikke hans datter. Hun er i hvert fald meget forelsket i Harmaki og vil meget gerne hjælpe ham ind i paladset. Hun forklæder ham som sandsiger og får gjort Kleopatra interesseret i ham.

Planen virker, og nu bliver det kompliceret, for Charmion vil meget gerne have Harmaki, hun vil også meget gerne have ham til at dræbe Kleopatra, mens Harmaki er faldet med et brag for Kleopatra og vil gerne være tæt på hende men helst ikke slå hende ihjel. I mellemtiden er Kleopatra interesseret i sit nye legetøj (Harmaki) men i virkeligheden mest i sig selv.

Anden del efter pausen bestod også af to dele, adskilt af et tæppefald efterfulgt af et intermezzo af en slags, hvor orkestret spillede, mens Kleopatra stod bagest på scenen og så på den arme danser, der mod sin vilje blev trukket rundt på scenen af en usynlig kraft i et kraftfuldt stykke moderne dans, der ikke rigtigt gav mening som andet end netop et mellemspil.

Men sammensværgelsen fortsætter, mens Harmaki kæmper med sin skæbne: Skal han opfylde slægtens mål og derfor dræbe Kleo, eller skal han bare hoppe i kanen med hende? Denne aften blev Kleopatra sunget af et dejligt nyt bekendtskab, Stefania Dovhan, så vi fuldstændigt forstod Harmakis fristelse – denne Kleo var sensuel, nydelsessyg, men også netop et forførende symbol på selve magten.

Stakkels Harmaki ender med at blive offer for sin egen ubeslutsomhed. Charmion forfærdes over, at han trods mange muligheder ikke kan tage sig sammen til at stikke kniven i Kleopatra, så frustreret sladrer hun til Kleopatra om sammensværgelsen. Herskerindens hævn er hård og øjeblikkelig: Harmaki dør for den kniv, han skulle have dræbt med. Dermed dør sammensværgelsens håb, Sepa må opgive sin plan, og Charmion må erkende, at hun jo ikke fik noget ud af at angive sin store kærlighed. Tæppe ned, stor applaus, og så ud i en regnvåd virkelighed.

Konklusionen

Der blev sunget på dansk med danske overtekster, og sidstnævnte hjalp i hvert fald denne dansker, for de fleste af solisterne var ikke danske. Men de sang godt med bedre tekstudtale end langt de fleste danskere, jeg færdes iblandt i hverdagen.

Nede fra graven fyldte Sjællænderne, altså Copenhagen Phil (gys for det navn, altså!), hele huset med lækker lyd. Det er jo ikke et operaorkester, men spille Enna, det kan de nu! Musikken var overraskende – ikke sovset eller støvet, men spændstig, varieret, kontrastfuld, og en pudsig blanding af tonesprog, jeg kender fra så forskellige komponister som Wagner, Strauss (Richard, altså), Gade (Niels W., altså), og måske lidt italiensk Verdi/Puccini-pop? Jeg sad hele vejen og forsøgte at komme i tanke om, hvad det nu var, det mindede om, men det er omsonst. Enna var populær i det tyske i 1890’erne og frem til krigen, og hans stil er som Gades mere centraleuropæisk end nordisk. Derfor lyder den uvant men kendt, så at sige. Der var i hvert fald nogle passager, hvor jeg uventet sad og tænkte på Tristan og Isolde, og andre, hvor jeg tænkte på Strauss’ tonedigte. Dirigenten, der holder styr på den musikalske fortælling på tværs af hele fire landsdelsorkestre er Joachim Gustavsson, og tak for indsatsen!

Blandt solisterne et brava til de to sopraner, Stefania Dovhan som Kleopatra og Tanja Kuhn som slavinden Charmion. To ikke-danskere, der med hjælp af en talepædagog fandt frem til en klar og tydelig udtale – og en klar og tydelig fremstilling af deres roller. Dovhans luksusdyr af en dronning og Kuhns temperamentsfyldte tjenerinde komplimenterede hinanden og var aftenens to bedste sangere efter min mening.

Dagen efter ville man kunne høre Elsebeth Dreisig som Kleopatra og Magnus Vigilus som Harmaki, så måske jeg så ville have kunnet forstå Harmaki bedre. Christian Juslin sang nydeligt, men jeg ville virkeligt gerne have set Vigilus som den tvivlende antihelt.

Men især et bravo til Den jyske Opera for at insistere på at turnere og finde forestillinger til formålet, så hr. og fru Danmark kan få en på opleveren, om jeg så må skrive. Selve princippet i at bruge alle fire landsdelsorkestre undervejs er også ret smuk. Landsdelsorkestrene er jo filharmoniske eller symfoniske orkestre, og det er uden tvivl sundt at skulle spille til en opera et par gange om året. Lige som Det kongelige Kapel (og Malmö Operaorkester) bliver bedre af at spille symfoniske koncerter oveni operaerne og – måske især – balletterne.

Den jyske Opera har med Kleopatra startet en lille serie af glemte danske operaer, kaldet Den danske Serie, og i sæson 2019-2020 vil de turnere med Klenaus Michael Kohlhaas, der stadig sættes op i det store udland men ikke længere i Danmark. Det bliver spændende, så begynd allerede nu at se på deres turnéplaner og køb billet til en forestilling nær dig, for det er altid godt med Den jyske Opera!

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

1 reply

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: