Menu Forside

Don Quixote, lidt Parsifal, og en mezzo-fest i Operaen

Mens mange er taget på skiferie denne weekend, så tog jeg den noget kortere og markant vådere tur i Den kongelige Opera hele to gange – fredag til Kapelkoncert med den lovende titel “På ridderfærd”, og lørdag til en ny forestillingstype kaldet “Vores stemmer”.

Kapellet på ridderfærd

Kapelkoncerten havde to formål: Introducere Alexander Vedernikov, nytiltrådt chefdirigent, som orkesterdirigent for sit operaorkester, og massere “Wagner-musklerne”, som operachefen, John Fulljames skrev i programmet. Programmet var derfor en lidt pudsig blanding:

  1. Strauss: Don Quixote, opus 35
  2. Wagner: Anden akt af Parsifal
Fuld scene før Parsifal

Altså først et orkesterværk med introduktion, tema, og 10 variationer, der fortæller historien om Don Quixote og hans rejse i det spanske landskab med sin tjener, Sancho Panza, til at afværge de værste ulykker. Strauss selv kaldte værket “Fantastiske variationer over et tema af ridderlig karakter”, og det kan det da godt være.

I aftenens festlige anledning havde man indkaldt en søn af Kapellet, den fremragende unge cellist Andreas Brantelid, til at spille den fremtrædende solocellostemme, som portrætterer den heroiske og fantaserende ridder Don Quixote. Til gengæld blev det komplimenterende portræt af Sancho Panza spillet af orkestermusikere, især af den dejlige bratschist Iben Teilmann, der fik lov at slå sig løs med bondsk brovtende indslag.

Jeg er (jo) ikke begejstret for Richard Strauss i almindelighed og hans tonedigte i særdeleshed, men det var blændende godt spillet med tilpas mange gakkede musikalske stumper til at holde mig underholdt. Unge Brantelid har rundet de 30 men er stadig ungdommeligt virtuos og overskudsagtig til både at spille den vilde solostemme og nu og da indgå i den generelle cellogruppe, hvor hans far sad på bageste pult og var ved at revne af stolthed.

Da Brantelid og Vedernikov lod den gale ridder sygne hen og dø, holdt vi vejret til celloens sidste tone klang bort, og så brød bifaldt løs. Vi fik et ekstranummer (en sarabande af Bach) til at rense tænderne med.

Efter pausen kom så det, jeg var kommet for at opleve: Anden akt af Parsifal, hvor den rene idiot, Parsifal, kommer til at angribe skurken Klingsors borg ene mand (og vinde), og som straf bliver angrebet af blomsterpigerne med den modvillige Kundry som chefforfører. Det hele ender jo både godt og skidt, for Parsifal opnår indsigt gennem Kundry og vinder spydet fra Klingsor, men til gengæld sendes han jo på et års vildfart ude i verden.

Jeg elsker det værk! Og til at synge Kundry har man jo i huset Ann Petersen. Og til at synge Klingsor har man jo i huset Johan Reuter. Så de stillede selvfølgeligt op sammen med Kapellet, Vedernikov, og Det kongelige Operakors damer + 6 sopransolister fra Operaen og Operaakademiet, herunder blandt andet Dénise Beck og Sofie Elkjær Jensen. Jubii!

Til gengæld har man ikke i huset en, der kan synge Parsifal. Så man havde bedt Niels Jørgen Riis læse op på rollen, og det slap han da sådan nogenlunde fra. Men en Parsifal er han ikke og bliver han aldrig. Der mangler noget saft, kraft og tyngde i stemmen, groft sagt.

Kontrasten var enorm i forhold til Ann Petersens fremstilling af Kundry, der jo modvilligt tvinges til at tjene Klingsor, og som så forsøger at forføre Parsifal, så hun selv kan afsone sin forbandelse. Hun (Ann Petersen, altså) har fået lidt mere tyngde i stemmen, så hun kan klare de vilde kontraster i Kundry – hendes skrig, hendes støn, hendes klager, og hendes smeltende forførende boudoir-stemme. Kundry er jo et helt andet væsen end den Isolde, som Petersen brød igennem med for nogle år siden, og overhovedet ikke entydigt nogetsomhelst. Vi fik hele raseriet, frygten, usikkerheden, og hævngerrigheden med i denne fremragende udgave. Lækkert!

Ligeledes var Reuters skurk skurkeagtig på den lækre måde. Vi kunne både frygte ham og gennemskue, at der er en temmeligt svag mand inde i Klingsor, og at alle hans store armbevægelser og anstalter jo i virkeligheden blot skal sløre, at han jo ikke kunne styre sine lyster og blev straffet for det i sin tid. Flot!

Endnu flottere var dog orkesterspillet. Vedernikov og Kapellet kan sagtens spille Wagner sammen, og jeg håber virkeligt, at de får lov. Musikken i Parsifal er vidunderlig, og jeg er meget begejstret for Vedernikovs greb om den – præcision i strygerne, brag i hornene, knald på blæserne.

Vedernikov ville gerne have alle solosangerne frem på scenen til fælles bifald til sidst, hvilket var svært, da man havde ændret orkesteropstillingen: De yderste strygere sad tæt på scenekanten, sådan så dirigent og solister kunne gå gennem to gange mellem henholdsvis violingrupperne og cello- og bratchgrupperne. Det blev brugt med fin effekt under Kundrys sensuelle kald på Parsifal, da hun forfører ham ved at huske ham på det navn, han har glemt. Så smukt, så smukt sunget af Ann Petersen!

En virkeligt god kapelkoncert, denne!

Vores stemmer

Operachef John Fulljames vil dyrke og promovere sit ensemble, og til formålet har han blandt andet fundet på et nyt format, hvor man i denne tid kan nørde rundt i mezzosopranernes verden i forestillingen Vores stemmer. Og det skal I gøre!

Formattet er lidt pudsigt med en blanding af forskellige sange og arier, sunget og spillet af fem af Det kongelige Teaters mezzo-solister: Elisabeth Halling, Elisabeth Jansson, Hanne Fischer, Johanne Bock, og Randi Stene. Tre danskere, en nordmand og en svensker, altså. Og fem meget forskellige stemmer, så vi kommer hele vejen rundt i universet.

Sangene er delt ind i afsnit, der adskilles af stemmemontager, hvor sangerinderne udtaler sig om forskellige emner, relateret til deres stemme. Hvordan beskytter man sin stemme, hvordan tester man den om morgenen, og kan man overhovedet holde være med at synge (nej!)? Den store scene ude på Operaen er indrettet som en slags hotelreception med de fem sangerinder som dels portierer og dels hotelgæster. Med på scenen er 5 musikere fra Kapellet med blandt anden den fine trompetist Jonas Wiik i en dobbeltrolle som bartender.

Listen over sange kan man se på https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/vores-stemmer/, så her er bare et par nedslag:

  • Jansson i almindelighed men ikke mindst for hendes gribende Taube og modet for at synge en “rigtig” sopranarie, “Ebben” fra La Wally
  • En vanvittigt vittig udgave af Dalilas berømte arie fra Saint-Saëns Samson et Dalila, mens flere og flere billeder af Samson fra den gamle film fra 1949 dukkede op på scenen, mens Hanne Fischer sang
  • Fischers fuldstændigt bedårende “Morgen”
  • Bocks sarkastiske Erda-iført-vulkan på den indlagte scene i baggrunden (men fint sunget!)
  • Halling som den stakkels Miss Todd, der går fra forstanden
  • Stene! Basta!
  • Det samlede ensemble i Magdelones dansescene fra Maskarade, hvor mezzoerne gjorde grin med med de mange bukseroller, de synger så tit, ved at optræde med teenage-manér og håndkast

Jeg har ikke noget billede inde fra salen, men her er et fra introduktionen med den fine unge mezzosopran fra Operaakademiet, Mia Bergström, som her lægger op til Cherobinos arie:

Tak for en sjov opsætning i et for alle uvant format! Om vi får flere af den slags i næste sæson, ved jeg af gode grunde ikke, men så bliver det med garanti helt anderledes.

Kategorier:koncerter

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: