Menu Forside

Femogfirsårsfødselsdagsfest for torsdagskoncerterne – på en fredag

Der har været afviklet torsdagskoncerter med direkte transmission i radioen siden 1933. Helt præcist fandt den allerførste sted 28. september 1933, hvor Nikolaj Malko dirigerede det daværende Statsradiofoniens Symfoniorkester i blandt andet Tjaikovskijs violinkoncert og Ravels Bolero, ifølge de programnoter, der fulgte med fødselsdagsfesten 85 år senere. Hvis du checker kalenderen, så opdager du, at 28/9 faldt på en fredag i 2018, og dermed fejrede vi altså torsdagskoncerterne på en fredag. Lyder det rodet? Det var det nu ikke.

Koncerten

Igen havde DR valgt en kryptisk titel til koncerten: Viotti & Ravel. Men det vigtige for de fleste ved lige netop denne koncert var, at den franske stjernesopran Patricia Petibon skulle synge soloerne i Poulencs Gloria, og at DR KoncertKoret ville synge med i Poulenc og så lige levere de lækre aaaahhhh’er i Ravels vidunderlige suite Daphnis et Chloé. Det var i hvert fald de to grunde til, at jeg havde glædet mig til koncerten, og ikke så meget den unge schweiziske dirigentspire,  Lorenzo Viotti.

Programmet var altså fransk:

  1. Poulenc: Gloria, G-dur. Solist Patricia Petibon.
  2. Ravel: Daphnis et Chloé

Poulenc er jeg ikke særligt begejstret for, uden at have noget konkret at være utilfreds med. Måske det er min generelle mangel på begejstring for kompositionsmusik i perioden (1950’erne og ikke mindst fransk musik efter 1930 i det hele taget), men i hvert fald kendte jeg overhovedet ikke værket. Prøves skulle det i hvert fald, ikke mindst på grund af Petibon. Koret fyldte halvdelen af de såkaldte orkesterpladser lige bag og lidt over orkestret, og orkestret fyldte godt ud på scenen. Ind travede den spinkle sopran med det kobberfarvede hår svævende om ansigt og skuldre, klædt i en smuk og sofistikeret gylden kjole. Hun blev fulgt af den unge dirigent, han slog an med højre hånd uden pind, og så kunne festen begynde.

Gloria er et religiøst værk, sådan da. Det er ikke et kirkeværk overhovedet, selvom teksten er hentet fra den katolske højmesse. Tværtom var det en slags trosbekendelse for Poulenc, og derfor er der pudsige indfald i musikken, hvor der pludseligt kommer en wowow-effekt fra basunen, for eksempel. Som sagt kendte jeg ikke værket, troede jeg, men anden sats genkendte jeg dog uden besvær: Laudamus te, synger koret på en hoppende melodi, der er fuldstændigt vanedannende. Jeg ved ikke, hvor jeg kender den sats fra, men den må være sjov at synge (og spille).

Petibon er blevet lidt af en ekspert i lige netop dette værk, der netop kræver en sopran med en stemme, der både kan være totalt vægtløs i hysterisk højtliggende toner og kan være nærmest sensuel i relativt dybe partier. I tredje sats starter hun på en fuldstændigt umulig tone, som hun skal vende tilbage til igen og igen, hver gang leveret krystalklart og stensikkert med hovedet lidt på skrå bagover og den brede mund vendt ud mod os, så tonen ville nå vores sjæle. Suverænt leveret uden vibrato, stort set, og meget, meget flot sunget.

At jeg så syntes, det var lidt spild af tid, har mest med min manglende forstand på og interesse for Poulenc. Der er så meget anden musik, jeg umådeligt gerne vil høre Petibon i, herunder alt for sopran af Mozart og meget gerne Beethovens usyngelige værker, som burde ligge perfekt til Petibons fabelagtigt lyse stemme. Men hun synger altså Poulenc, og så må jeg lytte til Poulenc.

Som sædvanligt lyder soliststemmen meget bedre i radiooptagelsen, som du kan finde på dr.dk. I programnoterne til denne koncert skriver chef for DR Koncerthuset Kim Bohr, at man er meget stolt over at have “tidens skarpeste mikrofoner”, så man kan levere koncerter til landets radiolyttere. Det kan jeg umuligt stemme imod. Tværtom er jeg meget stor fan af torsdagskoncerterne og alle de andre koncerter fra rundt omkring i landet, som DR producerer. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor man nedprioriterer det publikum, der har købt billet og tilmed fundet frem til sin umagelige plads i DR Koncerthuset. Det er indretning og drift af koncerthuset, jeg meget gerne protesterer imod. Jeg tror gerne, at Kim Bohr er et både rart og vidende menneske, men han har en umulig dobbeltopgave, og DR Koncerthuset er langt fra den bedste koncertsal i København for det publikum, der er til stede.

Nå, men jeg kunne altså se frem til et yndlingsværk efter pausen. Ravel skrev musikken til en ballet, men musikken har overlevet dansen som en vidunderlig suite i tre dele, der afspejler ballettens oprindelige miniakter. Værket er fra 1912 og dermed et mulehår ældre end Stravinskijs banebrydende musik til balletten Sacre des Printemps. Gør det musikken gammeldags eller bedaget? Langt fra! Jeg hører musikken som en slags udvikling af Debussys La Mer, ikke som en videreudvikling eller overbygning, men som netop en musikalsk udvikling. Dét ville Ravel nok ikke være enig i, og på den måde kan jeg være glad for, at han døde for mange år siden. Jeg elsker Daphnis et Chloé for kombinationen af lange linier og små krusseduller, der involverer hele orkestret, så man får nærmest en mur af vellyd. Men det er ikke som 60’ernes popmusik fra Detroit – muren er ikke tæt, og den bugter sig rundt om mine ører og hele min krop. Det er lækkert og kræver et godt orkester.

Dét havde vi så på aftenen. Der blev knoklet i orkestret, og resultatet var meget, meget lækkert. Vidunderlige Ulla Miilmann og de øvrige fløjter, klarinetter, fagotter og oboer, og strygere-strygere-strygere. Og så det store kor til at synge ah og uh, hvilket gør værket endnu bedre. Især når Soo-Kyong Hongs cello synger en sang om kærlighed, og kontrabasserne rocker med under det hele. Uhm!

Viotti dirigerer uden pind og hører altså til skolen, der skaber musik med hænderne. Det kan være skaberi eller ægte musikalitet. I tilfældet Viotti tyder det på ægte musikalitet, og musikerne var tydeligt glade for samarbejdet. Han gav sin fortjente buket videre til Miilmann til udelt begejstring hos os alle, og Viotti rejste alle de mange solister og instrumentgrupper som sig efterhånden hør og bør.

PS: Der er kommet ny solobratschist denne sæson, Marthe Grimsrud Husum, og hun er rigtigt god. Pøjpøj fremover!

PPS: Yay! Jeg har indhentet mig selv på bloggen for denne sæson men indrømmer gerne, at det til dels skyldes, at jeg er sprunget over et par kammerkoncerter, jeg havde glædet mig til. Men et par rejser med jobbet til USA har givet dertil passende mængder af jetlag, så denne weekend er gået med at sove, spise, og opdatere bloggen. Kan jeg holde kadencen fremad? Vi får se!

Kategorier:koncerter

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: