Menu Forside

Klaverløver i Tivoli

Klaverløver fåes i mange størrelser, og nogle er ikke engang løver men nærmere jaguarer eller måske en slags huskatte. Tag nu for eksempel de tre pianister, som Tivoli have booket til en mini-koncertrække i år: Denis Matsuev (løve), Daniil Trifonov (jaguar), og (selveste) András Schiff (sig selv). Tre vidt forskellige pianister med meget forskellige programmer og koncertfacon.

Selvfølgeligt havde jeg købt billet til alle tre, og selvfølgeligt sad jeg og småsavlede begejstret, mens jeg beundrede deres hænder og fødders arbejde.

Sommeren 2018 bød på så rigelige mængder af solskin og varme, at Tivolis Koncertsal kunne have været en varmluftsovn. Det var den dog heldigvis ikke i år, så de må have skruet på et eller andet i bygningen sammenlignet med de forudgående somre, hvor vi ofte har soppet i sved. Uanset årsag var det en velkommen oplevelse at sidde der i halvmørket og lytte til hele tre stjerner på klaverhimlen. Ovenikøbet havde Tivoli fået Jens Elvekjær til at skrive programnoterne, så vi kunne være klædt godt på til hver koncert.

Matsuev

Søndag 8/7 bød på den måske mest klaverløveagtige af nutidens russiske klaverstjerner: Denis Matsuev. Han er stor, han er stærk, og han spiser Rakhmaninov til morgenmad, tror jeg nok.

Programmet var som skræddersyet til mig, mere end til Matsuev, troede jeg:

  • Beethoven: Klaversonate nr. 17, D-mol, Der Sturm, opus 31/2
  • Beethoven: Klaversonate nr. 31, As-dur, opus 110
  • Tjaikovskij: Dumka, C-mol, opus 59
  • Tjaikovskij: Klaversonate, G-dur, Grand Sonata, opus 37

Altså min favorit blandt Beethovens midterste periode sammen med den vidunderlige næstsidste sonate, kombineret med mig ukendte værker af altid dejlige Tjaikovskij. Sonaten Der Sturm har jeg i en pragtindspilning med Wilhelm Kempf, som er min referenceudgave. Hvad ville Matsuev gøre ved den?

Jo, han valgte at spille den, som var den af Tjaikovskij. Altså bulder og brag og svulstighed på den højromantiske måde.

Hm, hvad så med de to værker af Tjaikovskij? Jo, dem spillede han, som var de skrevet af Rakhmaninov.

Det var en lidt spøjs koncert – Matsuev er af den klassiske russiske tradition med stor kraft i fingrene, en helt vidunderlig ultraromantisk klang, og overvældende insisteren på følelsesmæssig udtryk for fuld skrue. Ikke at han ikke kan spille pianissimo – selvfølgeligt kan han det, og det gjorde han. Men han nyder helt tydeligt de “store” steder mere.

Han gav hele fire ekstranumre, herunder en morsom udgave af Griegs troldedans fra Dovregubbens Hal. Jeg nød faktisk ekstranumrene mere end det officielle program, fordi Matsuev her optrådte på slap line og lidt for sjov. God koncert, men altså på en lidt uventet måde.

Trifonov

Russer nummer to måtte vi vente med helt til onsdag 22/8, og dermed var det en aftenkoncert. Daniil Trifonov hørte jeg spille Rakhmaninov, så ikke et øje var tørt, sammen med DRSO for ikke så voldsomt lang tid siden, desværre uden at skrive om det hér. Jeg blev i hvert fald fan den fredag aften og glædede mig til et mere intimt gensyn. Hans program havde pudsigt nok Chopin som omdrejningspunkt:

  • Mompou: Variationer over et tema af Chopin
  • Schumann: Carneval nr. 12, Chopin
  • Grieg: Studie (Hommage à Chopin) fra Stemninger, opus 73
  • Barber: Nocturne, Hommage to John Field, opus 33
  • Tjaikovskij: Morceaux, opus 72, nr. 15, Un poco di Chopin
  • Rakhmaninov: Variationer over et tema af Chopin, opus 22, uddrag
  • Chopin: Klaversonate nr. 2, B-mol, opus 35

Langt program at læse og skrive, men punkt 2-5 blev spillet i ét stræk, da de hverisær er på blot et par minutters længde. De blev så omgivet af to store variationsværker, hvor især den sidste af Rakhmaninov gav os den kombination af skønhed og kraft, som jeg var faldet for ved første møde med Trifonov i den forgangne sæson.

Efter pausen så originalen selv, en sart og smuk sonate af Polens store søn. Vi klappede længe nok til to ekstranumre, sådan som jeg husker det. En meget interessant og spændende koncert med en meget interessant og spændende pianist.

Som en lille krølle på fortællingen, så startede Trifonov med at afmonterer fordækket på det store Fazioli-flygel, som han enten havde glemt at bede personalet om, eller som de havde glemt at gøre. Mastuev spillede også uden fordækket – måske fordi de begge, i modsætning til Schiff, skulle og ville spille temmeligt bombastisk musik og nødigt ville risikere, at låget klappede i midt i det hele?

Schiff

Som afslutningen på sommeren kom en fast ven af Tivoli Sir András Schiff søndag eftermiddag, 1½ uge efter Trifonovs brag af en koncert. Han er i gang med at spise sig igennem endnu en omgang Bach, og denne gang stod menuen på bog 2 af Bachs fest for det faste tastatur: Das wohltemperatiertes Klavier, bog 2!

Det er et sæt med 24 gange præludium og fuga, der tager os igennem alle de ny-etablerede og gentagelige tonearter i både dur og mol: C, Cis, D, Es/Dis, E, F, Fis, G, As/gis, A, B, og H. Hver toneart bliver præsenteret først i dur og så i mol med et mere eller mindre løssluppent præludie fulgt af fugaens formelle fingerjagt. Gamle Bach skrev først 1 gennemgang af mulighederne ved det da hypermoderne tastaturinstrument klaviacordet, og så skrev han lige en omgang til, da han nu var i gang. Så det var altså et skoleridt af første rang, vi skulle høre.

Schiff havde eget Steinway-flygel med og luntede på vanlig vis lidt genert og tilbageholdende hen til det, satte sig, og gik i gang.

2½ time senere klappede vi så højlydt, at Schiff gav os en 25. omgang præludie og fuga, nu fra første bog og vist nok h-mol, tror jeg.

Schiff er berømt for sin knastørre tilgang til stoffet – han spiller musikken uden krusseduller og med et fuldstændigt betagende klart lys i hver node. Meget, meget, meget vidunderlig koncert!

Konklusionen

Tre meget forskellige koncerter med tre meget forskellige klaverstjerner, to relativt unge russere, 1 knapt så ung ungarer. Det er jo ingen konkurrence, men der ligger noget symbolsk i planlægningen: Fra vild og voldsom saft og kraft, over inderlighed og saft og kraft, til inderlighed kort og godt. En anden måde at se de tre koncerter på er en march fra stort til småt, eller fra det extroverte til det introverte.

Af de tre er jeg fortsat allermest begejstret for Schiff, men Trifonov er ved at trænge sig ind på top 5-listen. Matsuev var et nyt bekendtskab, og jeg vil meget gerne høre ham spille mere Rakhmaninov. Han er sjov at være til koncert med, fordi det er sådan “mere med mere på”-agtigt, og flyglet får lov til at vise, hvad det kan klare.

Schiff’s nye Bach-rejse tyder på at blive et nyt referencepunkt ligesom hans anden Beethoven-rejse er det. Og jeg var der, og jeg hørte det ske, og jeg havde niecen med, og hun overlevede.

PS: Da Tivolis website er notorisk svær at navigere rundt i, så er her et link til Schiffs koncert, og held og lykke med at finde de to andre: https://www.tivoli.dk/da/kultur+og+program/sommerklassisk/2018/schiff+og+bach

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: