Menu Forside

Nibelungens Ring i Odense

Efter fire ualmindeligt vellykkede aftener med koncertante opførelser af Richard Wagners herostratisk berygtede Nibelungens Ring, flyttede Alexander Vedernikov sit Odense Symfoniorkester over i det nybyggede Odeon og ned i den ligeledes nybyggede orkestergrav. Det kommunale nybyggeri skal være hjertet i den genopstandne indre by, så hvorfor ikke fejre det med 2 uger med Wagner?

Man skal måske have boet i Odense for at fatte ironien. Den gamle embedsmandsby kæmper for at forny sig selv, og et nyt kulturhus er lige sagen, kunne man tro efter Aarhus’ success med noget lignende i ’80’erne. Nu bygger man letbane for at løse alle problemerne, og Brandts har overtaget Fyens Kunstmuseum, måske i et forsøg på at banke de sidste rester af embedsmandsvældet af bymidten. Men vi med rødder i byen véd bedre: Det bliver ved de fine løfter, talerne, indvielserne, for Alexander Vedernikov er allerede på vej til København, og dermed er det op til de lokale at vedligeholde det flotte niveau, Vedernikov bragte Odense Symfoniorkester (OS) op på. Med hele to fine bygninger at proppe indhold ind i, kan det næsten kun blive en Aarhus nr. 2: Skær på driften = færre koncerter og færre musikere. Lokalpolitik uden vision, frygter jeg.

Under alle omstændigheder stillede Vedernikov sig i spidsen for to omgange af Ringen med OS i pitten og diverse stjerner på scenen. Jeg var der til anden omgang sammen med en stor andel af det københavnske Wagner-publikum i ugen op til 3. maj, 2018.

Operaerne

De enkelte operaer i Nibelungens Ring er ikke mine favoritter blandt Wagners værker. Det er så at sige “Das Gesamtwerk”, der interesserer mig: Eventyret, der strækker sig over et par generationer og dels inkluderer magiske elementer (og en drage) og dels fortæller om hverdagens problemer.

I denne sammenfatning slår jeg ned på et par punkter, men det er det samlede indtryk, der er budskabet: Odense Ringen.

Hele vejen følges vi af byggeblokke på scenen, der skifter farve og tekstur alt efter emnet. Under Rhinguldet danner byggeblokkene en portal til Valhal; under de andre 3 ser vi et plateau fungere som Hundings spisebord, Brünnhildes klippe, Siegfrieds dødsleje, og meget mere. I mellemtiden går sideblokkene til og fra og skifter farve efter behov. Flot! Men som en del andre opsætninger helt klart inspireret af den med rette berømte Patrice Chéreau udgave fra Bayreuth i 1976 ff. Fint nok med mig: Antydninger af vand, klipper, ild, og så videre giver mere plads til skuespil og drama.

Dog stiller de minimalistiske scenografier desto større krav til de hårdt prøvede sangeres dramatiske talenter. Kan sopranen illustrere Brünnhildes kampkraft uden hjælpemidler, for eksempel? Er barytonen i stand til at forklare Wotans insisteren på egen almægtighed? Og helt lavpraktisk: hvordan hulen fremstiller man en drage og et par kæmper?

Det sidste først: Kæmperne i Odense var to høje basser, Andreas Hörl og Gabor Bretz med hvert sit meget lange spyd til at angive yderligere højde og drøjde. Jeg faldt pladask for deres “tatoveringer” og fist bumps, der placerede dem lige midt i en bunke stereotyper om håndværkere. Jovist troede vi, at de var sjakbajser! Vi, der går til Wagner-operaer, ved jo sjældent ret meget om den slags alligevel, så stereotyper er helt fint.

I hvert fald blev jeg ret begejstret for dem begge, og især kontrasten mellem Fasolts retskaffenhed og forelskelse i Freia og Fafners fokus på penge og kortfristet tilfredsstillelse. En anden topscorer var Pavlo Hunkas vidunderlige Albericht, og så lige  Rhindøtrenes brusende kjoler. Ellers var der ikke det store at huske om Rhinguldet – det var en smule for statisk og nærmest rutinepræget til for alvor at fænge mig.

Den næste dag bød så på Valkyriens kammerspil. For mig står og falder det med skildringen af tre personer: Siegmunds kamptræthed, Sieglindes udvikling, og så Wotans evne til at lægge Brünnhilde på en klippe – og så lige de vilde valkyrier. I Odense blev Siegmund leveret af litauiske Kristian Benedikt, som jeg ellers kender som Verdi-sanger, og Sieglinde af endnu en finsk sopran, Miina-Liisa Värelä. Jeg fangede ikke lige deres dragning mod hinanden, men Väreläs skildring af Sieglindes udvikling fra voldtaget barnebrud til småskør flygtning var fuldstændigt vidunderlig. Flot stemme og med et skuespil, der passer til. Og det vel at mærke på trods af, at jeg jo sidste år oplevede verdens bedste bud på Sieglinde lige nu, nemlig Cornelia Beskow i Esbjergs nyeste Valkyrien. Og som lagkagen efter den store middag fik vi så Thomas Johannes Meyer som Wotan, da James Johnson lige skulle hvile stemmen (og tak for det!). Meget fin udgave, denne Wotan, som vi jo også nød i koncertudgaven.

Næste nedslag er fra Siegfried, der jo så udpræget er et kammerspil. Torsten Kerl var igen sin fine drengede Siegfried – jeg hørte hans Siegfried første gang til en Copenhagen Opera Festival og var også begejstret den gang. Hans Mime var Wolfgang Ablinger-Sperrhacke, som jeg ikke har hørt før, men han gav en fin Mime, der lå pænt i forlængelse af Gerhard Siegels i Rheingold – altså fokus på hvor synd det er for lige netop ham. En bekendt kalder Ablinger-Sperrhacke for “Jazz Hands”, fordi han altid vifter med hænderne, og der er noget om det. Men en fin Mime var det – og interessant at han lagde vægten på Mimes raseri i scenen, hvor Siegfried læser hans tanker om at slå drengen ihjel. I udgaven i Kiel lagde sangeren vægt på dagdrømmeriet, og det tror jeg, jeg foretrækker nu.

I det hele taget står meget og falder med Mime (og dragen). Kan vi forstå, at han dels har opdraget knægten for at bruge ham som offer, og at han faktisk holder lidt af ham? Mime skal være både mor-agtig og temmelig skummel, og det er ikke en nem balance, men det lykkedes i Odense såvel som i Kiel.

Dragen, altså Fafner, er en anden sag – en relativt kort scene, og i dette tilfælde var det spareudgaven: Hörl stod ude på sidescenen med en megafon, kom kortvarigt ind i samme håndværkerudstyr som i Rhinguldet (kudos for det), blev dræbt af dumme Siegfried, og lod sig så sparke (jovist: sparke!) ned i hullet igen. Stærkt spillet af Torsten Kerl, der hér viste knægtens tarvelige side!

Og så det helt store nedslag: Catherine Foster og hendes skildring af Brünnhildes opvågnen på klippen! Wow! Hun væltede huset, stort set. Dels som direkte kontrast til Jennifer Wilsons statiske og uinteressante Brünnhilde i både Valkyrien og Götterdämmerung, og dels i egen ret som en strålende stemme og fin skuespiller. Jeg har aldrig set en bedre fremstilling af eks-valkyriens erkendelse af, at hun jo netop er en eks uden spor af magt. Fabelagtigt! Man kunne virkeligt mærke, at hun havde nogle stærke opsætninger bag sig og virkeligt havde tænkt over Brünnhildes rejse. Meget, meget flot, og jeg er pludseligt fan af hende.

Sidste nedslag er i Götterdämmerung, hvor Lioba Braun gav en ualmindeligt fin udgave af Waltrautes desperate forsøg på at få Brünnhilde til at overlade Ringen til Rhindøtrene. Hun var en fin Fricka i Rhinguldet, og Valkyrien men hendes Waltraute vandt spillet i Götterdämmerung med sin desperation.

Nåhr jo, så jo altså Runí Brattabergs fuldstændigt fantastiske Hagen, det dumme svin. I en video indspillet i Odense under prøverne siger han, at Hagen er autist eller noget, der ligner, på grund af hans mangel på empati. Det er i hvert fald en fin udgave af operaverdenens næststørste dumme svin (Iago i Otello er dog værre).

Dommen

I skrivende stund svimler mit hoved stadig efter sidste del, hvor violinerne ender med at synge en sang om evigheden, mens Brünnhilde lader verden gå under. Der er en spændt bue, der binder første og fjerde opera sammen, men Wagner skrev teksten baglæns og musikken forlæns, så tekst og musik hænger ikke altid sammen. For eksempel er historien rigtigt god i Valkyrien, og musikken er fremragende i Götterdämmerung, men ikke omvendt.

Jeg har hørt hele Ringen i den forkortede Dove-Vick-udgave over en weekend i 2013, og diverse dele hér og dér, men Odense Ringen er min første i fuld skala, og dét gør en forskel. Vi og musikerne havde 2 fridage, men det er meget intensivt at være i dette univers i 6 dage, tirsdag-søndag. Søndag aften var jeg fuldstændigt bombet, og jeg tør slet ikke gætte på, hvordan de modige musikere må have haft det. For sikke en kraftpræstation!

Orkesteret og publikum er groft sagt de eneste, der er med hele vejen. Jeg vil ikke forklejne sangernes indsatser, der unægteligt er betydelige, men orkesteret spiller alle 16 timer. 16 timer. 16 timer. Jeg kan blive ved: 16 timer! Så forsvinder småting som lidt ratslør i hornenes indsatser i forspillet til Rheingold, et hvæs hist og her, og en skævert i ny og næ. 16 timer, mine damer og herrer! Det var virkeligt flot spillet med masser af drama, fine passager, drøn på paukerne, brag på basuner og trompeter, hvirvlende strygere, truende fagotter, og horn-horn-horn, som sig hør og bør. Virkeligt flot spillet!

Men altså … hvis orkesterspillet er på plads, og det var det, så står og falder Ringen med to ting: Sangerne og scenografien.

Og det var de og det ikke set fra min plads. Jeg sad næstbagerst på den såkaldte første balkon, og det kan ikke rigtigt anbefales, medmindre man er til stor orkesterlyd og lidt lys fra teknikrummet. Og godt selskab, altså!

Sangerne druknede i orkesteret medmindre de var Andreas Hörl, Gabor Bretz, Vselovod Grivnod, Miina-Liisa Värelä, Runí Brattaberg, eller alt for kortvarigt besøgende Catherine Foster. Scenografien var tam, undtagen da Siegfried døde og alt blev farvet blodrødt under sørgemarchen  – dét var flot!

Og dog fik jeg et par smukke billeder med derfra. Magnus Vigilius’ helt vidunderligt camp udgave af fjolset Froh med vifte og blomstret jakke. Rhindøtrenes svulmende kjoler i Rhinguldet og legen med fortæppets gardiner som Rhinens overflade. Nina Bols Lundgrens Waldvogel i Siegfried, der vimsede omkring Siegfried på smukkeste vis med den faktiske skovfugl siddende på hånden.

I det hele taget, så bryd alle mine regler og se på Odense Symfoniorkesters YouTube-kanal her: https://www.youtube.com/user/Odensesymfoni/videos – for eksempel videoen med Catherine Foster.

Var det en god Ring? Tja, bumbum, måske ikke verdens bedste. Den fine anmelder Andrew Mellor overvejer at kalde det den Ring med de bedste sangere på dansk jord, hvilket jeg ikke kan bestride. Se i øvrigt hans gode anmeldelser her: http://www.klassisk.org/nyheder/1612/siegfried-langt-mere-end-en-hjernedoed-idiot-operaanmeldelse. Og ja, jeg linker til Mellors beskrivelse af Siegfried, fordi det er min favorit blandt de fire i Ringen.

Men jeg foretrækker stadig Parsifal….

 

Kategorier:opera oplevelser

Tagged as:

Eva

2 replies

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: