Menu Forside

Klaverløver i Tivoli

De fleste somre render jeg ind og ud af Tivoli stortset hveranden dag for at få så mange af koncerterne i deres sommerfestival med. I år har det knebet af flere årsager, men jeg fik klemt 5 ind med klaver på programmet. Den ene har jeg skrevet om, for det var med vidunderlige Igor Levit, men af tidsnød kommer de fire andre i en samlet pakke hér, selvom de var meget, meget forskellige.

  • LSO i Tivoli med Yuja Wang
  • Aimard i August
  • Olga Kern og Lang-Lessing
  • Brautigam og Beethoven

LSO i Tivoli med Yuja Wang

Det var 11. juni (!), at London Symphony Orchestra kom besøg som led i en turné i de nordiske lande. De lagde ud med et tvillingeprogram i tvillingebyerne Malmø og København, fortsatte til Aalborg med et helt andet, og tog så til Lahti i Finland. Følg dem endeligt på Twitter, for det er et meget moderne orkester omend med dybe rødder, og de har brug for followers til at tiltrække sponsorer.

Totalt udsolgt koncert til en afveksling, men det var meget forståeligt, for LSO er et af verdens helt store orkestre, dirigenten var (selveste) Michael Tilson Thomas, solisten var den meget populære Yuja Wang, og programmet var endnu mere populært:

  1. Brahms: Klaverkoncert nr. 2, B-dur
  2. Tjaikovskij: Symfoni nr. 6 “Pathétique”, B-mol

B i dur og mol, altså, og superstjerner på scenen. Denne var åbenbart den eneste eftermiddagskoncert på turnéen, for orkestrets herrer var i kjole og hvidt, mens publikum var noget mere afslappet påklædt i klassisk Tivoli-ånd. Akkeja, sådan er der så meget.

Ingen ouverture, altså, men lige på og hårdt med en klaverkoncert. Yuja Wang er blevet meget berømt for sin klaverteknik og villighed til at lade sig fotografere. Jeg var … skeptisk, må jeg indrømme, men jeg ville ikke gå glip af LSO på min egen hjemmebane. Orkesteret er dels fremragende og dels meget tilgængeligt.

Først altså Brahms anden klaverkoncert. Musikerne kom ind efterfulgt af solist og dirigent. Solisten i tætsiddende kjole og så tårnhøje hæle, at jeg blev bekymret for pedaleffekterne, der er så vigtige i Brahms. Men jeg måtte bøje mig: Wangs tekniske niveau er endnu mere tårnhøjt end skoene og energien endnu mere tætsiddende end kjolerne. Det var ikke en opvisning i teknik-for-teknikkens-skyld men en gnistrende og hurtig udgave af Brahms. Flot udført, og som ekstranummer fik vi Fazil Says muntre udgave af Mozarts Rondo alla Turka.

Efter pausen orkesteret alene i en tårevædet gang højromantik. Selv jeg bliver svag i koderne, når Tjaikovskij maler med dén pensel. Her kom orkestrets niveau virkelig til udtryk: Det drev ned ad væggene og sugede i maven, når strygerne førte os helt ud på overdrevet. Alt sad krystalklart, og der blev spillet med et fokus og en kunstnerisk stærk præcision, som jeg (jo) også har hørt fra andre af de helt store orkestre.

Til gengæld virkede maestro Tilson Thomas mat i koderne og trak niveauet uventet lidt ned. Det viste sig, at han var syg og måtte aflyse resten af turnéen.

Bravi tutti og kom endeligt igen! Som nogle vittigt sagde bagefter, så er Tivolis gyldne sal så uendeligt meget bedre end LSOs hjemmebane i Barbican-komplekset, så de burde være lette at lokke hertil.

Aimard i August

Pierre Laurent Aimard? Ikke en pianist, jeg kendte på forhånd, men hans koncert indgik i en minipakke med Levit og Brautigam, så han skulle da have en chance.

Heldigvis for det, for Aimard havde strikket et sjovt program sammen: To halvdele, der bestod af værker af de samme 5 komponister, blot i henholdsvis mol og dur. Komponisterne var Bach, Schubert, Schumann, Chopin og Bartók, så vi kom vidt omkring. Værkerne var dansesatser: Sarabande, gigue, Ländler, vals, mazurka, og så videre. De forskellige værker og satser blev spillet næsten uden afbrydelse, så effekten var en hvirvelvind af dans, der understregede sammenhængen fra Bach over romantikerne til Bela Bartók. Ikke at det alt sammen lød ens, altså, men Aimards spil understregede det musikalske slægtskab.

Det blev et charmerende nyt bekendtskab, og jeg dukker glad op, hvis franskmanden kigger forbi en dag.

Olga Kern og Lang-Lessing

Tivoli brugte 100-året for de russiske revolutioner som undskyldning for et ultra-russisk symfonisk program 20.august:

  • Dmitri Sjostakovitj: Oktober, symfonisk digt, op. 131
    Sergej Rakhmaninov: Klaverkoncert nr. 2
    Modest Mussorgsky: Udstillingsbilleder (orkestrering af Maurice Ravel)

Altså omvendt kronologisk rejse gennem de russiske stepper og (især) storbyer. Til at lede slagets gang den tyske dirigent Sebastian Lang-Lessing med Tivoli Symfoniorkester foran sig og den russiske klaverstjerne Olga Kern bag sig med det store Steinway D-type flygel.

Endnu en flot koncert, denne gang med klaverkoncerten som højdepunktet, fordi Kern spiller den så autentisk, at man næsten kan se Rakhmaninov for sig. Der blev tæsket i tasterne og sunget om de store følelser. Selv så fortærsket et værk kan komme til at lyde spritnyt og frisk, når en ægte specialist tager det under behandling. Vi fik hende til at give to ekstranumre, et af Rakhmaninov og et af Prokofiev, såvidt jeg kunne høre. Jeg havde ikke hørt Kern før, men nu er jeg fan, selv i dette repertoire, der jo ligger et stykke fra mine præferencer.

Udstillingsbillederne var et klaverværk om nogle faktiske billeder på en faktisk udstilling, men værket opnåede berømmelse i Ravels orkestrering. Jeg har klaverudgaven et eller andet sted i kælderen og skal have fundet den frem, fordi det er et helt andet værk og på mange måder bedre. Lang-Lessing fik fremlagt musikken fornemt, men jeg så ikke billederne helt så klart, som jeg plejer. Måske det skyldtes min lidt skæve plads, som jeg havde valgt for at kunne nyde Olga Kerns fornemme tangent-bashing mest muligt.

Som sagt en virkeligt god koncert, denne. Læs lidt mere hos Tivoli hér: Olga Kern og Rakhmaninovs 2.

Brautigam og Beethoven

Den sidste klaverløve i Tivoli denne sæson var hollandske Ronald Brautigam, der havde taget fire værker af Beethoven med, og dén kombination kunne jeg da umuligt holde mig væk fra! Brautigam indgår i den løse flok af hollændere og andre godtfolk, der skærer ind til benet for at finde komponisten og hans samtid for at undersøge, hvad det betyder for musikken. Der spilles som oftest på periodens instrumenter, og det gør Brautigam også. I tilfældet Beethoven kan der siges og skrives meget om begrebet “klaver”, og Brautigam har altså valgt hammerklaveret som middel for Beethovens klaversonater.

Så det stod der på scenen 27. august: I gyldent træ og uden den store jernramme, der er kendetegnende for det senere, romantiske flygel. Det er altså en blanding af 1700-tallets tastaturinstrumenter så som cembaloet med dennes spinkle udseende og træ-agtige klang og 1800-tallets flygel med jernramme og kompleks teknik for at kontrollere den lille hammers slag mod strengene. Jernrammen gør, at strengene kan strammes hårdere og isoleres fra træet, og dermed kan hammeren slå hårdere, så vi får et meget klarere lydbillede med flygel end med cembalo. Hammerklaveret er et trinbræt på rejsen og slår med hamre for enden af tasterne i stedet for at knipse strengene.

Jeg elsker Beethovens klaversonater spillet på flygel og på hammerklaver. Det er to forskellige musikalske udtryk, den samme samling noter resulterer i, alt efter hvilket instrument der bruges. Brautigams Beethoven måtte og skulle jeg opleve live, og han levede fuldt op til forventningspresset med et program designet til at pille ved vores opfattelse af favoritterne:

  • Beethoven: Klaversonate nr. 8, c-mol (Pathétique)
  • Beethoven: Klaversonate nr. 15, d-dur (Pastorale)
  • Beethoven: Klaversonate nr. 17, d-mol (Sturm)
  • Beethoven: Klaversonate nr. 21, c-dur (Waldstein)

Altså fire af de store, skrevet af den unge og den midaldrende Beethoven før, under og efter tabet af hørelsen. De findes i en milliard fremragende indspilninger på flygel og et mikroskopisk antal indspilninger på hammerklaver. Især Waldstein er slet ikke beregnet til det spinkle hammerklaver, så det var en udfordring af vores hørevaner, Brautigam leverede.

Jeg var vildt begejstret undervejs, fordi musikken lyder så anderledes i hænderne på Brautigam. Pathétique er Pathétique, men uden svulstigheden fra et Steinway bliver det mere intimt. Der er heller ikke nogen pedaler til at styre klangen med – til gengæld dør hammerklaverets toner ud netop på det punkt, hvor venstre fod ville have sat dæmpningen på. Dét giver indsigt i, hvorfor musikken blev skrevet, som den blev!

Fremragende – og igen et sjovt ekstranummer, nemlig Für Elise, som vi jo ved er blevet spillet til hudløshed på netop et hammerklaver, for det var dét instrument, der stod i borgerskabets stuer i de årtier.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: