Menu Forside

Fischers Mahler nr. 6

Den ungarske dirigent Adam Fischer har god grund til at tage aftaler med DR med et gran salt, men heldigvis holdt aftalen om, at han skulle dirigere Mahler i DR-regi. Det blev til en Torsdagskoncert med fredagsopfølgning og dermed til en koncert med DR SymfoniOrkestret med Fischer tilbage i den sal, som jeg aldrig troede at skulle opleve ham igen. Men det gjorde jeg, for selvfølgeligt skulle jeg opleve Fischer i sit kernerepertoire, dét som han er berømt for udenfor Danmarks grænser.

Koncerten

Programmet var enkelt:

  • Mahler: Symfoni nr. 6, “Den tragiske”, A-mol
    • Allegro energico, ma non troppo
    • Andante moderato
    • Scherzo. Wuchtig (Pesante)
    • Finale. Allegro moderato

Jeg har taget satsbetegnelserne med her, fordi Fischer havde valgt Mahlers reviderede udgave med andante før scherzo, i stedet for originalens scherzo før andante. Den slags er der stærke meninger om blandt fagfolk. Jeg har fundet en god udgave af symfonien med Claudio Abbado og Berlinerfilharmonikerne, hvor de bruger samme rækkefølge. Men jeg har læst mig til, at effekten af den drilske scherzo efter den svimlende allegro er meget stærkere, end når bulderet afløses af den smukke andante. Akkeja, sådan er der så meget.

Tilbage til koncerten den torsdag: Fuld scene med alt til faget hørende, når faget er Mahler. Men noget manglede: intet nodestativ på dirigentpodiet. Havde Fischer i sinde at dirigere uden partitur? Jeps! Han var vel på hjemmebane, ikke?

Symfonien begynder med rivende strygere, bragende pauker og bækkenbrag i Gert Sørensens uforlignlige stil. Noget er på spil, en uro, måske en usikkerhed? Er det måske en forudanelse om fremtidige ulykker, selvom symfonien er skrevet før alt går galt for Mahler og familien. Den lykkelige familie hører vi lidt til, da musikken stilner kortvarigt og koklokker lyder ude fra bagscenen. Andre koklokker oplever vi senere fra scenen, men Fischer har altså anbragt de nye kirkeklokker ude på bagscenen sammen med en slagtøjsspiller. Effekten var fin rent musikalsk, men vi var en del, der forvirret kiggede os omkring for at finde ud af, hvor lyden dog kom fra, da sidedøren ikke som normalt blev åbnet.

Bulderet genoptages, for der er absolut noget på spil. Men det afløses af en smuk andante, der tilsyneladende igen fortæller om et lykkeligt liv – med koklokker. Violinerne synger, mens celli og basser grynter med. Smuk musik og meget markant Mahler.

Derpå altså den scherzo, der begynder med paukeslag, der tager tråden op fra første sats. Men det er en rundtosset omgang, hvor vi snubler afsted. Efter sigende er det lyden af Mahlers små børn, der pludrer i baggrunden – i så fald må far have været ret træt af dem, for musikken har et element af uhygge og igen denne usikkerhed fra første sats.

Sidste sats er en ægte grande finale med indlagt dødsspiral og tre gevaldige hammerslag. Nu får vi for alvor brug for de to paukister til at sætte marchtakten og messingblæsere til at gjalde. Det lyder godt nok, men det handler om død og ødelæggelse. Mahler, der jo altid skriver om håb lidt ligesom Beethoven, skriver her vældigt smukt om heltens tragiske kamp mod overmagten, og vi ved allerede fra begyndelsen, at det ikke vil ende godt.  Jovist får vi koklokker igen og smukt harpespil, men pauker og tuba fortæller om desperation. Hammeren falder for tredje gang, og horn og basuner spiller nedadgående tonerækker, der skildrer de sidste åndedrag. Et sidste desperat brag, og så dør alt hen.

Fischer takker orkesteret, og bifaldet bryder endeligt løs.

Dommen

Læs en anmeldelse af koncerten i din avis eller dit foretrukne magasin. Læs eventuelt også Jens Cornelius’ fine introduktion til koncerten på dr.dk. Det er gode folk, der har forstand på musikken og kan skrive intelligent om den. Det har jeg ikke og kan jeg ikke, men til gengæld kan jeg skrive om min egen oplevelse – de billeder jeg hører i musikken, den musik jeg kan lide og ikke lide, de musikere og dirigenter jeg holder af eller ej. Men jeg har brug for de professionelle, når jeg skal fortolke min oplevelse eller finde historien bag musikken, for denne blog er min måde at huske de forskellige koncerter. Jeg er meget glad for de medier, der stadig har anmeldelser af klassiske koncerter, selv når jeg først får læst anmeldelsen to uger efter begivenheden, og selvom der er rigtigt mange anmeldelser, jeg slet ikke har adgang til, fordi jeg ikke er abonnent, for eksempel. Langt de fleste anmeldere er freelancere, så de får groft sagt kun brød under smørret, hvis vi gider abonnere på de aviser og blade. Så gør dét!

Nå, men tilbage til koncerten sidste uge. Det er længe siden efterhånden, for der kom lige en Stafet for Livet, en omgang Wagner, og en dosis Bruckner i mellemtiden. Jeg husker dog, at jeg oplevede Fischer dirigere denne symfoni med vanligt hastværk – det kvikke tempo, jeg så godt kan lide ham for i Beethoven, for eksempel. Det var vildt at se ham dirigere så langt om komplekst et værk uden partitur, og jeg uddeler gerne point for den slags – ligesom Daniele Gatti, der dirigerer Parsifal uden partitur. Alle store dirigenter kan selvfølgeligt partituret både forfra og bagfra og bruger papirudgaven som krykstok og huskeseddel ved koncerterne. Men alligevel…

Det var en god koncert, musikerne var tændte og leverede som bestilt, og det hele var smukt og alt det der. Men det var ikke tragisk. Jeg ved ikke lige, hvad der manglede, men jeg sad ikke med tårer i øjnene eller desperation sammesteds. Noget af det har med salen at gøre – i denne sæson har jeg opholdt mig til venstre på anden balkon, hvor man får hele orkesteret at høre i stedet for individuelle instrumenter, men regningen er en mangel på detaljer og den fysiske afstand til scenen. Så de tre store hammerslag, som man kan se Jacob Weber øve sig på online hos DR, hørte jeg ikke som dommedagshammerslag men som småpjat. Lidt ligesom en dør der smækkes hårdt i over hos genboen. Det så godt ud (slaget), men jeg hørte det ikke rigtigt. Nogle venner var også tilstede og hørte klart hammeren fra deres pladser bag orkestret. Suk.

Det var en god koncert, det er kernerepertoire for både Fischer og DRSO, og jeg er blevet meget glad for Mahler. Men jeg husker primært symfonien som smukt (og hurtigt) leveret i stedet for at være en påmindelse om døden og en kamp med denne.

Resten fortaber sig i tågerne, så få så fundet de anmeldelser!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: