Menu Forside

Bruckner med Kapellet og Haenchen

Sæsonen er slut for mit vedkommende, og punktum blev sat med tre koncerter på 9 dage med stor og dyster musik af henholdsvis Mahler, Wagner og Bruckner. Vi starter bagfra med Det kongelige Kapels fjerde symfonikoncert fredag aften i Operaen.

Koncerten

Den store tyske dirigent Hartmut Haenchen er heldigvis fast gæst hos Kapellet, både som operadirigent og som symfonisk dirigent. Det plejer at være godt, så jeg glædede mig til denne koncert. Men programmet var ikke lige min kop te:

  1. Brahms: Tragisk ouverture, opus 81 (1880)
  2. Bruckner: Symfoni nr. 8, C-mol, (revideret version fra 1890)

Skal det være B&B, så foretrækker jeg klart Bach og Beethoven. Men Haenchen og Kapellet lokkede mere end Brahms og Bruckner kedede mig på forhånd. Det var en smuk sommerdag, dagen efter Kr. Himmelfartsdag. Jeg havde taget fri fra arbejdet og ankom derfor frisk og forventningsfuld til Operaen pr. cykel blot for at opdage, at resten af byen også havde taget cyklen derud. Totalt udsolgt i cykelstativerne er ikke noget man oplever hver dag på Dokøen, så et forsigtigt bud ville være, at publikum måske var noget yngre end sædvanligt. Måske det samlede musikkonservatorium var til stede?

Altså: Stuvende fuld scene og stuvende fuldt tilskuerrum. Der var måske 10-15 ledige publikumspladser fordelt på de fire niveauer, hvilket var en dejlig afveksling i forhold til sidst, hvor vi var halvt så mange.

Først Brahms’ tonedigt, der ikke må hedde et tonedigt, for det var sådan noget musik, som andre komponister skrev der i attenhundredeogsidstihalvfjerserne. Jeg kender hans anden koncertouverture, Akademisk Festouverture, som den med Gaudeamus Igitur. Men dens tragiske modstykke havde jeg ikke hørt før. Den viste sig at være klassisk Brahms, fuld af noder, og temmeligt uengagerende for tanten.

Uden pause videre til hovednummeret: Bruckners store 8. symfoni. Vi tilførte to harper, fire hornister og yderligere godtfolk hist og her, inklusive to slagtøjsspillere, der hver skulle levere to klask midt i tredje sats og ellers forholde sig i ro og nyde koncerten. De fire af hornisterne skulle skifte mellem at spille horn og de smukke nye Wagnertubaer, som Kapellet fik tidligere i år, og som jeg mødte til kammermusikmarathon. Forventningen steg, Haenchen kom løbende ind på scenen, hævede dirigentstokken, og afsted det gik. Altså bortset fra, at symfonien er (meget) løst bygget over Beethovens 9. symfoni og dermed begynder med et totalt fravær af et brag. Tværtimod svæver vi langsomt ind i værket, et horn kalder, violinerne sitrer, og en obo synger om lyset selv.

Anden sats er noget helt andet: en scherzo, der næsten danser. For mig er det symfoniens absolutte højdepunkt, hvor instrumenterne skiftes til at spille gentagne små mønstre. Dét er god musik, leveret med panache og stor dynamik. Tredje sats er smeltende langsom og smuk, hvis man tager jahatten på. Fjerde sats er mere tada-agtig, og som så ofte med Haenchen spillet temmeligt kvikt. Men der var god plads til dårende dejlige fløjter og oboer – og Lee Morgans klarinet. Vi slutter med triumferende toner og et punktum, der vil noget.

Dommen

Jeg nød koncerten i fulde drag: Livligt, intenst, dansende, musikbegejstret leveret af Kapellet og Haenchen. Vi forlangte og fik 4 fremkaldelser, og til den sidste rejste Haenchen endeligt instrumentgrupperne op en for en, så vi kunne juble for hornisterne og de øvrige messingblæsere især (plus paukisten Henrik Thrane, der til egen og øvriges forundring fik højlydte og ungdommeligt lydende hurraråb fra salen). Jeg nød især horngruppen for deres smukke fremstilling af de mange, mange hornklange – stort set hver hornist har sit solosted i Bruckner, og musikken gled friktionsløst fra musiker til musiker. Meget smukt! Men nu er det jo heller ikke for ingenting, at jeg plejer at kalde dem Byens Bedste Hornsektion. Flot indsats af alle på scenen, varmt klingende  strygere, buldrende pauker, syngende træblæsere og gjaldende messingblæsere.

Min faste sidemand og jeg nåede frem til, at der er et gennemgående træk fra Wagner gennem Bruckner til Mahler: Store klangbilleder af klang for klangens skyld. Så forskellige, som de tre herrer jo er, så er der noget med det store orkester (og ikke mindst flittig brug af mange valdhorn), der er fælles gods for dem. Efter at have hørt værker af dem så tæt på hinanden, forstår jeg Bruckner bedre denne gang i forhold til første gang, jeg hørte denne symfoni. På baggrund af Mahler og Wagner står det klarere, at også Bruckners musik var radikal i sin samtid. Til sammenligning bød denne koncert jo også på Brahms, hvor musikken er fuldstændigt anderledes uden overhovedet at minde den mindste smule om Wagner eller Mahler.

Jeg har hørt Henrik Goldschmidt omtale disse klangbilleder hos Wagner som “lange transportstrækninger”, hvilket ikke var pænt ment, men jeg holder meget af dem. Så hvis jeg tager jahatten på og bruger min glæde ved Wagner som udgangspunkt for at lytte til Bruckner, bliver musikken så bedre? Og vil jeg så kunne bruge samme princip til at forstå Richard Strauss?

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

1 reply

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: