Menu Forside

Verdens undergang på en weekend

Man kan fejre forsommeren på mange måder, såsom ved at opleve verdens undergang hele to gange på en weekend. Lad os starte med ugens koncert med DRSO.

Koncerten

Dirigenten Vasily Petrenko var på besøg hos DR ude i den blå firkant i den forgangne uge. Jeg faldt for ham som dirigent, da han for en håndfuld år siden dirigerede en pragtfuld omgang Mahlers femte i Tivoli, og siden har han udviklet sig yderligere og er et fortsat spændende bekendtskab. Programmet ved dette besøg var ellers ikke lige min kop kaffe:

  • Liszt: Les Préludes, symfonisk digt nr. 3
  • Bartók: Violinkoncert nr. 2. Solist: Augustin Hadelich
  • Strauss: Also sprach Zarathustra, opus 30

Nå, men koncerten indgik i min lørdagsserie denne sæson, og så måtte jeg jo dukke op. Nogle venner var til Torsdagskoncerten og meget begejstrede for især violinkoncerten, så jeg cyklede ud lørdag eftermiddag med hovedet fuldt af “det bliver godt, det her og husk nu, at det bliver godt!”. Måske en sær brug af vidunderligt smuk majlørdag, men sådan er det bare sommetider.

Vi lagde ud med DRSO i matiné-tøj men alvorlig mine og fuld scene til Liszt – det er et tidligt bud på en genre, der vokser sig stor med Richard Strauss:det symfoniske tonedigt, der fortæller en eller anden historie. I dette tonedigt nr. 3 er det en samling af forskellige fortællinger. Vi lægger fra land med et smægtende lille tema, der forvandles af blæserne til en slags triumfmarch. Oboen kalder til orden og et horn svarer. Til sidst en ægte triumf med truttende blæsere og gjaldende bækkener og andet slagtøj. Overraskende flot musik – lidt som at høre en af Liszts overdådige klaverværker udsat for stort symfoniorkester. Meget virtuost orkestreret, og fint udført.

Violinkoncerten gik jeg næsten glip af, da vi havde et lille drama på min række, hvor en person fik et ildebefindende af en eller anden art med den kommen og gåen og snak, som den slags medfører. Så første sats ved jeg ikke ret meget om. Violinisten er ung og amerikansk/tysk/italiensk og åbenbart kendt hos de store orkestre, uden at jeg har hørt om ham før. Akkeja, sådan er det hér i den musikalske provins, men kan fyren noget? Jovist, han spillede teknisk suverænt, men jeg havde ikke rigtigt fokus. Som resultat oplevede jeg serveringen af Bartoks violinkoncert som “dette er virkeligt svært og teknisk og alt det der”, hvilket ikke sjældent er godt. Det lykkedes mig at fokusere på nogle virkeligt fine øjeblikke i anden sats, hvor solist og orkester spillede sammen i stedet for parallelt. Men som sagt var jeg ikke rigtigt modtagelig for musik undervejs. Dét var jeg til gengæld under ekstranummeret, som var tredje sats (andante) fra Bachs anden violinsonate – det er min favoritsats fra violinsonaterne og hér leveret med meget smukt og dog fuld af patos. Den fine anmelder Andrew Mellor antydede på Twitter, at ekstranummeret var bedre leveret end violinkoncerten, og dén lørdag eftermiddag måtte jeg være enig.

Den ulideligt kendte første sats af Richard Strauss’ tonedigt over Nietzsches deprimerende skrift om Guds død er heldigvis kun en del af et større (og bedre) hele. Resten af værket oplever jeg hver gang som meget interessant musik, især den meget fine violinsolo i de sidste satser, hvor Jon Gjesme som besøgende koncertmester virkeligt fik vist sine kvaliteter som dels spillemand og dels gylden regnbuespreder. Jeg hører aldrig verdens undergang i dette værk men tværtimod en livsbekræftende sang. Som antydet tidligere, så er der så uendeligt meget mere ved Strauss’ værk end lige den herostratisk berømte første sats. Det var virkeligt dejligt at høre Jon Gjesmes udgave af violinsoloen, der ligger rigtigt fint til hans stil. Jeg havde også gerne hørt Christina Åstrands udgave af værket, men hun holdt sig til tilhørerpladserne denne eftermiddag. Hvorfor det så var nødvendigt at indhyre Gjesme, når man har hele fire koncertmestre, hvoraf én sad på første balkon og en anden på venstre stol af første pult (Soo-Jin Hong), er så et åbent spørgsmål. Ikke at jeg uenig i valget, Bartók og Strauss taget i betragtning, men alligevel et pudsigt valg. I det hele taget var der et påfaldende stort indslag af indlånere i orkesteret, hvilket er helt fint med mig men dog påfaldende i en tid, hvor vi siger og skriver meget om ensembler og nødvendigheden af et (tilpas stort) antal fastansatte eller fast engagerede musikere for at fastholde en bestemt evne og/eller lyd. Jeg håber at få skrevet mín mening om emnet snart, måske i lyset af denne koncert med øjeblikkets “vinder” af kampen om orkesterpladserne, nemlig DRSO med sine 106 stillinger.

Hvorom alting er, så bød denne lørdagskoncert også på resultatet af Det kongelige danske Musikkonservatoriums årlige samarbejde med DRSO: Vinderpriser og “forbedringspriser” efter forårets “stunt-prøvespil”, hvor konservervatoriets soliststuderende deltager i det sidespor til DRSOs virkelige ansættelsesprøvespil. En  god test for de enkelte, og man burde kunne læse om det på http://www.dkdm.dk, men det kan man så bare ikke, ævbæb.

I optagelsen af Torsdagskoncerten kan man høre Petrenko italesætte værkerne, så de bliver interessante også for mig.  Men hovedindtrykket var af en koncert med en mørk grundtone, der ikke passede til årstiden men til gengæld blev udført smukt af orkester, solist og dirigent. Alle tre værker har eftertryk på de mørkere instrumenter: bratsch, cello, basklarinet, kontrafagot, engelskhorn, kontrabas, pauker og stortromme. Gert Sørensens uforlignelige stil på bækken, Russel Itanis smukke piccolofløjte og Gjesmes violin kunne ikke ændre på det dunkle indtryk.

Vi fik hørt orglet i DRs koncertsal for en gangs skyld, og tak for det, men noget godt eller stort orgel er det bare ikke. To dage tidligere sad jeg i den vidunderligt smukke Grundtvigs Kirke oppe på Bispebjerget og hørte Mads Høck spille på det enorme Marcussen-orgel dér, og sikke en forskel i effekt! DRs orgel lyder (selvfølgeligt) bedre i online-udgaven, hvor man også kan nyde René Matthiesens fine paukespil bedre, end jeg kunne i salen.

Hvad jeg kunne nyde i salen, var de gode messingblæsere, Claus Myrups smukke bratschsolo i Strauss, Soo-Kyong Hongs cellosolo i Strauss, og jo altså Jon Gjesme i det hele taget. Og så selve det at være til en koncert, hvor man oplever musikken, mens den skabes, i dette tilfælde inklusive kriblen under fodsålerne mens Strauss buldrede. Fint dirigeret af Petrenko og dejligt spillet!

Lang dags rejse mod nat

Som afrunding af første arbejdsuge efter lang ferie og optakt til weekenden oplevede jeg Det kongelige Teaters opsætning af Eugene O’Neils berømte og berygtede mere eller mindre selvbiografiske skuespil Lang dags rejse mod nat. Trods et universitetsstudie, der indbefattede amerikansk litteratur, har jeg ikke læst stykket, og jeg har heller ikke set det opført før, men lidt hører man dog gennem årene. Det kongelige Teater havde slået hårdt på reklametrommerne, men jeg havde billet gennem årets sæsonabonnement, der gav et par skuespil, jeg ikke ville have været interesseret i. Lige netop dette ville jeg måske nok have købt billet til, men så ville jeg være blevet skuffet. Til dels.

Som sagt stort slået op: Skuespilchef Morten Kirkskov instruerede Henning Jensen, Karen-Lise Mynster, Peter Plaugborg og unge Simon Bennebjerg i et familiedrama. Kirkskov er berømt som instruktør og havde klippet og klistret i O’Neils stykke, så det nogenlunde passede til en dansk teateraften med knap 2½ time. Far, mor, storebror, lillebror, familiedrama tilsat alkohol og morfin. Vi starter med tilsyneladende idyl og far med kærligt lagt armen om mor, og slutter med et bad af rosenrøde blade i mors morfintåger. Et langt stykke af vejen handler det om lillebror Edmunds tuberkulose, der aldrig nævnes ved navn, men dog får skylden for alle gebrækkeligheder i familier. I mellemtiden synker vor mor igen ned i morfintågerne, mens vor far igen og igen irriteres over, at han skal trække hele indtægtslæsset, mens han ærgres over at være snublet over et letbenet men populært stykke. De to brødre spilles meget fysisk af Plauborg og Bennebjerg, inklusive en scene, hvor Plaugborg knuger Bennebjerg i sin favn. Flot gjort men mere udadvendt end inderligt, hvilket er typisk for tidens stil på Det Kongelige.

I Kirkskovs udgave har første akt moderen som omdrejningspunkt og anden akt faderen. Brødrenes forhold til forældrene og hinanden udspilles i princippet uforbeholdent, men i virkeligheden blot professionelt. Jeg blev overhovedet ikke grebet eller påvirket, og det kan vi da så sige bare er mín fejl. Nogle venner var også tilstede og var mere begejstrede. Dog var vi enige om, at moderen stod meget klart og var fint skildret af Karen-Lise Mynster. Resten stod uklart for mig – om det var skuespillet eller instruktionen ved jeg ikke, men det var ikke specielt rørende.

Den superenkle scenografi er af Christian Albrechtsen, som jeg ikke kendte før, men han har levet et smukt værk. Ikke mindst det fabelagtige billede af moderen, der stiger op fra sit morfindøs til allersidst, klædt i rosenblade, og uden hold i nogen verden. Meget smukt og især smukt leveret af  Karen-Lise Mynster.

Denne aften som så mange aftener kunne man tydeligt se Det kongelige Teaters holdning til at udnytte de mange kvadratmeter: to forestillinger  i Skuespilhuset plus en forestilling ovre på Operaen. Om der så også var en forestilling på Gamle Scene ved jeg ikke, men princippet er efterhånden klart: Samtidige forestillinger, så det støttende personale udnyttes bedst muligt. Eksempel: To samtidige forestillinger i Skuespilhuset, så køen til baren i pauserne er tilpas lange og alle tre (3!) kasser udnyttes bedst muligt. Og hvis det er samtidigt med en forestilling på Operaen eller Gamle Scene, så skal administrationen fokusere sociale medier og pressearbejde på samme tid. Smart? Hm, nej, for det er jo sådan cirka samme publikum til det hele. God brug af publikum? Tja, der kommer lidt flere til i kraft af forestillingen Terror, men de ville jo nok være kommet til alligevel. Så handler det om backoffice eller publikum?

Kategorier:koncerter skuespil

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: