Menu Forside

Wienerklassik med DRSO

Man kan dele musikhistorien op på forskellige måder, men det er svært at komme udenom, at Beethoven trådte i fodsporene på Haydn og Mozart. Wienerklassikken starter (ofte) med gamle Haydn og bliver drastisk omformet til præ-romantik af en fremadstormende Beethoven. Det er en stilart, der minder om Goethe og hans unge Werther, og om den franske revolution og samfundene før og efter denne. I dag kan wienerklassik lyde formfuldendt og tamt, men den kan også lyde lige så revolutionær som den tid, den blev skabt i.

Jeg har et varmt forhold til wienerklassik, et hedt forhold til Beethoven, og et iskoldt forhold til Haydn. Groft sagt hører jeg Haydn som stiv rokoko, Mozart som pynt, og Beethoven som revolutionær, men det er så bare mig, ikke? Eller hvad?

Lidt samme stive forhold har jeg til dirigenten Juanjo Mena, som DR og deres symfoniorkester er ganske begejstret for. Ikke at han er stiv i det, tværtimod oplever jeg ham som temmeligt blomstrende, og måske derfor ikke på min hitliste. En ven påstår, at jeg foretrækker indtørrede gamle dirigenter, der vifter lidt med pinden hvert kvarter, men helt så firkantet synes jeg ikke selv, jeg er. Trods alt. Men Mena er en hyppig gæst hos DRSO, og i kraft af mit afhængighedsforhold til det orkester, så ser jeg ham et par gange om året og er jævnt men ikke ivrigt tilfreds.

Sidste uge fik vi besøg af Juanjo Mena igen, og denne gang med et program, der ville have skræmt mig væk, hvis koncerten ikke havde været del af min abonnementserie. Tja, sådan er der lyspunkter ved livet som abonnine.

Koncerten

Torsdagskoncerten var flyttet til fredag på grund af påsken, og det var min lørdagskoncert også (dog på grund af ferieåret, ikke påsken). Programmet var stramt og dog publikumsvenligt:

  1. Haydn: Symfoni nr. 44, E-mol
  2. Mozart: Violinkoncert nr. 5, A-dur, solist Henning Kraggerud
  3.  Beethoven: Symfoni nr. 4, B-dur

Det bliver ikke ret meget mere wienerklassik, så hvad ville hyperromantiske Mena og senromantiske DRSO stille op? Tja, en god begyndelse er halv orkesterstørrelse, og det fik vi med et orkester, der holdt sig på en håndfuld stolerækker inklusive blæsere. Mena stormer ind, og afsted med Haydn i det, Jens Cornelius i programmet kalder en Sturm und Drang-symfoni. Jeg er ikke enig, men det har mest med min manglende forståelse af Haydn at gøre. Jeg hører stadigvæk mest rokoko, og sådan er det.

Til aftenens violinkoncert havde DR inviteret den norske excentriker Henning Kraggerud, der dels er en god klassisk violinist og dels er en god alt-muligt-andet-violinist. Jeg kender ham primært fra alt-muligt-andet, og til denne koncert leverede han lidt af det hele: klassisk-klassisk stil, et strøg af norsk folkemusik, og et drag af moderne tilgang til musik i det hele taget. Fabelagtigt! Som ekstranummer et varionsværk af Kraggerud selv spillet med (selveste) Soo-Kyung Hung på cello. Flot!

Efter pausen altså det nominelle hovedværk, Beethovens mindste symfoni, som jeg bare i år har hørt et par gange. Så sjældent opført er den klemte symfoni nu heller ikke. Men ih hvor der var gang i den, denne gang!

Dommen

Ingen dom, da der er gået adskillige stormfulde dage siden fredag aften. Men det var en god koncert, denne! Et post-tourné-og-derpå-ferie-stemt orkester, en opsat dirigent, og en feststemt solist. Så er scenen klar, og det var salen også. Mena takkede musikerne personligt, alle fik deres bifald, og vi gik fra salen i godt humør.

God koncert, denne!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: