Menu Forside

New York i København

Helt derovre i New York har de adskillige fremragende ensembler, herunder New York Philharmonic, der under sin chefdirigent Alan Gilbert har flyttet sig selv ud af komfortzonen og bl.a. har indspillet alle Carl Nielsens symfonier og koncerter. Når jeg en gang på et eller andet tidspunkt får taget mig sammen til at besøge New York, så står en koncert med lige netop dette orkester øverst på programmet. Men det trækker ud med det besøg, og derfor var det vældigt pænt af NY Phil at lægge vejen forbi København på deres forårsturné i Europa. Jeg havde glædet mig til deres koncert i DR Koncerthuset i et helt år, og nu, NU er de her! Jeg var til den første af to koncerter, som orkesteret gav torsdag-fredag med to meget forskellige programmer. Ville jeg gerne have været til begge? Oh yes, men sådan er der så meget…

Koncerten

Apropos det med komfortzonen, så var torsdagens et ganske blandet program i al sin kortfattethed:

  1. Bartók: Musik for strygere, slagtøj og celeste, BB 114
  2. Mahler: Symfoni nr. 4, G-dur, sopransolist Christina Landshamer

Før pausen det, der ville have været en symfoni for strygeorkester, hvis altså Bartók havde skrevet en symfoni, hvilket han ikke ville. Et sjældent opført værk på grund af sin særlige opstilling og tårnhøje tekniske krav. Efter pausen en paradedisciplin for lige netop dette orkester, som Mahler selv var chefdirigent for i sit sidste leveår, og som sammen med Bernstein stod for genopdagelsen af Mahlers musik i 1960’erne.

Til forskel fra andre besøgende orkestre, så kom New Yorkerne ganske husvant luntende ind på scenen til opvarming, mens publikum fandt på plads. Dermed måtte vi nøjes med at klappe velkommen til koncertmesteren, der på klassisk vis modtog bifald på vegne af hele orkesteret. Bartóks ikke-symfoni kræver et stort strygerensemble, og det har filharmonikerne. De fyldte stort set hele den store scene (OK, med god plads om den enkelte) med et flygel og et celeste midt på scenen og pauker og (lidt) andet slagtøj bagest. Flot så det ud med strygerne foldet ud som to vinger, ikke helt symmetriske men smukt arrangeret – det visuelle udtryk betyder jo også noget til symfoniske koncerter. Så her er udsigten fra anden balkon:

Som bonusinfo ser man på billedet det medbragte dirigentpodium. Dét har jeg godt nok ikke set før trods adskillige gæstebud i DR Koncerthuset, men et superorkester som dette overlader intet til tilfældighederne, inklusive dirigentpodie, åbenbart.

Maestro Gilbert kommer susende og smilende ind, hilser og slår an til en fuga af de helt særlige: Strygerne er dæmpede, og temaet begynder i den ene bratschgruppe og ruller så rundt fra gruppe til gruppe, voksende undervejs, for derpå at svinde hen igen. Ping-pong-pang. Derpå en scherzo, hvor paukerne og klaveret leger med på hver sin måde. Tredje sats er tyst og skummel – vi får at høre, hvordan en stor strygergruppe kan spille ultrasart, så uhyggen rigtigt kan brede sig, inden sidste sats kammer over i lørdagsbal på ungarsk. Det er ikke musik, man kan danse til, og det er kun påtaget muntert – Gilbert og orkesteret fremlægger krystalklart, at der ligger en hel masse lige under overfladen, som vi helst ikke vil vide for meget om. Sikke en servering!

I pausen blev scenen omarrangeret, så opstillingen lignede noget fra en mere almindelig symfonikoncert med to rækker træblæsere og andet godtfolk. Her er et lille glimt af forberedelserne, snuppet, da jeg var på vej op på plads igen:

Den fjerde symfoni af Mahler er den med kanebjælderne … Jeg har hørt den før, og jeg valgte netop den første af de to koncerter på grund af Mahler (og fordi den så afgjorde valget af Serie C denne sæson), for jeg ville meget gerne høre deres bud på denne komponist. Og spændende var det! Symfonien begynder med bjældeklang, går over i det rene rod, bliver til en glad march, og sidste sats begynder med et brag og slutter med en naiv børnesang om det glade liv i Paradis. Undervejs gjalder klarinet og obo, horn (selvfølgeligt) og trompeter, og en sopransolist i rollen som naivt barn. Uha, og sikke en finale! Stående applaus tilmed fra tanten, der var aldeles uvillig til at holde op med at klappe. Men vi fik ikke et ekstranummer, for Gilbert havde tydeligvis allerede besluttet sig for at gemme resten til fredagens koncert.

Dommen

Bravi Tutti, og sikke en koncert!

Deres Mahler var helt fantastisk og dog så meget anderledes end den centraleuropæiske stil, jeg normalt foretrækker. Klarinetten var dejligt men uventet jazzet, og oboen sang en sang, jeg ikke kender. Men ih altså! Sikke et maleri, Gilbert fik tegnet! Jeg hørte storbyens fortællinger mere end det østrigske bondeland, og denne storby er fuld af glæde, smerte, konflikt og håb. En amerikansk drøm, på en eller anden måde, måske?

Efter lidt arkæologi her på bloggen har det vist sig, at jeg faktisk har hørt værket af Bartók før: i oktober 2013 med Det kongelige Kapel og Michael Boder. Ved den koncert var jeg begejstret for værket og især for første sats. I New Yorkernes udgave var jeg langt mere begejstret for de to sidste satser.

Måske ligger forskellen i opstillingen – ude i Operaen sidder musikerne relativt tæt på en relativt smal scene, og jeg ude i siden på første balkon og får derved hældt (stryger-)lyden lige op i hovedet. NY Phil havde valgt at spille på et helt fladt scenegulv, sprede strygerne  over hele fladen, og jeg sad laaaaangt væk på anden balkon. Så rammerne for min oplevelse var meget forskellige, og det gør sammenligningen sværere. New Yorkerne spiller helt klart stærkere rent teknisk, og der er knald på hvert enkelt instrument, og der er et punch på hver node. Men i første sats’ fuga blev det for diffust til mig – jovist hoppede temaet rundt mellem grupperne, men det var på en måde for “stort” for mig. Derimod ramte den tyste og lidt uhyggelige tredje sats mig lige i hjertet – pauken fik et lækkert “wauwwauw-effekt” på ved at paukisten brugte pedalen til at ændre stramningen af skindet, og flyglet fik lov at lege med for alvor nu.

Lyder jeg skuffet? Det var jeg ikke! Tværtom var det en koncert af de rigtigt gode, og jeg var så begejstret, at jeg i pausen bøjede mig for presset og købte orkestrets berømte indspilninger af Carl Nielsens orkestermusik på slagtilbud fra Dacapo og DR.

Deres Mahler understreger kernekompetencen: Teknisk ultraskarpe musikere, ikke så mange dikkedarer men meget tilgængelig og krystalklar fremlæggelse af musikken. Sådan er deres Nielsen også, har jeg kunnet konstatere.

Det lyder helt utroligt godt, når disse filharmonikere spiller, og jeg kan kun være enig i, at det er et af de absolut bedste for tiden, i hvert fald med Alan Gilbert som dirigent. Hvis jeg sammenligner med de to andre af “de bedste”, som jeg har hørt, nemlig filharmonikerne fra henholdsvis Berlin og Wien, så vinder Berlin med Wien på en snæver andenplads foran New York. Hvad mangler New Yorkerne? Intet! Min rangliste er udelukkende et spørgsmål om personlig præference for stil som med alt andet her på bloggen. Mit hovede var på arbejdet og dermed ikke rigtigt klar til koncerten, men når jeg trækker den faktor fra, så står jeg med en koncert med et skarpt orkester, finstemt, og præstationsorienteret. Sammenlignet med Wienerne, hvis gæstebesøg  jeg jo var lidt (OK, meget) skuffet over, så leverede New Yorkerne varen med samme professionalisme og “vi er bare så gode”-stil, men også med en god dosis “vi er også rigtigt gode musikere på turné”, der var meget charmerende. De indtog DR Koncerthuset som egen hjemmebane, og de skal være hjerteligt velkommen hjem igen!

Denne blogpost er lidt vag i detaljerne, for det har været travle dage for tanten med alt for mange distraktioner. Men det var en god koncert, denne, og jeg cyklede hjem med hovedet fuld af Mahler som New Yorker.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: