Menu Forside

Luisi, Voigt og DRSO klar til turné

DR SymfoniOrkesteret er på tour i USA med chefdirigent Fabio Luisi og sopranen Deborah Voigt, hvilket i sig selv er interessant. Men lige inden nuppede de en Torsdagskoncert i København til at åbne ballet, og selvfølgeligt var jeg der!

Ja, altså, helt så selvfølgeligt var det ikke. Jeg var der på grund af kombinationen Luisi, Mahler og DRSO, og at (selveste) Voigt så også ville være der, var blot “a cherry on top”, som man siger. Der er ubalance i Concertantens blog i forhold til tantens mange koncertbesøg, og med lidt held får jeg nogle dage snart til at indhente det forsømte for-forår, men den forgangne uge bød på adskillige fine oplevelser, og vi lægger ud med DRSO, altså.

Koncerten

Programmet er en lækkerbidsken og tournévenlig:

  1. Nielsen: Helios, ouverture opus 17
  2. Wagner: Wesendonck Lieder
  3. Mahler: Symfoni nr. 1, D-dur

Meget tournévenligt, med Carl Nielsens måske mindst nielsenske hit som aperitif. Tre værker i tre forskellige stilarter, og alle tre skrevet for stort orkester. For én gangs skyld er Wagner den lille – hans fem sange til tekster af den hittepåsomme Mathilde Wesendonck er orkestreret af en Felix Mottl, men musikken er Wagners egen og et spring på vejen til monsterhittet Tristan og Isolde med al sin Schopenhauenske dødslængsel. Jovist er det god musik, men man skal ikke tænke for længe over budskabet!

Anderledes med Carl Nielsens musikalske udgave af solopgang over Athen og det græske øhav. Jeg er temmeligt forelsket i begyndelsen med de sarte valdhorn, så hvordan ville det gå med DRSOs berygtede hornsektion? Tja, det hjalp muligvis at hente hjælp udefra, for solen stod fint op: det ene horn afløste det andet, og det tredje slog følge uden mislyd. Dejligt, for står solen op, glimter i Middelhavet, danser over himlen med en sky af violiner, og går så i seng mod vest til lyden af et godnathorn. Mmm.

Men nu anderledes alvorlige boller på suppen: Den amerikanske sopran Deborah Voigt i rollen som Mathilde Wesendonck og Richard Wagner i fællesskab på jagt efter uendelig kærlighed, der (jo) kun  findes i døden. Jeg har det notorisk svært med Schopenhauer, men musikken fejler ikke noget. De fem sange er højromantiske og forstås lettest i den kontekst. Voigt har en dejligt bred sopranstemme, der ligger godt til Wagner (og Strauss), men ville den klare de svære forhold i DR’s koncertsal? Mja, hun kæmpede for sagen og kom frem til min favorit: Träume, der er Tristan og Isolde indkogt til en Maggiterning. Hér kunne jeg svømme hen i et hav af vellyd – og gjorde det! Voigts stemme havde det svært som så mange andres i den sal, men hun og Luisi var enige om udtrykket, og jeg tror, deres udgave bliver et hit i USA.

Mahler er noget andet. Lige den første symfoni holder jeg ekstrameget af og har hørt den i forskellige udgaver efterhånden. En måneds tid tidligere hørte jeg Luisi og DRSO i Mahlers syvende og var vildt begejstret. Men den første kræver noget mere jødisk og centraleuropæisk bondeland, end Luisi normalt leverer. Igen er hornene vigtige, ja, det er blæserne generelt. Men der er hvirvlende violiner, brummende celloer, truttende tromboner, og i det hele taget et orkester for fuld udblæsning i de sarteste nuancer.

Dommen

Ingen dom, da koncerten druknede i fredagens kapelkoncert og de foregående dages Beethoven, men det var en god koncert, og DRSO er tydeligvis toptrimmet til tournéen. Skarp, klar, parat, fokuseret. Et par indlånerere hist og her især blandt blæserne. Det var meget klappet-og-parat afleveret, og det klædte orkesteret. Jeg havde set frem til at opleve Deborah Voigt, og det er jeg glad for, så at sige, for som så mange andre druknede hun næsten i salens akustik. Men hendes Träume fik mig næsten til at græde, for i den sang brændte hun i dén grad igennem til anden balkon med en tilsyneladende personlig fortælling. Dejligt!

På aftenen takkede Luisi især kontrabasserne, og dét kan jeg forstå! Det er generelt en god basgruppe, “de unge vilde”, men det var et par svedige omgange, de gav til Wagner og Mahler. Sejt men rytmisk klart og meget flot leveret. Sært nok skulle jeg jo allerede næste dag opleve Det kongelige Kapels nok så svedige basgruppe leveret en nok så svedig gang bas til Shostakovich  – på den led er det rart med programsammenstød i Københavns trods alt relativt lille koncertkreds.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: