Menu Forside

Gadefest

Den danske guldalderkomponist, Niels W. Gade, fyldte 200 år forleden, og det gav anledning til at banke støvet af tre af hans værker. Gade slog igennem med et brag som purung, fejrede triumfer i Leipzig men ville hellere være den store fisk i den lille andedam hjemme i København. Hans gennembrud, Ossian-ouverturen, skabte en helt ny stil, der er grundstammen i den danske romantik: Et tonesprog med ekkoer af nordiske folkesange med molklange- og godt med horn. Men han gik af mode, og gik næsten i glemmebogen, bortset fra den brudevals, han skrev til balletten Et Folkesagn, og som alle danske brudepar har humpet rundt til lige siden.

Ugen bød på tre koncerter, hvoraf jeg var til to.

Gadefest med DRSO: Comala

Dagen efter selve fødselsdagen var der Torsdagskoncert med Gade som eneste programpunkt:

  1. Efterklange af Ossian, opus 1 (1840)
  2. Comala, opus 12 (1846)

Ossian kender vi, men Comala? Hvem eller hvad er det? Tja, det er et oratorie eller syngespil, skrevet på toppen af Gades popularitet i Leipzig: tysksproget drama, der (selvfølgeligt) foregår i det skotske. Groft sagt er det en omvendt Tristan og Isolde: Krigerfyrste drager i krig med sine folk, konen savner ham så meget, at hun ser for sig, at han bliver dræbt, og derfor går hun selv i døden. Hvorpå manden kommer hjem, uskadt. Festligt, ikke? Man kan læse sig til mere hos DR indtil videre.

Orkesteret var  DRSO i lidt formindsket udgave, dirigenten franske Laurence Equilbey, koret DR Koncertkoret, og Comala og hendes Fingal blev sunget af Marie-Adeline Henry og Markus Eiche, henholdsvis. Spændende, for Equilbey er berømt som kordirigent, og Gade var ikke mindst helt vidunderligt god til at skrive for kor.

Men koret og solisterne stod på gulvet bag orkestret og led dermed den berygtede druknedød, der rammer alle sangere i dén sal. Især koret var uvant fladt at høre på og helt blottet for de krigere, der skal i kamp for Fingal. Til gengæld var Marie-Adeline Henrys Comala meget fint fremstillet som en kvinde med pip, rugende og på kanten til det rene vanvid. Jeg ville virkeligt gerne have kunnet høre hende bedre, for det var et rigtigt godt bud på rollen.

Equilbey havde flyttet harpen ind midt mellem første- og andenvioliner, og dét virkede rigtigt fint. Hun havde tydeligvis også bedt strygerne reducere deres vibrato, hvilket pynter på Gades musik. Det er højromantisk musik, men det er stilen fra Mendelssohn – ikke Brahms. Selvom Comala er skrevet for et for datiden stort orkester, så er det altså ikke et senromantisk orkester. Der blev spillet fint uden at være storslået, og vi klappede pænt bagefter. Faktisk var der den nu traditionelle stående applaus, men det var der ikke rigtigt grund til denne gang heller.

Det er måske 100 år eller længere siden, Comala sidst blev opført i København, og der behøver ikke gå 100 år til: Det er et spændende værk på grund af den gode historie og de fine korarrangementer. Som en musiker sagde ved koncertintroduktionen, så er Comala god musik. Men Elverskud er helt enormt meget bedre!

Gadefest med Concerto Copenhagen: Elverskud

Det lille superorkester med periodeinstrumenter spiller primært musik fra det 17. og 18. århundrede med Mozart som tidsmæssigt punktum. Så hvad i alverden lavede de i DRs kæmpestore koncertsal med Beethoven og Niels W. Gade på programmet? Det var vi mange, der gerne ville finde ud af denne lørdag eftermiddag. Programmet lød uskyldigt nok, men det var altså helt uhørt “moderne” for lige netop CoCo:

  1. Beethoven: Symfoni nr. 2, D-dur opus 36 (1802)
  2. Gade: Erlkönigs Tochter, opus 30 (1854)

Altså unge Beethovens første overhovedet-ikke-en-symfoni-af-Haydn, og Gades dejlige Elverskud – men på tysk, og altså med CoCo og deres tarmstrenge, naturhorn og træblæsere uden klapper. Lars Ulrik Mortensen var dirigent uden cembalo, og koncertmesteren var gæstende Peter Hanson fra London – se orkesterlisten her for en stund.

Var Mortensen og resten af CoCo blevet tossede, eller skal de nu til at være et almindeligt kammerorkester? Nej, heldigvis ikke! Alt var som det plejer: CoCo spiller i en sammensætning og størrelse, der passer til den virkelighed, værket er opstået i, og det betyder nul-til-lidt vibrato for strygerne, ventilfri horn og så videre, også for Beethoven og Gade. Man var gået til opgaven på sædvanlig vis: Gå til kilderne, og spil så det, komponisten skrev – men gør det levende. Til denne koncert betød det, at der var klarinetter til stede, men jo altså ikke moderne klarinetter, og at fløjterne var af træ.

Først altså noget Beethoven: Kendt stof for mig, mere uvant for CoCo. Men skalaen talte til deres fordel: de to små violingrupper overfor hinanden med bratsch og cello i mellem sig. Lydmæssigt perfekt afbalanceret mellem de sarte strygere og de sarte blæsere. Den anden symfoni går over stok og sten og er fuld af ungdommelig gåpåmod. Jeg har hørt den med svulstigt senromantisk symfoniorkester og i Livlig Ludwig-stil med Adam Fischer og det nu hedengange DRUO. Af de to foretrækker jeg den sidste: Ludwig er bedre for lille orkester, basta! CoCo er i sandhed et lille orkester og hér i størrelse som et kammerorkester. Men stilen er en anden end Adam Fischers eller Thomas Dausgaards. Det gnistrer, så man kan høre hver en tone, og hvert tema eller frase hopper elegant fra instrumentgruppe til instrumentgruppe. Det er ikke Beethoven som Haydn. Det er Beethoven som fremadstormende post-wienerklassisk og genial komponist, spillet som han kunne have hørt det selv, hvis altså han havde kunnet høre og haft adgang til så fabelagtigt dygtige musikere, som vi har i CoCo. Men fordi instrumenterne er de samme, som Mozart og Haydn havde adgang til, stort set, så lyder de wienerklassisk uden at være det. Fuldstændigt fabelagtig udgave af Beethoven!

Gade skrev Elverskud efter hjemkomsten til København, og den blev hurtigt en gevaldig succes og er det stadig – jeg gætter på, at Elverskud opføres oftere end alle Gades symfonier tilsammen, for det er et ualmindeligt dejligt stykke kormusik med I Østen stiger solen op som det helt store bravournummer for ethvert dansk voksenkor. Denne dag var koret DR Vokalensemblet, solisterne Sophie Junker, Ivonne Fuchs og norske Johannes Weisser som Hr. Oluf. I samtiden blev værket opført i hele Europa – på tysk – og ifølge Mortensen ser det ud til, at Gade faktisk tog udgangspunkt i den tyske tekst i sin musik. Det må vi så bare affinde os med og acceptere, at moderen synger “Mein Sohn” i stedet for “min søn”, og at “Im Osten geht die Sonne auf”.

Samme orkester som til Beethoven, hvilket var cirka halv størrelse af det formindskede DRSO to dage før. Dog to ekstra hornister lånt ude i byen – og så fik man lige set Claudio Flückiger spille ventilfrit, og det kan han selvfølgeligt også, inklusive at ændre “stemningen” ved at skifte bøjninger på instrumentet. Bag dem det lille DR VokalEnsemblet på ca. 20 sangere, og ved siden af hornisterne de tre sangere, der trådte frem, når Hr. Oluf, hans mor, eller den sensuelle elverprinsesse skulle synge. Men altså halv orkesterstørrelse og dermed slankere “sound”. Det klædte Gade, som det klædte Beethoven før pausen. Livligt, spændstigt, og kun sart på overfladen.

Jeg skrev i forrige blogpost, at man skal være mange for at kunne være helt stille, og det må jeg nu trække tilbage: Aldrig er Hr. Oluf død så sagte, og sjældent har elverprinsessen været så indsmigrende killingeagtig. I Østen stod solen op og svævede over land og by, fnugfrit, elegant, og ekvilibristisk.

Denne koncert blev optaget og bliver udgivet af Dacapo på et eller andet tidspunkt – og det er en CD, jeg skal have!

 

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: