Menu Forside

DRSO med ungt blod i Koncerthuset

Den første Torsdagskoncert i februar bød på et velkommen tilbage til den seneste vinder af Malko-konkurrencen, den 34 årige taiwaneser Tung-Chieh Chuang, der havde sammensat et program af blandede bolsjer. Blandt bolsjerne fandt vi Andreas Brantelid som solist i den helt urimeligt vidunderlige cellokoncert af Dmitri Shostakovich, og det alene fik mig afsted.

Malko-konkurrencen er en af flere konkurrencer, hvor unge dirigentspirer prøver kræfter med diverse orkestre og hinanden. Jeg dyrker ikke fænomenet selv, men det er lidt af en københavnerbegivenhed at opleve den hyperintense uge med Malko-konkurrencen. Chuang er altså den seneste vinder og er stadig ved at udvikle sin karriere. De mange koncerter med forskellige orkestre, som vinderen får, er med til at udvikle talentet, og nok så vigtigt får man prøvet kræfter med det store standardrepertoire sammen med orkestre, der faktisk kan spille det. Som udviklingsmodel er det uforligneligt, og som bonus får vi besøg af nogle interessante dirigenter ude i den blå firkant.

Koncerten

De blandede bolsjer var:

  • Rimskij-Korsakov: Ouverture til Zarens Brud (ikke at forveksle med Smetanas Den solgte Brud)
  • Shostakovich: Cellokoncert nr. 1, Es-dur
  • Saint-Saëns: Symfoni nr. 3, c-mol (Orgelsymfonien)

Den røde tråd ser ud til at være “knald på musikken”, eller noget i den retning: Nationalt opbyggelig operamusik, teknisk hundesvær cellokoncert med rødder i stalinismens indre terror, og en fransk bulderbasse af en symfoni.

Til min glæde var aftenens koncertmester hentet ude i byen: Joen Gjesme med en nutid i Copenhagen Phil og en fortid i Det kongelige Kapel. Og efter at have pudset brillerne anede jeg en anden gæst på bageste række: Basunisten Jesper Busk Sørensen, der ellers slår sine folder hos Berliner Philharmonikerne. Og så et glædeligt gensyn blandt fløjterne i form af unge Francisco López Martin.

Altså, først en forret: Ouverturen til Zarens Brud, skrevet i 1898 som led i projekt national opbygning til afstivelse af zarrigets moralske rygrad. Dirigenten kommer ind, spinkelt bygget i et tætsiddende kjolesæt. Han smiler høfligt hele vejen rundt, og så vipper pinden gang i musikken. Det begynder forsigtigt men bliver hurtigt til en ægte ouverture for en opera med historien som emne: stolt musik med sværmende violiner og truttende messingblæsere. Her leveret med overskud af DRSOs erfarne musikere.

Efter en kort omstilling skal vi have noget mere mættende: Shostakovich skrev sin første cellokoncert til sin gode ven Mstislav Rostropovich og er derfor ikke for tøsedrenge: Man skal kunne sit grej som solist, herunder spille en lang mellemsats helt solo. Brantelid spiller for tiden på en fin Stradivarius, og han fik brug for alle klangfarver undervejs. Vi begynder med tonerne D-Es-C-H kastet op af solisten og gentaget af orkesteret. Første sats hopper og danser en djævledans; andensatsen er mere indadvendt og fortæller om ensomhed og sorg, et horn kommenterer, et celeste tripper stille afsted i baggrunden; i den særprægede mellemsats er solisten helt alene, graver hjerteblod frem og synger om frygt og smerte; og endeligt får vi en sidste sats, hvor musikken danser på Stalins grav i hævngerrig triumf. Uha, altså! Et sidste paukeslag, og endeligt kunne jeg trække vejret igen (i mit tilfælde uden at hoste!) og klappe hænderne ad led af Brantelid. Heldigvis havde han overskud til et lille ekstranummer, nemlig sarabanden fra Bachs første cellosuite: vederkvægende efter Shostakovich’ mareridtsfortælling.

I pausen tankede jeg op på væskedepoterne, for alt hosteriet blandt mine publikumsfæller havde gjort mig tør i halsen. Jeg undres til stadighed over folks manglende evne til at kvæle hosten i opløbet eller som minimum forsøge at begrænse skaden ved at undgå at pruste alle bacillerne ud over de 500 nærmeste. Sommetider overvejer jeg, om man kan blive syg af at gå til koncert – især i Koncerthuset, hvor man jo kan hoste på hele publikum samtidigt, da alle kan se og høre alle. I hvert fald skyndte jeg mig at spise nogle halspastiller og skylle godt efter….

Men vi skulle jo have en fransk symfoni nu. Orkesteret var vokset tilbage til fuld størrelse, og orgelpulpituret stod klar. Jeg har hørt symfoni nr. 3 af Saint-Saëns før og kan godt lide dens kombination af det svulstige og det elegante. Første sats er en slags fransk romantisk sidestykke til førstesatsen af Beethovens 5. symfoni, der jo også starter i c-mol og slutter i c-dur. I stedet for skæbnens banken på døren bruger Saint-Saëns en lille stump af den gamle melodi til Dies Irae, som munke messede på i århundreder og som har rødder endnu længere tilbage. Den dukker op igen og igen gennem hele værket i forskellige forklædninger og lyder til tider som det rene filigran, men det ér altså den yderste dag, det handler om hos Saint-Saëns. Det understreges med flittig brug af et klagende engelskhorn, der får de vimsende violiner til at flygte. I stedet får vi en ny, langsommere sats, hvor violinerne synger en melodi med orglet som en blid og sart hjælper. I 3. og 4. sats buldrer det til gengæld derudad. Først med et klaver som akkompagnement og til sidst med orglet for fuld udblæsning, så vi alle får sat nye frisurer. Undervejs er der indlagt tænkepauser af stor skønhed og fint obospil, men det er orglet, der vinder. Det understreger det religiøse aspekt af diskussionen om liv og død og hvordan man bruger livet på vej mod døden – helt uden at være kirkemusik.

Dirigenten slår af, vi klapper, han takker Per Salo for orgelmusikken og bukker for os og musikerne. Jeg flygter fra den stående applaus, så når koncerten i efteråret bliver sendt på en obskur TV-kanal, vil man muligvis se mig vimse op ad trapperne på anden balkon, for jeg ville hurtigtst muligst hjem i seng.

Dommen

Efter onsdagens sene opera om dødsstraf og den slags, var det nærmest en lettelse med en suppe-steg-is af en symfonikoncert. Min travlhed med at komme hjem havde ikke noget med skuffelse over koncerten. Næ, det var en god koncert, professionelt leveret af DRSO. Dirigenten, Chuang, er et interessant bekendtskab; han har tydeligvis tænkt over musikken og hvad, han vil have ud af den. Han virker stilsikker men er stadig i udpræget grad i begyndelsen af sin karriere og har meget at lære om faget “brug af symfoniorkester” og hvordan, det virker i praksis. Det er det, de mange Malko-koncerter kan hjælpe med, og det er det, Malko selv i sin tid insisterede på, efter sigende.

Men det var en gang blandede bolsjer, der hver især smagte godt, men gav et lidt rodet samlet billede. Aftenens vinder var ikke orglet, selvom mine publikumsfæller mente det. Nej, det var Shostakovich! Den lille D-Es-C-H figur er ham selv translittereret på tysk, som var normen dengang, mens jeg er en senere generation (dog) og translittererer på engelsk (det meste af tiden). Cellokoncerten er et mirakel i sig selv, der opsummerer de mange års terrorstyre og hvad den slags gør ved mennesker. Som med så meget andet af gode gamle Dmitri, så er det et isbjerg af et værk, hvor der ligger utroligt meget under overfladen. Det fik Andreas Brantelid vist os noget af, og trist for den, der ikke følte sig dybt berørt under solosatsen.

Hvor er vi heldige, at Andreas Brantelid har rødder i København og derfor er relativt nem at få til at give koncert i byen. Talentet har været åbenlyst i årevis, men nu er karrieren i fuld gang. Han sparer ikke på noget: der investeres i hvert værk, og hans klang er varm og dvælende selv i de mest gnistrende marchtakter. Lækkert med lækkert på! Jeg har lige hørt et interview med ham, optaget lige efter hans ekstranummer, og hans første sætning er: “Jeg har mælkesyre i armen”, og dét tror vi! Med denne koncert fik Brantelid endeligt fjernet det sidste af “for han er en af vor egne”-fnulleret, der til tider har fremmet hans nuttethed og skjult de begrundede ambitioner – men han ér stadig en af vor egne og spillede derfor med i cellogruppen i symfonien. I øvrigt siddende ved siden af sin kone, der var med blandt bratscherne denne aften, og som fik hans buket og et kys efter cellokoncerten. Sådan noget varmer tantens kolde hjerte, men når det gælder musikken tages ingen gidsler, og Brantelid er ikke længere vidunderbarn men en moden og overlagt kunstner, og det er dét, vi kan lide ved ham.

Bloggen er igen kommet bagud, for jeg var til gode koncerter i januar også, men forhåbentligt dukker de op her inden længe…. for der skal skabes plads til senvinterens og forårets mylder af oplevelser. og om et par dage kommer DRs katalog for næste sæson, så der er meget at se frem til. For selvom jeg virkeligt, som i virkeligt ikke kan lide DR Koncerthuset, så kan jeg fortsat vældigt godt lide DRSOs koncerter og vil fortsætte med at dukke op som i protest.

Lige et tip til vaneforbrydere og andre: DR er stadig i gang med at flytte rundt på tingene på det nye website, men programmer og orkesterlister ligger nu på http://drkoncerthuset.dk/dr-symfoni-orkestret/program-og-orkesterlister/. Link til denne koncerts program er her og orkesterlisten her.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: