Menu Forside

András Schiff som dirigent og klavergud

 

Der er klaverstjerner, og så er der András Schiff i en kategori for sig selv og ganske få andre. Ikke mindst hans anden omgang med Beethovens klaversonater rammer mig lige i hjertekulen, og heldigvis kommer han forbi en københavnsk koncertsal med få års mellemrum.

Men er han også dirigent? Tilsyneladende ja, for den forgangne uges Torsdagskoncert bød på Schiff på dirigentpodiet såvel som på klaverbænken. Det måtte jeg da opleve, især på grund af det midterste programpunkt: Beethoven!

Koncerten

Programmet var nøje sammensat af Sir András himself:

  1. Schubert: Gesang der Geister über den Wassern, D-714
  2. Beethoven: Klaverkoncert nr. 1, C-dur, opus 15
  3. Haydn: Missa in Angustiis (Nelson-messe)

Altså 3 wiener-komponister på hver sin måde og forbundne i tid om end ikke stil. Beethoven var meget kortvarigt elev hos Haydn, og Schubert var hunderæd for at møde Beethoven på gaden. Hér altså sat sammen i omvendt kronologisk rækkefølge for at danne det typiske suppe-steg-is program: Et kort værk, et værk med solist, pause, og så et længere og substantielt værk. Men Schubert og Haydn troppede op med ganske uvante værker i dén sammenhæng.

Schubert skrev åbenbart flere værker over et digt af Goethe, der skildrer den menneskelige sjæl som det højromantiske vandfald Staubbach. D-714 er sidste bud på værket og er noget så sært som skrevet for ottestemmigt mandskor og et halvt strygeorkester, hvor violinerne er fjernet. Det giver en mørk klang og burde være lige noget for tanten. På dr.dk kan man finde et interview, hvor han beskriver værkets betydning for Schiff, så måske derfor var koreografien sat i højsædet: Tom scene, og så defilerer kor og strygere ind i fire rækker. Forrest på scenen celloer og bratscher, på hver yderside to basser, og bag orkesteret to rækker med kor. I vanligt sløvt tempo trisser dirigenten ind, hilser, samler tankerne og sætter værket i gang. Det er fløjlsblødt og lækkert, og dog handler det om menneskets sjæl og forholdet til Gud: ”Den menneskelige sjæl ligner vand: Den kommer fra himlen, den stiger op til himlen, og den må igen tilbage til jorden; evigt skiftende.” Jeps, Goethe i topform, og et kerneemne for Schubert, lidt a la Der Leiermann i Winterreise.

Godt så:  Ind med flyglet i midten af orkesteret, tilføj et par håndfulde violiner og et par pauker, og fjern to af fire basser. Så er vi klar til aftenens store nummer: Schiff spiller Beethoven!

Flyglet står på skrå midt i strygergruppen med låget på høj pind. Dermed kan Schiff få øjenkontakt med de fleste musikere. Han sætter orkesteret i gang stående, og sætter sig så for at spille sine kadencer. Den såkaldt første klaverkoncert er Beethovens andet bud på at modernisere Mozarts format med vild virtuositet – et visitkort, der skulle åbne døre for klaverfænomenet Beethoven. Kernerepertoire for eksperten Schiff, og virtuositeten får fuld skrue med triller og perler. Jeg er henrevet og smiler fra øre til øre, og musikerne skynder sig med de sidste toner, så de kan klappe højlydt ad solisten, der tager de sidste klavertriller stående.

Vi får et ekstranummer af Mozart for at rense luften efter Beethovens eksplosioner, og publikum og orkester lader bifaldet stige til nye højder.

Efter pausen altså et sent værk af Haydn, en messe skrevet under Napoleonskrigene og afsluttet lige efter Slaget på Nilen, heraf det senere tilnavn. Det kræver fire sangsolister og et stort kor til at overdøve det fortsat lille orkester. De fire solister er plukket i det tyske: Anna Lucia Richter, Britta Schwarz, Julian Prégardien og Robert Holl. Messen forløber som messer nu engang gør; et Kyrie fra koret, der besvares af solisterne, mens orkesteret danner baggrund. Er man vant til Haydns Skabelsen, så lyder dette værk helt anderledes. Det lyder heller ikke som Mozarts eller Beethovens bud på messer og reqvier, men det er stor musik for koret og fuld af lækre kombinationer og arrangementer. Klapsalver, og så ud i den kolde aften med hovedet fuld af Beethoven.

Dommen

Jeg har det generelt svært med solisttjerner, der påtager sig dirigentrollen. Det går normalt OK, fordi stjernen er stjerne fordi han/hun er et gennemmusikalsk menneske med god indsigt i partituret. Men OK er sjældent godt nok, jo, så hvad med klaverstjernen Schiff som dirigent?

Tja, en stor dirigent er han ikke. Måske knapt nok dirigent overhovedet. Men han kan kommunikere sin mening med musikken til musikerne, og derfor går det bedre end OK. Hans fortolkning af Haydn, Beethoven og Schubert er indsigtsfuld og personlig, og han fik kor og orkester til at formidle den. Schiff dirigerede med partitur i Haydn og uden i de to andre værker, men der er godt nok også flere ting at holde styr på i messen.

Haydns messe var en messe af Haydn – dem har jeg endnu ikke formået at prikke hul på, men generelt har jeg det svært med kirkemusik i koncertsalen. Af de fire solister i denne messe er sopranen vigtigst, da hun har langt de fleste soli – Haydn har tydeligvis haft adgang til en supersopran, da han skrev værket, for det er en ekvilibristisk stemme. Unge Richter klarede det fint, såvidt jeg kunne bedømme det, men måske var der en usikkerhed på forhånd. I hvert fald listede en sopran fra koret sig frem og satte sig demonstrativt på kanten af orkesterpodiet, lige inden Schiff slog an. Da Richter kom godt i gang, listede korsopranen tilbage igen. I en tid, hvor der sker sære ting hver gang, jeg er til koncert ude i den blå firkant, så vælger jeg at afskrive også denne som et nåja. Det var en dejligt musikalsk udgave af en messe forstået på den måde, at der blev musiceret, og det lød varmt og rart. Fortjente klapsalver til alle, og et håndtryk til de forreste pulte fra Schiff.

Det første værk var også lækkert at lytte til. Korets stemmer flettede sig ind og ud ovenpå de flydende toner fra de dybe strygere. Schiff lagde vægt på detaljer i prøveforløbet for at få klangen lige nøjagtigt derhen, hvor han ville have den, efter sigende. Alle de dybe stemmer fik mig til at tænke på Studentersangforeningens udgave af Kornmodsglans for mange år siden – der var den samme blødhed over foretagendet. Schiff var tydeligvis dybt investeret i værket, hvilket gav det en inderlighed, der var ganske rørende. Et lidt sært værk, men altså rørende.

Men. Det er altså som pianist, at Schiff stråler. Schiffs evne til at lade hver tonen stå krystalklart men samtidigt fuld af farver er ganske enkelt fænomenal. Denne såkaldt første klaverkoncert er stadig meget Mozartsk i sin struktur, men det er umiskendeligt Beethoven som ung mand, netop ankommet til Wien fra det tyske bøhland og i gang med at opbygge et renommé som klaverløve. Schiff gik til værket som den mester han er: Klart artikuleret skildring af en selvsikker og selvbevidst komponist, der med dette værk stemplede ind i musikhistorien. Hans kadence i første sats var fuld af unge Ludwigs bravour men også vittig. Tredjesatsens rondo fik lov til at boble, og vi havde det rigtigt sjovt undervejs. Schiff inviterede musikerne til musikalsk legetime på et skyhøjt niveau, de fulgte ham, og resultatet var et pletskud.

Schiffs Beethoven vandt aftenen med Schubert på andenpladsen. Jeg fulgtes i metroen med en ung mand, der som jeg var kommet for at høre Schiff spille Beethoven. Vi var rørende enige om, at vi fik, hvad vi var kommet efter, og at det var rigtigt svært at lande igen. Desværre er dr.dk under ombygning, så jeg har ikke kunnet finde et link til at genhøre koncerten. Jeg håber, det dukker op et sted, for Schiffs Beethoven skal opleves igen og igen og igen og igen og igen.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

1 reply

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: