Menu Forside

Kongelige svaner og tenorer i dametøj

Purcells barokmusik til operaen The Fairy Queen og Tjaikovskijs überromantiske balletmusik til Svanesøen har intet med hinanden at gøre, bortset fra at jeg i sidste uge oplevede begge dele på Det kongelige Teater. To diametrale modsætninger mødes i én blogpost, og så må vi se, hvordan det går.

The Fairy Queen

Jeg har det fint med barokmusik, men jeg er helt pjattet med Concerto Copenhagen. En gang eller to per sæson stiller de op som operaorkester på Gamle Scene til en gang mere eller mindre barok opera. I år altså først på sæsonen med Henry Purcells berømte og berygtede opera (meget) frit efter Shakespeares skuespil En skærsommernatsdrøm, der bare sådan helt tilfældigt er et af mine to favoritstykker af unge William. Så hvorfor var jeg der ikke til premieren eller en af de første forestillinger? Hvorfor vente til et af de sidste bud? Tja, ikke mangel på interesse, mere mangel på plads i kalenderen.

Historien er i denne opsætning, som jeg virkeligt håber får en længere løbetid, helt ofret til fordel for maleriske billeder og god musik. Scenografi af Aniara Amos og totalt syrede kostumer af Jorge Jara – og så Lars Ulrik Mortensen i spidsen for et skarpt CoCo nede i graven. Sidstnævnte leverede fint intro-spil, mens publikum fandt på plads et kvarters tid før start, og spillede skarpt Purcell de næste to timer. En fin violinsolo undervejs af Peter Spisky løftede niveauet og min generelle velvillighed yderligere.

Oppe på scenen startede vi med et flystyrt og Puk som eneste overlevende. Spillet af en absolut fin Ole Lemmeke var denne fortællerstemme jævnligt ved at trække tempoet ned og distraktionen op. Men lige begyndelsen, hvor Puk forsøger at stampe et ensemble på benene baseret på “frivillige fra publikum”, var meget morsom, ikke mindst Puks kommentar om de mange svenskere. Resten af forestillingen er en samling tableauer med dejlig sang og musik plus sære kostumer. Mine favoritter var en fin scene med Jacob Block Jespersen (jovist) som fordrukken digter, mens resten af det lille sangerensemble var klædt ud som havneludere med ret til egen lygtepæl. Et flot billede og vældigt fint leveret. Desuden en scene med ægteparret i ægtesengen og hvad man kan gøre dér med Henning von Schulman (i falset og meget morsom) som Vor Mor, besøgende Peter Harvey  som længselsfuld Vor Far, og ligeledes besøgende Ed Lyon som TV. Dertil meget rørende scener med Maria Keohane som den søgende alfedronning Titania, der udforsker kvindelivet, og Sine Bundgaard som bl.a. havneluder og gudinden Juno, men hele vejen ualmindeligt fint syngende. Og ikke mindst de 6 mandlige sangere plus 4 statister, der scene efter scene dukkede op i morsomme eller simpelthen barokke kostumer, herunder skyer og røde laksko.

Billedsiden var altså sjov og godt leveret, og lydsiden helt i top i kraft af CoCo. The Fairy Queen går en gang eller to endnu, så afsted med jer!

Svanesøen

Inde i de fleste piger lever drømmen om (en hest og) tonsvis af tyl og svanefjer i form af ballerinaer i Svanesøen (og en hest – uden tyl og i en helt anden sammenhæng). Således også i en vis udstrækning for mit yngre selv og mit nuværende mig (minus hest, altså).  Tjaikovskijs musik er bedårende som suite, men balletten ligger det tungere med. Det er uhyre sjældent, at man går til balletten for musikkens skyld, men i dette specifikke tilfælde bør man gøre en undtagelse: Det kongelige Kapel spiller skarpt og lidenskabeligt, mens Balletten danser uinspireret oppe på Operaens store scene.

Hvis man ikke kan sige noget pænt, bør man tie stille, har jeg hørt. Så jeg vil ikke sige (ret) meget om Balletten og i stedet rose scenografiens store papirklip og glitrende træer og de fabelagtige violinsoli  fra orkestergraven. Førstnævnte ved Mikki Kuntuu, sidstnævnte ved Tobias Durholm. Dirigenten var purunge Alexander Prior, og det slap han pænt fra, muligvis i kraft af Kapellets kvalitet og trods dårligt siddende kjolesæt. Mia Steensgaard har lavet vanligt store kostumer, men ikke helt så gode som vi er vant til fra hendes side.

Oppe på scenen stolprede danserne rundt, men til min udelte overraskelse var netop mængden af svaner fin – og de var tilmed næsten, ikke helt men dog næsten synkrone i armene. Sammenlignet med besøget fra St. Petersborg var det måske … stort slået op og knapt så stort leveret. Måske var det tredjeholdet, jeg så, men kontrasten til Kapellet i noget nær stærkeste opstilling var mærkbar. Og så har jeg sagt det før: Hübbe er måske OK som balletchef, men nogen stor koreograf er han ikke. Opsætningen blev delvist reddet af med-koreograf Silja Schandorffs erfaring med dobbeltrollen Odette/Odille, der gav nogle fine svanebevægelser og et godt forsøg på en Odette, som stakkels Caroline Baldwin desværre ikke helt kunne leve op til. Baldwin var dog helt fin som rapfodede og triumferende Odille.

Nej, jeg holder mig væk fra Den kongelige Ballet et godt stykke tid endnu. Men ih hvor det var fint spillet af Kapellet!

Kategorier:ballet opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: