Menu Forside

12 berlinske cellister debuterer i København

Hvad gør man, når man er tysk ambassade i København, og man nærmer sig 25-året for Tysklands seneste samling? Jo, man inviterer til koncert med de berømte 12 Cellisten der Berliner Philharmoniker, inviterer hele det københavnske ambassade-land til koncert og efterfølgende reception, og lader DR udbyde billetter til resten af salen i DR Koncerthuset.

Vi var mange, der købte de overskydende billetter, for det var første gang nogensinde, ensemblet var i Skandinavien, og sjovt var det at se så velklædt et publikum med så mange uniformer (militærattachéer) og så mange tysktalende i DR Koncerthuset sådan en regnfuld søndag eftermiddag.

Koncerten

Altså, ensemblet er noget for sig, for det er (selveste) cellogruppen fra (selveste) Berlinerfilharmonikerne. Siden 1972 har de haft et delvist selvstændigt liv som “Die Zwölf“, der startede som et frisk bud på en genopførelse af  Julius Klengels “Hymn” fra 1922 i halvtredsåret. Siden da har cellogruppen haft dette semiselvstændige liv som ensemble, og har budt på meget forskelligartede koncerter med en blanding af arrangementer af velkendt musik og nyskreven musik til lige netop 12 cellister.

Programmet denne søndag (klokken 14, så det passede med den efterfølgende reception for det mere eller mindre officielle Tyskland-i-Danmark) :

  • Bach: Brandenburg-koncert nr. 6, Allegro (arr. Valter Despalj og Ludwig Quandt)
  • Schumann: Waldscenen opus 82 (uddrag, arr. Ludwig Quandt)
  • Boris Blacher: Blues, Espagnola, Rumba philharmonica
    <pause>
  • Piazzolla: Lunfardo (arr Harold Noben) & Revirardo (D. Riniker)
  • Joé Carli: PAra Osvaldo Tarantino
  • Jorge Bén: Mas que nada (arr. Valter Despalj)
  • Kaiser-Lindemann: The 12 in Bossa Nova
  • Salgan: A Don Augustin Bardi (arr. D. Riniker)
  • Piazzolla: Soledad (arr. Quandt), Escualo (arr. Riniker), Tres minutos con la Realidad (arr Riniker)

Altså: Før pausen hardcore symfoniske værker, og efter pausen en ekstravaganza af mere eller mindre sydamerikanske perler, som er den egentlige grund til, at Die 12 er blevet (næsten) mainstream-populære. Berlinerfilharmonikernes årlige koncert på Waldbühne er som regel udsolgt, men hvis Die 12 optræder med lidt tango-lir, så er der totalt udsolgt og venteliste, har jeg hørt. Nu leverer ensemblet strengt taget ikke tango-lir men hardcore celloarbejde for de ældste klasser, altså.

På scenen står 12 nodestativer i en halvcirkel, så alle kan se alle i ensemblet. Musikerne tripper ind med deres celloer af forskellig men meget høj værdi, og vi klapper begejstret på forhånd. Værkerne går hånd-i-hånd, musikken hopper ekvilibristisk fra musiker til musiker, og og vi klapper hænderne ad led.

Dommen

De er uden konkurrence, men ikke udenfor dom. Det er et fabelagtigt ensemble og fabelagtigt i sig selv, sådan at kunne markedsføre med success en delmængde af et med rette verdensberømt symfoniorkester. Solocellist Ludwig Quandt har arrangeret et antal værker til dette ensemble, der ikke rigtigt kan eftergøres af andre: Det kræver cellister af verdensklasse, der er vant til at indgå i en delmængde. Lydhørheden og ekvilibrismen er uovertruffen, for alle 12 skal være virtuose og dog supplere hinanden. Resultatet er overvældende, for i hvert værk og arrangement hopper melodi, tema, grundrytme og kontrast flittigt fra musiker til musiker i forskellige konstellationer. 12 ens instrumenter kan kombineres i grupper af 3×4  eller af 1×12, for eksempel. Berlinerne veksler flittigt mellem solister og duo, trio, kvartet, og så videre. Netop fordi, de er så fabelagtige individuelt, fungerer de vildt avancerede arrangementer. Et eksempel på en indspilning findes på Spotify.

I Bach var det tæt på at kæntre, for instrumenterne er jo enslydende og tempoet for højt til at vi kan følge kontrapunkterne. Et vildt sats fra Berlinerne, men i Schumann og det til dem skrevne værk af Blacher viste Die 12 virkeligt, hvorfor de er berettigede som eget ensemble af allerhøjeste kvalitet: Alle 12 cellister var virtuose og arrangementerne fremviste dette. Grupper af 2, 3, 4, 5, og enkelt soliststemme i ny og næ. Og grupperingerne skiftede hele tiden – en basso continuo blev lige pludseligt ekvilibristisk solist, solistgruppen blev pludseligt delt i solo og kontrapunkt. Selve måden, stemmerne hoppede rundt i halvcirklen var fuldstændigt bedårende – og nok så meget et tegn på tillid. Jeg har sjældent hørt arrangementer, der på samme måde hoppede fra instrument til instrument. I Bach var det næsten én farvelade, men i resten, og især i Schuman og Blacher var det berigende.

Celloen har mange klange, og i hænderne på virtuoser er  der næsten ingen grænser. Lige pt er jeg temmeligt mæt af celloklange, men ih altså, hvor Berlinerne  er gode!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: