Menu Forside

Kgl. kammerkoncert med Kodály & Brahms

Det er en ny sæson på hovedstadens scener, og blandt de absolut smukkeste scener er Takkelloftets foyer ude på Operaen. Med pæn margen er det den scene, der har den bedste udsigt, hvis musikerne skulle tage sig tid til at se ud over Københavns Havn. Heldigvis for os tager de sig ikke tid til den slags, for de har travlt med at begejstre os med deres begejstring for de musikalske frikvarter om søndagen en god håndfuld gange i sæsonen.

Sådan har det i hvert fald været, men denne sæsons budget har betydet nedskæringer for Det kongelige Kapel, og det er der sagt og skrevet og ment meget om. En af konsekvenserne er foreløbigt, at de kammerkoncerter, som musikerne (og andre) mener er så vigtige for orkestrets musikalske udvikling og sammenhængskraft, nu hænger i en spinkel tråd. De afhænger nu udelukkende af kapelmusikernes interesse, insisteren og viljestyrke – og af vores, publikums, interesse og villighed til at komme derud på Dokøen til kammermusik.

Hvorom alting er, så var det sommer og søndag – og 25. september.

Koncerten

Endnu en strålende smuk septembersøndag i et år med gråvejr og uldne trøjer cyklede jeg gennem byen til Dokøen. Det var der så mange andre, der også gjorde, dog desværre ikke for at komme til kammerkoncert. Byen myldrer med mennesker, men kun få turister finder vej til koncertsalene, og de lokale gider da slet ikke.

Programmet skulle have budt på Kodály, Spohr og Brahms, men det endte altså med:

  1. Zoltan Kodály: Duo for violin og cello, opus 7
  2. Johannes Brahms: Klavertrio nr. 1 i H-dur, opus 8

Kodály kender jeg dårligt nok, og Brahms er jeg (jo) ikke fan af, så det kunne virke som lidt op ad bakke. Men det var det ikke! Jeg var ivrig efter at støtte konceptet og undlod gladeligt 1½ times solskin for denne koncert.

Det var der så ikke så mange andre, der gjorde. 20 minutter før start var vi 12 i foyeren, herunder 1 bag baren og to betjente. Der var altså rigeligt plads til at brede sig, og det var panikken tæt på at gøre. Heldigvis kom der flere, men fratrukket diverse kapelmusikere og andre ansatte ved Det kongelige Teater var vi måske en 20-25 stykker eller så i publikum. Av!

En lidt anspændt atmosfære altså, men solocellist Joel Laasko bød velkommen (på flydende dansk), og vi klappede entusiastisk de to musikere ind til Kodály. Som sagt kendte jeg ikke værket, men jeg har tidligere fået positive overraskelser serveret til en kammerkoncert med Kapellet. Det hedder altså en duo, og dét er det – en samtale mellem to instrumenter, der supplerer og gentager hinanden. Måske lidt som to gamle venner, der debaterer verdenssituationen for 117. gang? Vi er jo i det ungarske kerneland, og Kodály skrev i årene for ungarsk national (gen-)opbygning i hele første halvdel af det 20. århundrede: det er folkemusik på et intellektuelt plan. Denne duo er opus 7 og dog fra det skæbnesvangre år 1914. Verden er altså ikke gået under endnu, men musikalsk strækker vi os i tøjret. Der krattes og synges på skift og tilsammen. Flot!

En kort pause til at nyde udsigten, og så kommer en violinist, en cellist og en pianist ind til en gang Brahms.

Lige netop denne gang Brahms kender jeg og påskønner: Det er fremragende kammermusik! Vi begynder med en sang sat i gang af klaver og cello, som violinen kobler sig på. Sangen fortsætter hele første sats. Anden sats er en scherzo og virkeligt sjov, når musikerne giver los. Tredje sats er en efter min mening sørgelig adagio, der forløses af et festfyrværkeri i sidste sats. Hér blev især anden og tredje sats virkeligt spillet kammermusikalsk, hvilket ikke er en given faktor, når det jo ikke er en fast trio, der spiller.

Vi klappede højlydt, gjorde vi, få som vi var!

Dommen

Musikerne havde tydeligvis igen valgt musik efter egen smag i stedet for at satse på stensikre hits (giv folk hvad de vil have (Mozart), og de dukker op i stimer!). Desværre fik jeg ikke noteret musikernes navne, for de er på mystisk vis forsvundet fra websitet. Dog véd jeg, at duoen af Kodály blev spillet af altid spændende Therese Andersen og den nye cellist Lev Sivkov, som jeg opdagede ved første pult forleden til en gang Svanesøen, der forhåbentligt kommer på bloggen snart. Cellisten i Brahms var Elen Lure Haakensen, men det må blive ved det.

Det var et pauvert publikum med stort set kun de allermest standhaftige og alt for lidt af det løse, og det kunne man se på musikerne, når de trippede ind fra mellemgangen. Men vi fik fuld valuta for det 150 kroner, som sådan en billet koster: Musikerne har investeret musikalsk i disse koncerter, og det kan høres! Der røg adskillige buehår i Kodály, hvilket ikke er et kvalitetsmærke i sig selv, selvfølgeligt. Men det var medrivende, og det gjorde musikken interessant.

Brahms første klavertrio er en gammel traver men god ikke desto mindre. De tre kvinder serverede den med intensitet, insisteren og kommunikation. Jeg har sjældent hørt den bedre af et ensemble, der ikke er fast sammenspillet. Meget, meget flot af de damer!

Desværre er jeg anderswo engagiert på søndag, hvor anden kammerkoncert desværre finder sted. Men jeg kan kun opfordre til at komme af huse og dukke op til en af de ganske få kapelkoncerter i denne sæson, inden det hele smuldrer for øjnene af os. Her er listen, og kom så i gang!

Koncerter med Det kongelige Kapel 2016-17

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: