Menu Forside

Mahler-brag da Luisi blev chefdirigent for DRSO

Det er blevet september, og dermed starter efterårssæsonen i koncertsale og operahuse. Ude hos DR valgte man at skyde sæsonen i gang 1. september med Mahlers niende symfoni, dirigeret af den kommende chefdirigent, Fabio Luisi. Og når man så var i gang, kunne man så tilmed fejre, at Luisi samme dag overtog chefdirigentposten det meste af et år for tidligt. Fest med fest på, for Luisi er dels en fremragende dirigent og dels meget begejstret for Mahler.

Koncerten

Årets første nominelle efterårsdag bød på solskin til en afveksling. Det er jo rart nok, men betyder, at man bliver blændet, når man kommer op ad trappen til foyeren i DR Koncerthuset. Akkeja.

Ind på anden balkon, men et uvant stykke ude i højre side af en eller anden grund. Det giver fin udsigt til orkesteret og ikke mindst klar tone fra tubaen – til gengæld mister man helt de fine nuancer i træblæserne. Scenen var godt fyldt ud (det var jo Mahler), men det var publikumsrækkerne også – på trods af at det var Mahler.

Ind flyver Luisi, hilser, bøjer hovedet for at fokusere og muligvis for at afvente de sidst ankomne publikumsmedlemmer, og så: Dybe, svævende horn og celloer, en harpe, violinerne begynder en sang om det levede liv, mens de dybe strygere sætter spørgsmålstegn. Pludseligt et trut, Luisi spreder armene, og vi overskylles af vellyd.

Første sats er lang, langsom, og smuk. Melankolien er til at føle på: Hele tiden føres vi frem mod et crescendo, der så ikke sker. Måske ligesom i livet?

Anden sats er stik modsat med tempo og humor. Truttende fagotter danner grundlag for en lidt gumpetung hopsa, der er sjov for alvor eller alvor for sjov. Luisi sætter et tempo, som understreger det hoppende, men stortrommen viser klart, at dette ikke er en hopsa, man kan danse til.

I tredje sats udvikler musikken sig til det rene galimatias, eller rettere en burlesk rondo. Violinerne spiller småstumper, så blodet springer, celli spiller modsatrettede stumper lige så hurtigt, messingblæserne trutter løs, træblæserne hopper fortvivlet rundt, og pauken sætter punktum igen og igen, uden at punktummet bliver sat. Musikken er til at blive rundtosset af i sig selv, og Luisis tempo er lige ved at føre os til galehuset. Går det for hurtigt? Måske, men musikerne farer heldigvis ikke vild undervejs.

Til sidst endnu en stor, langsom og smuk sats, hvor melankolien vendes til en afsked. Men afsked med hvad? Jeg er endnu ikke mahlerianer nok til at kunne genkende de elementer fra bl.a. Kindertotenlieder, der optræder i fjerde sats, men selv jeg kan høre smerten og kærligheden i musikken. Men er dette en afsked med livet eller en kærlighedserklæring til den utro hustru, Alma? Jeg ved det ikke, men efter stormen i tredje sats er fjerde en overvældende smuk nedtrapning af alt.

Vi kan dårligt trække vejret til sidst, og alle læner sig frem for at opfange de sarte toner. Til sidst dør musikken ud midt i en tone, vi vender langsomt tilbage til livet, og bifaldet kan brage løs.

Stående bifald som sædvanligt derude i den blå kasse, musikerne takker Luisi med en touche, og Luisi takker alle musikerne med et håndtryk.

Dommen

Musikken først: Det er en vidunderlig symfoni, fuld af yderpunkter og hårrejsende smukke passager. De to midtersatser er nærmest hvirvelvinde af indtryk, og Luisi satte som sagt et meget hurtigt tempo som for at understrege hurlumhejet. Mit indtryk af især tredjesatsen var nærmest som det store maleri Titanernes Fald på Statens Museum for Kunst – et virvar af farver og former, der er overvældende, hæsblæsende og næsten, men ikke helt, for meget.

Som kontrast tog Luisi sig tid til at lade fjerde sats udfolde sig helt i ultrasagte strygere. Mahler selv bad om, at satsen blev spillet “sehr langsahm und noch zurückhaltend”, så det blev den. De sidste små 10 minutter dør alt væk, så kun strygerne hvisker blide suk om livet og, især, døden. Så sagte, så smukt, så ekstremt.

Derfor var det ekstrairriterende, at et publikumsmedlem havde glemt at slukke for sin iPhone, som så ringede lige netop i næstsidste sats, hvor ingen turde trække vejret længere.

Så derfor en opfordring til DR: Heldigvis fører I aktivt kampagne for at få flest muligt til at komme til koncerter hos jer, og I tiltrækker heldigvis flere og flere til de symfoniske koncerter. Men I mangler at hjælpe dette nye publikum helt ind i koncertsalen. For det første kommer det bag på de fleste, at det tager mindst 10 minutter at komme op på de øverste balkoner og ind på sin plads (stolenummeret står på højre armlæn, venner!). For det andet har mange af dem svært ved at give plads til, at alle kan nyde musikken: Der småsnakkes og småspises, man rejser sig og går midt i en sats, og ikke mindst hostes der i solidaritet med de arme rygere. Når man nu har en rund koncertsal, så kan alle i publikum se hinanden, og det betyder, at vi alle kan forstyrre hinanden med uro. Det skal vi lære at respektere og tage hensyn til hinanden. Og det må DR hjælpe os med – flere pile, “udkald” nede i foyeren, så folk kan komme afsted til salen i god tid, nem adgang til hostepastiller, og flere tips til billetkøberne om, at hvis man er konstant tissetrængende, så skal man ikke købe billet til en stol midt i rækken.

Basta!

Nå, men det var ellers en fin koncert, den. Jeg synes, tempoet var lige i overkanten i tredje sats, men bukserne holdt, og der var ingen mislyde. Christina Åstrand satte sine soli præcist og fuld af kærlighed til livet. Resten af strygerne var tætspillende, hvilket gjaldt hele orkesteret, men i netop denne symfoni er strygerne ekstravigtige. Der var indlånt et par musikere her og der, så de må have haft et intenst prøveforløb for at kunne levere denne kraftpræstation.

Det var bare ikke helt så flot, som koncerten 4 dage tidligere med Budapest Festival Orchestra i Mahlers 3. symfoni. Det er en ærlig sag at komme ind på andenpladsen efter et af verdens bedste symfoniorkestre, og DRSO er under Luisi under kraftig udvikling. Nu får de 4 år sammen, så det bliver spændende at følge dem. Men de fortjener et bedre publikum….

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: