Menu Forside

Budapest Festival Orchestra & Fischer i Tivoli

Et af Europas mange fine symfoniorkestre er ungarsk og ungt: Budapest Festival Orchestra, grundlagt af bl.a. dirigenten Iván Fischer i 1983 som et forsøg på at skabe et ungarsk eliteorkester. Det må siges at være lykkedes dem, da orkestret siden da er blevet berømt og prisbedækket, ikke mindst for deres udgave af Mahler. I sommersæsonen 2016 var det lykkedes Tivoli at få orkesteret til København i forbindelse med en Europaturne. De havde Mahler med sig i kufferten, så selvfølgeligt var jeg på plads i Tivolis Koncertsal denne søndag eftermiddag.

Koncerten

På programmet stod ganske enkelt Mahlers 3. symfoni. Bum! Den længste symfoni og den på mange måder mest omfangsrige med det vanlige dobbelt-op-på-alting i orkesteret, en altsanger, et drengekor og et damekor. Tivolis nye website gør det umuligt at finde noget om koncerter, der har fundet sted, men her er et direkte link: www.tivoli.dk

Som sig hør og bør til et gæstebesøg varmede orkesteret op på bagscenen og kom så ind til klapsalver. De fyldte scenen helt ud til kanten, og en dame bag mig udtrykte bekymring for sikkerheden. Et ekstra bifald da dirigenten kom ind; han er lillebror til den her i byen så berømte Adam Fischer, men med sin helt egen stil og mindst lige så fine karriere.

Fischer samler tankerne, slår an, og de 9 (!) horn trutter os igang. Strygerne svarer med et bum. Klarinet og obo klager, og så er vi straks ude i den lille by i Centraleuropa, et endnu ukendt sted i det Habsburgske rige. Byen tegnes krystalklart, så vi kan lugte de solbagte mure, høre regimentskorpsets march, og ane den travle markedsplads med myldret af handlende og kunder.

Denne første sats er næsten en symfoni for sig selv i indhold og længde, men den er også en ægte førstesats, der videreudvikles i de følgende satser. Mahler er citeret for at have sagt, at han skabte et værk, der gengav hele verden; det er måske lidt vel flot sagt, men denne symfoni afspejler i hvert fald en helt specifik verden, der allerede i Mahlers levetid forsvandt fuldstændigt, efterladende sig spor i musik og mursten.

En kort pause efter første sats, så de to kor kunne liste ind på hver sin fløj af balkonen, da der jo ikke var plads på scenen. I de følgende satser går vi videre ud i landskabet, der udvikler sig for vore øren; vi hører vagtens godnat-kald, børnenes leg, og den rystende sang “Oh Mensch”, her leveret af tyske Gerhild Romberger så ikke et øje var tørt. Slet ikke mine, i hvert fald…

Dommen

Kort fortalt: tak for alt!

Det var en fuldstændigt bjergtagende udgave af Mahler, denne. For nu at begynde bagfra, så var opstillingen af orkesteret genial og tydeligvis optimeret til at understrege den stereoeffekt, jeg er så glad for i Mahler – han var den sidste, der for alvor komponerede til den klassiske opstilling af et orkester, så første- og andenvioliner spiller pingpong, og det gør de to paukesæt henholdvis horn- og trombonesektionerne også. Stereovirkningen forsatte med de to kor på sidebalkonerne, som omgav publikum. Iván Fischer dirigerede hele baduljen med præcision og karakter, orkesteret svarede med præcision, karakter og lynhurtige fingre, og ikke mindst drengekoret svarede med jubel.

Det var 2 timer i en verden af i går, spillet yderst nutidigt med skarpe kanter og millimeterpræcision. Sammenlignet med udgaven sidste år med Ashkenazy, DRSO og von Otter, så var denne udgave meget skarpere, mere kantet, mere pizzicato, mere brølende, mere medrivende og mere rørende. Min eneste anke var, at jeg savnede det jødiske tempel, der ikke rigtigt kom med på den ellers så fine tegning af det habsburgske bøhland. Men alt er tilgivet, for lige bortset fra dét, var dette en noget nær perfekt udgave af det, Mahlers ven, dirigenten Bruno Walther, kaldte en symfonisk verdensdrøm. Dén verden er forsvundet, men en ny blev tegnet med hurtige men ultrafine penselstrøg.

En fabelagtig eftermiddagskoncert, og jeg er enig med resten af publikum, der brød ud i en kakafoni af bravoråb. Jeg håber, Andrew Mellor skriver en anmeldelse på klassisk.org, for han var mindst lige så begejstret og har mere forstand på tingene. Men altså: En minutiøs og dog medrivende Mahler, synes jeg!
Opdatering: Heldigvis skrev Mellor hurtigt en fin anmeldelse her: http://www.klassisk.org/nyheder/1300/mahler-med-taarer-og-intensitet-koncertanmeldelse

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

3 replies

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: