Menu Forside

En halv ring i Kiel

Opera er som oftest bedst med billeder til, og efter et par koncertante opførelser af dele af Nibelungens Ring med fuld fokus på musikken, var selv Concertanten klar til en scenisk opførelse. Men hvor? Tja, vi havnede såmænd i Kiel, hvor man har besluttet sig for at opføre Nibelungens Ring som fuld ringcyklus efter 20 års pause. I den forgangne sæson havde man premiere på de to første afsnit (Rhinguldet og Valkyrien), i næste sæson kommer Siegfried, og så kommer vel Ragnarok og den fulde cyklus i sæson 2017-18 eller så. Altså: en weekendtur til Kiel for at opleve en halv Ring: Rhinguldet om fredagen og Valkyrien om lørdagen.

Det var noget af et sats, for ganske vist er Kiel hovedstad i Schleswig-Holstein, men en musikalsk metropol kan man ikke kalde lige netop denne havneby. I det nordtyske regerer Hamborg jo suverænt med en meget stærk opera-, ballet-, og symfonisk scene. Hverken jeg eller mine medrejsende venner kendte landsdelsscenen eller nogen af de medvirkende, så hvad ville vi få ud af denne tur?

Operaerne

Fredagens program var altså forspillet, Rhinguldet: en opera i sig selv men et forspil til de tre andre, for hér begynder det rod, som slutter med verdens undergang 16-18 timer og 3 operaer senere. Forspillet til forspillet er helt vidunderligt: Dybe, dybe basser og klukkende horn. Jovist, vi er i Rhinen et sted. Omkring os plasker de småfjantede rhindøtre. Oppe på scenen sidder de på hver sin vuggende tværstang og synger om det klukkende vand og det rhinguld, som det skjuler. Ind lusker en grim fyr med rigtigt grimt hår: nibelungen Albericht, tillokket af rhindøtrenes sang, for som de fleste af os vil også Albericht gerne elskes. Men det ender som bekendt skidt: Albericht afsværger først kærligheden for at stikke af med det magiske rhinguld, og da den ring, han får smedet af guldet, franarres ham af Wotan og Loge, forbander han ringen.

Mange operaer standser her. Det gør denne strengt taget også, men historien afsluttes først med verdens undergang 3 operaer senere. I denne foreløbigt halve ring er begivenhederne i Rhinguldet sat til en halvfjern fortid omkring 1800, mens Valkyrien foregår cirka 1990 eller så.

De to kæmper i Rhinguldet er svære at illustrere. Hér spilles de af to store dukker med et hold på 4 dukkeførere per kæmpe, hvoraf én dukkefører var kæmpens stemme. Genialt! De to kæmper var meget forskellige i ansigtsudtryk og gestik, hvilket fortalte historien-bag-historien så fremragende. Tilmed synges de stærkt af Timo Riihonen (der pt synger en virkeligt fin gralsridder i Parsifal i Bayreuth) som Fasolt og Marek Wojciechowski som Fafner.

Scenen glider opad, så Wotan og Loge kan klatre ned til Alberichts underverden for at stjæle rhinguldet tilbage, så kæmperne kan blive betalt. Den ædende ondskabsfulde Albericht blev fint skildret af  den lokale kammersanger Jörg Sabrowski, der tyranniserede lillebror Mime og de øvrige nibelunger (hér spillet af et stort hold børn) og dog lod sig narre af Loge til at demonstrere Mimes nye dølgehjelm. Først til at fremmane Lindormen (meget morsomt illustreret med en legetøjsslange model stor) og derpå til at forvandle sig til en frø. Vupti ligger han i Loges lomme, og vi stiller tilbage til Valhalla for en finale. Her snydes og bedrages jo til den store guldmedalje. Kæmpen Fafner dræber sin bror og stikker af med rhinguldet (fortsættelse følger i opera #3). Albericht bliver sur og stikker af for at finde en måde at hævne sin  ydmygelse på (fortsættelse følger i opera #4). Loge er sur på Wotan, der jo giver rhinguldet til kæmperne i stedet for at give det tilbage til Rhinen og dermed genoprette verdens orden. Men Wotan vifter med sit spyd (jovist, et rigtigt spyd!) og erklærer, at alt er godt. Donner vasker himlen ren, og guderne vandrer over regnbuebroen til Valhalla til flotte triumferende toner – og en bedårende smuk videoprojektion på bagtæppet af klode efter klode efter klode.

Men alt er ikke godt. Wotan er godt klar over, at han har skabt sig en bunke fjender. Så han vender tilbage til jordmoderen Erda og får fabrikeret 9 tøser med attitude: Valkyrierne. Denne opera er i vidt omfang et kammerspil (for stort orkester) med to gange ægteskabelig krise, en voldsom omgang “blomstrende vælsungeblod” og ægte rock’n’roll for pigekor.

Wotan og Fricka bor i en liebhaverlejlighed i Valhalla med hendes og hans håndvask på badeværelset. Luften er iskold, og Fricka skælder og smælder iført en sær klædning, der er halvt morgenkåbe og halvt aftenkjole. En dejligt teenage-agtig Brünhilde kommer trampende ind viftende med Wotans spyd (det skulle man vide for at forstå byttedansen, da Wotan overtager spydet for at bryde Siegfrieds sværd) i det efterhånden sædvanlige Lisbeth Salander-outfit. Senere får vi det helt store Hojotoho-uddrag med alle valkyrierne, alle med det samme vilde sorte hår og godt med attitude, mens de kører døde helte ind på scenen på rullevogne og skubber dem på plads i lighuset. Rart at se valkyrier udføre valkyriearbejde til en afveksling, men på så lille en scene ender det rodet med at alle stuves ind på samme hylde.

Thomas Hall er Wotan i begge operaer men træder først i karakter her i Valkyrien som handlekraftig og hævngerrig gud, der er totalt under tøflen på hjemmefronten. Han lader sit raseri over egen uformåen gå ud over yndlingsdatteren, Brünhilde, der synges med overbevisning af Jane Dutton. De to vælsunger er hhv en meget fin Agnieszka  Hauser og Daniel Brenna.

Dommen

Imponerende med en ensemble-båren opførelse af Wagner overhovedet – det sker ikke mange steder! Foreløbigt er den visuelle rammefortælling helt i top: En stram scenografi af Norbert Ziermann og helt bedårende videoprojektioner af Konrad Kästner til at beskæftige os under de berygtede “transportstrækninger” i musikken. Det beviser hvor langt man kan komme med relativt beskedne virkemidler, hvis visionen er på plads.

Orkesteret var overraskende godt i Valkyrien især, men lidt underbemandet og jo altså et stykke fra toporkestrene. Og dog fik de mine fodsåler til at dirre under forspillet til Rhinguldet (musik opleves bedst i strømpesokker…), trompeter og basuner gjalder stadigt for mine ører, og de tætsiddende horn sang om gudeliv. Orkestergraven er dyb , hvilket ikke giver mere plads til musikerne, der sad meget tæt, og flere musikere måtte stikker fingeren i ørene, når messingblæserne gav los. For os i publikum klang lyden fint.

Det er en halvintim oplevelse i det relativt lille operahus, men jeg kan anbefale, at man lægger vejen forbi i de kommende sæsoner, hvis man er Wagner-trængende: De har gang i et spændende projekt, de har viljen, og det er overhovedet slet ikke spor tosset, det de får præsteret. Selv denne småsnobbede Concertante overvejer kraftigt at besøge det lille operahus igen.

Lidt endnu kan man se Theater Kiels omtale af Rhinguldet med et par billeder her: http://www.theater-kiel.de/oper-kiel/repertoire/produktion/titel/das-rheingold/.

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

2 replies

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: