Menu Forside

Ax og Beethoven på Ludwigsk

På det seneste har vi i København haft glædeligt besøg af et (lille) hav af klaverstjerner, og seneste udgave bød på en kombination af  3 favoritter:

  • Beethoven
  • Tivolis Koncertsal
  • Emanuel Ax

Tivolis Koncertsal har givet mig adskillige fantastiske oplevelser gennem årene, både med orkestre, store og små ensembler, og ikke mindst med klaverstjerner og et enkelt flygel. Men lige netop Ax kendte jeg kun fra indspilninger – altid musikalsk godt og teknisk fremragende. Derfor var glæden stor, da min Tivolisæson kunne begynde med netop Ax i netop Beethoven.

Koncerten

Programmet var skræddersyet til at gøre mig glad:

  • Beethoven: Klaversonate nr. 8, c-mol, (Pathétique), op. 13
  • Beethoven: Tema og variationer i F-dur, op. 34
  • Beethoven: Polonaise i c-dur, op. 89
  • Beethoven: Klaversonate nr. 23, f-mol, (Appassionata), op. 57,

Jeg bliver forhåbentligt aldrig for gammel og sur til at smelte hen til Pathétique – jovist er sonaten fortærsket, og jovist hører man den ofte spillet for overdådigt hyperromantisk. Men det er jo netop ikke Chopin, det hér: Det er klaverløven Beethoven, der sprænger grænser for, hvad man kan med et tangentinstrument! Med andre ord er det ekvilibristisk for sin tid, hvor den unge komponist er ved at forlade sine rødder hos Haydn og Mozart – dette værk kunne hverken Haydn eller Mozart have skrevet. Appasionata er jeg også glad for – skrevet på højdepunktet af Beethovens popularitet og en bølge af mesterværker fra hans hånd. De to øvrige værker kendte jeg ikke, så vi får se.

Ax kommer ind, smiler venligt, sætter sig, og går straks igang med den vidunderlige indledning til Pathétique. Sammen svømmer vi afsted på minderne om en sommereftermiddag, eller var det en vinterdag? Det er i hvert fald mindet om noget på den måde, kun unge mennesker kan mindes noget. Sjældent er en klaversonate sluttet så skuffende tidligt: Jeg kunne have siddet der endnu, hvis Ax havde været villig til at spille Pathétique igen og igen og igen!

Til at rense ganen altså et variationsværk skrevet til klaverløver. Og så den mig ukendte sonate nr. 16. Nr. 17 er Stormen, som jeg har i en pragtfuld udgave med Vilhelm Kempf, men hvad med nr. 16? Tja, sonaten viste sig at være i familie med variationsværket men altså i sonateform. Ekvilibristisk, blæret, men ikke uden humor i Ax’ udgave.

Efte pausen en lille polonaise som forret og den monstrøse Appassionata som hovedret. Her er vi ovre i det langt mere kødfyldte hjørne af Beethovens klaverværker. Bulder og brag og tonsvis af følelser. Ax lægger kræfterne i og får fingrene til at danse. Vi slutter med bravour, og tanten læner sig udmattet tilbage. Hold da op!

Dommen

Det var en lun mandag aften efter en varm weekend, og Tivolis Koncertsal kunne have været en sauna. Det var den ikke, for den var kun halvfuld. Alle de, der blev væk, gik glip af en mesterlig omgang Beethoven. Beethoven spillet som Ludwig selv måske ville have gjort det: Med teknisk overskud og fuldt fokus på at formidle dynamikken og de indre spændinger i musikken. Som en bekendt sagde, så er det noget helt andet end Andras Schiffs indadvendte stil – Ax er mere blomstrende, så at sige. Er det hans rødder i det polsk-ukrainske grænseland, der viser sig? Jeg tror det ikke, omend der er et pudsigt sammenfald i spillestil mellem Ax og den lidt ældre Azhkenazy fra samme nabolag.

I programnoterne er Ax citeret for at sige, at fidusen ved Haydn, Mozart, Beethoven og Brahms er, at man kan spille det på hundreder af måder, og man derfor blive ved med at finde nye facetter. Det er en god pointe og forklarer, hvorfor såvel Ax som Schiff vender tilbage til de samme værker igen og igen.

Ax spiller Beethoven med eftertryk på det pianistiske, oplever jeg. En klavermester spiller en klavermester, så at sige. Jeg sad med prima udsigt til hans hænder, da jeg jo samler på pianisthænder for tiden, og jeg fik valuta for pengene: Ax hører til skolen med de bøjede fingre og buede håndstilling – ligesom Barenboim men ulig Schiff, i øvrigt. Og lige som Barenboim er Ax’ tone lys, svævende og meget melodisk. Det var en smuk aften i Beethovens verden.

Tivoli har opdateret deres website, så tingene er blevet temmeligt svære at finde, så her er det direkte link: https://www.tivoli.dk/da/sommerklassisk/2016/solo+emanuel+ax

Apropos klaverløver, så kommer Schiff til DR Koncerthuset i sensommeren, og Angela Hewitt kommer til Tivoli til august. Og tanten glæder sig!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: