Menu Forside

Fransk fest med Det kongelige Kapel og de Billy

Koncertsæsonen 2015-16 lakker mod enden, og tredje og sidste kapelkoncert bød på “franske forvandlinger”, i følge kalenderen. Dirigenten Bertrand de Billy er en af flere internationale dirigenter, der er faldet med et brag for Det kongelige Kapel, tror jeg – i hvert fald kommer han til København for at dirigere dem mindst en gang per sæson. Det er hver gang en fornøjelse for os i publikum, dels fordi samspillet mellem musikere og dirigent resulterer i en dejligt varm og musikalsk klang, og dels fordi Kapellet jo helt basalt bare er et forrygende godt orkester og de Billy en rigtigt god dirigent.

Koncerten

Det var pinselørdag, og byen var hårdt ramt af pinsekarneval og deraffølgende dårligt vejr. Muligvis derfor var der ikke just udsolgt på bænkeradderne i Operaen. Faktisk var der halvtomt, hvilket der normalt kun er til en kapelkoncert, hvis den falder midt i efterårsferien eller byder på totalt ukendt musik skrevet i det 20. århundrede.

Det gjorde denne koncert ikke:

  1. Dutilleux: Métaboles.
  2. Ravel: Klaverkoncert i G-dur.
  3. Ravel: Daphnis et Chloé.

Æh, jovist er Dutilleux temmeligt ukendt blandt lægfolk som mig, og værket er tilmed fra 1959-64, og så bliver det sjældent meget værre. Men Ravels klaverkoncert er vidunderlig (og relativt ofte spillet), og musikken fra balletten Daphnis et Chloé kender de fleste i det mindste som uddrag – det er den der med de svævende korstemmer med et åbent aaaaa som baggrund.

Jeg ventede til sidste øjeblik med at tage afsted, da vejret var temmeligt ustabilt, og jeg ville undgå at skulle sidde til endnu en koncert med våde sko og ditto hår. Men frem nåede jeg og fik tilmed hørt det meste af altid charmerende Henrik Goldschmidts introduktion.

Ind på hylden sammen med de sædvanlige medkumpaner til en pænt fyldt scene og en halvtom publikumssal. Æv, men altså: Henri Dutilleux’ Métaboles, et mig ukendt værk af en mig ukendt fransk modernist. Men OK, det er Kapellet og de Billy, så hvor slemt kan det være?

Ikke overhovedet, skulle det vise sig. Vi lægger ud med trut i blæserne, fortsætter med flimrende strygere, en rå jazzbas fra Mette Hansted (mmmmm), en skarp lilletromme, og en uendelig klarinettone af Lee Morgan (mmmmmm). Ikke så tosset endda, især fordi de Billy og Kapellet var rørende enige om at nyde oplevelsen. Teknisk svært, pletvist arytmisk, men ganske underholdende.

Godt så, videre, jeg vil have noget Ravel, vil jeg!

En tredjedel af orkesteret forlader scenen, og det store Steinway-flygel kantes forsigtigt på plads. Ravels første klaverkoncert holder jeg og så mange andre meget af, for den er er forholdsvis tilgængelig: Rigelige mængder af smukke melodilinier, fut i fejemøget, og et godt drys jazzede rytmer som hilsen til George Gershwins skønne Rhapsody in Blue, der var hypermoderne, da Ravel skrev på sin klaverkoncert. Den starter med et knald, ruller videre med buldrende klaver, en klagende linie der ruller rundt fra blæser til blæser og slutter med en vrængende basun. I andensatsen svæver vi i rundt i et parfumeri, og ud af ingenting løfter Anna Dina Schicks gyldne fløjte sig, så ikke et øje er tørt.

Solisten er (åbenbart) franske Pascal Rogé, der netop er ekspert i de franske værker, åbenbart. Han lægger vægt på det lidt synkoperede og virker fri i sit spil – i programmet omtales han som elegant og teknisk perfekt, men for mig at høre var der et par skæverter, der netop understregede det fri og småjazzede. Meget charmerende, og heldigvis fik vi et ekstranummer: En Gnossienne af Erik Satie, der med  større tydelighed viste det tekniske overskud og charmen hos Rogé – jeg havde i hvert fald svært ved at lande efter det ekstranummer.

I pausen kunne vi undres over den mægtige, sorte røgsky, der hang over den sydlige del af havnen – åbenbart brand i et dæklager helt nede på Gl. Køge Landevej, men faretruende så det ud fra vores vinkel.

Mere Ravel efter pausen: Daphnis et Chloé kender jeg i uddrag, men her skulle vi have det samlede værk, inklusive et kor på 40 og et celeste. Scenen var altså stuvende fuld, og vi i publikum flyttede lidt rundt, så vi så ud af mere. Min sidemand har lige været i Leipzig til Ringen, hvor orkesteret simpelthen var for lille til opgaven: Det var Det kongelige Kapel absolut ikke denne aften, omend de havde en håndfuld indhoppere med sig.

Det er et stort værk, dette – Ravels længste, åbenbart, og i det store hele en times lækkerier for øregangen. Vi begynder og slutter med fuldt orkester og fuldt kor, men mellem de to yderpunkter sker der meget: Vi får fortalt historien om Chloé, der skal så meget igennem af både (ikke særligt) voldsomme som (meget) yndige begivenheder. Skriver Ravel yndig musik? Nej, men godt lyder det! Den ene tone udvikler sig til den næste uden egentlig start og slutning, og en frase afleveres behændigt til det næste instrument som var det Harlem Globetrotters i endnu en showkamp. Korets aaaa starter ganske svagt, lyder så pludseligt af karsken bælg, for så at svinde hen igen. Engelskhornet synger sin egen sang om savn og sorg, mens hornet maler et diskret billede af landlig idyl. To piccolofløjter pipper løs, mens en dyb fløjte tegner et helt andet mønster, der svares af fagotten. En knaldende trompet (unge Jeppe Lindberg) sætter trumf på, mens strygerne hopper og danser. Koret er endnu et instrument, der åbner og lukker på samme måde som resten: uden begyndelse og slutning, for klang opstår blot.

Flot, flot, flot, og en glad cykeltur hjem!

Dommen

Hvis I kan nå det, så kør straks til Aalborg, hvor samme koncert kan opleves 19/5 i det nye Musikkens Hus. For os i Operaen den lørdag aften var det eneste, der for alvor manglede, publikum: Vi var simpelthen ikke nok til at kunne få begejstringen til at skylle op på scenen. Var resten af byen taget på landet for bedre at kunne nyde regnvejret? Tja, måske, men vi andre sad indendørs, mens det regnede, og kunne så cykle hjem i tørvejr efter en rigtigt god koncert.

Et par fine soli af Kim Bak Dinitzen (cello), Iben Tielmann (bratsch) og ikke mindst Emma Steele (violin) gjorde ensembleværket endnu større blandt strygerne. Men det var samspillets aften: Fuldstændigt sømløse overgange mellem instrumentgrupper, så blødt og så skarpt!

Dette i alle tre værker, men især de to af Ravel. I Dutilleux var det måske en anelse for tydeligt, at dette var teknisk svært, men i Ravel var hele maskineriet gemt af vejen og kun klang og udtryk var tilbage: Smukt, lækkert, og ikke mindst ultratæt! Jeg var fuldstændigt forpustet undervejs.

Var dette (endnu) en fabelagtig koncert med Kapellet? Mnjah, de sætter jo niveauet uhyggeligt højt, så fabelagtigt var det måske ikke. Men (endnu) en rigtigt, rigtigt god koncert med orkestervellyd på verdensplan. Så tæt og så intimt spillet, så solistisk perfekt på hver plads, så gnistrende, og så rigtigt spillet. Tak for en dejlig oplevelse!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: