Menu Forside

Wagner i Odense – del 2

Der er sket meget i Odense, siden jeg boede i byen. Bl.a. er det lokale landsdelorkester, som de øvrige, blevet opgraderet til ægte symfoniorkester udstyret med en international profil som chefdirigent og med en fremragende koncertsal som hjemmebane. Ja, altså lige det sidste kniber det stadig med, selvom Carl Nielsen-salen i Odense Koncertsal er væsentligt bedre end en gymnastiksal. Men det med chefdirigenten er sandt nok: Alexander Vedernikov, der har proveniens fra Bolshoi-teateret og nu flyver verden rundt som fremragende gæstedirigent på, især, operascenerne. Han er en ambitiøs herre, der har sparket gang i et i sandhed stort projekt: En opsætning af Nibelungens Ring til at indvie et spritnyt musikhus midt i den genskabte odenseanske bymidte! Til at varme op til den begivenhed opfører Vedernikov og et forstærket Odense Symfoniorkester cirka hvert halve år en af operaerne i megaværket.

I efteråret oplevede jeg første del og var overvældet over kvalitetsniveauet. Så selvfølgeligt skulle jeg afsted til anden del: Valkyrien!

Koncerten

Det er jo altså koncertante opførelser af Nibelungens Ring, Odense Symfoniorkester og Vedernikov disker op med. Dog med et (meget) mildt indslag af personinstruktion, der udnytter den store korbalkon omkring scenen til diverse historierelevante effekter. Lige netop Valkyrien er jo vældigt stillestående i den forstand, at det meste af tiden er det 2-3 sangere, der er sammen i geografisk og fortællemæssig forstand. Lidt ligesom det senere værk Tristan og Isolde, er Valkyrien i bund og grund en kammeropera med vældigt stort orkester.

Vi lægger fra land med en stuvende fuld scene. Stuvende fuld, og selvfølgeligt har OS været ude at låne ressourcer på markedet. Jeg talte hurtigt en håndfuld fra Det kongelige Kapel og et par stykker, jeg ellers har set i det københavnske.

Valkyrien starter med et rodet forspil, for den endnu unavngivne helt Siegmund er på flugt, og det fortæller musikken. Han lander i et hus, beboet af hans ukendte tvillingesøster og dennes noget blærede mand, Hunding. Denne synges af Andreas Hörl med et brag af en stemme, der skal høres i Bayreuth nu til sommer i samme rolle. Huha da! Tiden går, tvillingerne stikker af sammen, Hunding ringer efter blo’hævn hos ægteskabets gudinde Fricka, der tvinger overguden til at være underhund. Jeg er temmeligt tosset med Fricka her, fordi hun er så hyklerisk: århundreder med kendskab til sin mands utroskab, og så vælger hun lige netop dette tidspunkt til at insistere på hævn med begrundelse i utroskab – ikke med begrundelse i blodskam, der ellers lå lige til højrebenet, så at sige. For et par år siden oplevede jeg en anden koncertant opførsel af Valkyrien, hvor Randi Stene sang sin iskolde og magtbegærlige Fricka på resterne af Det kongelige Teaters Ringcyklus (ingen blogpost, så det må have været i 2013 eller så- fabelagtig aften var det i hvert fald!). Tough act to follow, siger jeg bare!

I mellemtiden filer orkesteret løs, for der er meget, der skal nås. Jeg har hørt Henrik Goldschmidt kalde de mange noder for “lange transportstrækninger”, og ret har han på sin vis: Der er en myriade af ledemotiver, der fortæller os historien bag historien, og så er der klangbilleder, der skaber en baggrund for ingen handling overhovedet. For nogle er det frustrerende; for mig virker det med på trancen: Jeg svæver ind i musikken og finder pauserne forstyrrende.

I tredje akt får vi besøg af 8 valkyrier, der indgår i det uendeligt velkendte valkyrieridt, kendt fra diverse film, men i virkeligheden en ornlig syg gang girl power. Blandt valkyrierne finder vi vældigt fine stemmer: Brit-Tone Müllertz, Anne Margrethe Dahl og Andrea Pellegrini. Resten er (også) fra toppen af skandinavisk operakunst.

Dommen

Denne gang havde jeg valgt en plads på balkonen, omend jeg var så sent ude med bookingen, at min plads var en anelse yderlig. Men jeg kunne både se og høre hele orkesteret og samtlige sangere, hvilket hjalp gevaldigt.

Orkesteret var intet mindre end fremragende. Det hele sad, hvor det skulle uden nogen form for slinger i valsen. Lige fra hornsektion til cellosolist, fra obo til de dobbelte pauker, fra dirrende bratscher til summende fløjter, fra svævende violiner til sart fagot. Meget flot! At vi så kunne sige farvel til orkestrets engelskhornist gennem 42 år, gjorde det bare mere hyggeligt, og ganske fint spillede han denne aften.

Solisterne kneb det mere med. På OS’ hjemmeside kan man endnu læse sig til tingene, men her er solisterne:

  • Siegmund: Kristian Benedikt
  • Sieglinde: Miina-Liisa Värelä
  • Hunding: Andreas Hörl
  • Wotan: Oliver Zwarg
  • Fricka: Ronnita Miller
  • Brünnhilde: Jennifer Wilson

Af dem var jeg mest begejstret for  Miina-Liisa Värelä, det seneste bud fra tsunamien af fabelagtige sopraner fra Finland. En stemme fuld af varme og præcision, og hun skildrede Sieglinde perfekt som både tyranniseret tvangsgift og jublende forelsket.

Blandt herrerne faldt jeg for Wotan, Oliver Zwarg, der åbenbart kommer fra bl.a. rollen som Amfortas (det gad jeg godt høre ham som!) og nu bevæger sig ind i det rigtigt tunge Wagner-repertoire. Da jeg genhørte koncerten på P2, kunne jeg ganske vist høre en del skæverter, som jeg på selve aftenen afskrev som øjeblikkets lidenskab. Men den megalange afsked, der lukker tredje akt, oplevede jeg som meget intensiv og overbevisende fra Zwarg. Måske er han stadig på vej til en rigtigt god Wotan, men denne udgave var ganske fin, synes jeg.

Resten var sådan lidt tja-agtig. Det kom bag på mig, for Vedernikov er kendt for at sætte bundgrænsen ganske højt. Jennifer Wilsons Brünnhilde var vældigt anbefalet men egentligt ikke andet end god. Om Kristian Benedikt kan jeg blot sige, at han lød bedre optagelsen på P2 end ved koncerten – og så får han  åbenbart syet sine pyjamas samme sted som landsmanden Torsten Kerl, hvilket må være ganske hyggeligt.

Al hån til side, så var det en fantastisk aften i Odense! Jeg var helt frivilligt oppe at stå, da vi endeligt kunne give los med bifald til kombinationen af orkester, dirigent og sangere. Bravi tutti!

Hjemturen var til gengæld under norm. Der er helt klart (stadig) ingen fordele ved at skulle vente mere end 5 minutter på det herostratiske katastrofale Odense Banegård Center (den er god nok: sådan skal det staves, for ellers kan det ikke forkortes OBC, som en rådmand i ´90-erne forklarede den undrende befolkning). Og selvfølgeligt var toget forsinket i ankomst til Københavns Hovedbanegård, men jeg nåede s-toget, imodsætning til et par andre – dette sagt helt uden hån og med den største medfølelse, for alternativet var den ulækre natbus nordpå. Sådan er kollektiv trafik i 2016.

PS: Jeg glæder mig til Siegfried allerede i september, om end lige netop den uge allerede er fuldt booket med hele 3 andre koncerter, så det bliver en smule presset, selv for Concertanten.

Kategorier:koncerter opera

Tagged as:

Eva

2 replies

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: