Menu Forside

Messiaen og Sacre

Da DR indviede sit nye koncerthus med en gallakoncert, var et højdepunkt sopranen Measha Brueggergosman, der bragede gennem lydmuren med charme og stil. Jeg var der ikke, men det skulle have været temmeligt godt. Knap 6 år senere var hun der så igen, canadieren, nu til en helt almindelig torsdagskoncert i april, og med sig havde hun en purung polsk dirigentspire, Krysztof Urbanski på imponerende 33 somre, og, desværre, et værk af Olivier Messiaen. Øv. Men koncerten indgik i min abonnementsserie, så for afvekslingens skyld drog jeg afsted på cykel.

Koncerten

Programmet lød i al sin vælde:

  1. Messiaen: Poèmes pour Mi.
  2. Stravinskij: Sacre du printemps.

For to år siden overlevede jeg med nød og næppe et af Messiaens hovedværker, så hvad med Poèmes pour Mi, hans samling af kærlighedssange til sin kone?

På scenen et orkester af nogenlunde samme størrelse som Blomstedts Beethoven-orkester for to uger siden. Forreste pult hos førsteviolinerne er fjernet for at give plads til solisten, hvis nodestativ dog står ganske tæt på dirigentpodiet, så måske hun har en kjole på, der er meget bred i højre side?

Nej, Brueggergosman har en tætsiddende lang guldglitrende kjole på, der vanen tro virker en anelse for lang, da hun jo helst synger uden sko på. Personligt er jeg enig med hende i, at man synger bedre uden stiletter på. Dirigenten springer op på podiet og slå an med en lang dirigentstok. Med en mindst lige så lang venstre hånd inviterer han solisten til at lege med, hvilket hun tager pænt. Vi skal igennem en håndfuld ret forskellige sange, der går fra det muntre til det kælne, mens orkesteret spiller lidt plingplangmusik med adskillige passager af ganske god orkestermusik. Hovedindtrykket var, at det egentligt lød ganske godt af Messiaen at være, men jeg bliver nok ikke lige fan denne gang heller.

Efter pausen altså Sacre som et plaster på såret. Jeg er ret pjattet med værket, som jeg betragter som det suverænt bedste af Stravinskij, både som ballet og som koncertstykke. Vi begynder med at presse fagotten helt op i skyerne, hvor alt bliver afsløret, hvis man ikke er lige så god som Audun Halvorsen. De øvrige træblæsere tutter med i en kaotisk runddans, og så pludseligt sætter tre fjerdedele af strygergruppen i med et let genkendeligt tema, der hamrer rytmen fast i hovedet på os. Det lyder godt og ser godt ud, når alle de buer bevæger sig i præcist samme rytme hele vejen fra andenvioliner til kontrabasser. Jeg elsker de braldrende messingblæsere, de kaotiske træblæsere, den svævende basfløjte, de lange seje strygertræk, pulsen der slås på skift af cello og bratsch, de pludselige åndehuller med antydningen af kammermusik, de buldrende pauke- og stortrommeslag. Jo tak, jeg forstår udmærket, hvorfor pariserpublikummet den aften i 1913 troede, de blev gjort grin med: Det er hypermoderne musik endnu i dag!

Sacre slutter med et mord, Urbanski slår af, og ser ud til halvvejs at besvime. Han havde dirigeret uden partitur men med discodans – tydeligvis helt inde i musikken og med lang vej tilbage til virkeligheden.

Dommen

Jeg har sagt det før og skriver det gerne igen: Sangsolister lider druknedøden i den sal! Således også Brueggergosman. Jeg har fået at vide fra bekendte på første balkon, at hun sang dejligt, men oppe på anden balkon kunne vi næsten ikke høre hende. Når orkesteret ikke overdøvede hende, lød det varmt og smukt, og jeg vil virkeligt gerne høre hende igen i en sal, hvor man kan høre hende. Det behøver så ikke lige være i Messiaen, altså.

I skrivende stund genhører jeg torsdagens Sacre i radioens optagelse, og mit indtryk holder: Det er en virkeligt god Sacre, denne. Men det er kun den næstbedste, jeg har oplevet: Udgaven med Kristjan Järvi på podiet for et par år siden havde et bedre åndedrag i de langsomme passager og var generelt mere sej i det. Urbanskis udgave er en anelse til den langsomme side, hvilket ikke gør noget, og en hel del til den larmende side, hvilket slet ikke gør noget, for han gav også plads til sarthed. Jeg hørte det som meget skarpskåret og ikke helt så … kropslig, på trods af dansen, som den udgave med Järvi, der for mig er referencerammen.

Hvis man er nysgerrig, kan koncerten høres her.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: