Menu Forside

Festtage 2016 i Berlin for Concertanten

Der foregår altid en bunke i Berlin, selv når der ikke rigtigt foregår noget. I de stille dage op til påske drager Berliner Filharmonikerne til Baden-Baden og holder påskefestival dér. Vidunderet Daniel Barenboim benytter sig af muligheden og holder påskefest i Berlin med sine venner og Staatsoper Berlin inkl. operaen og hans eget Staatskapelle Berlin. Det inkluderer efterhånden en del kammerkoncerter, operaer med verdensstjerner, og en lille samling symfonikoncerter.

Sidste år nøjedes jeg med Staatsopers udgave af min yndlingsopera Parsifal, men i år besluttede jeg mig for at udvidde Berlineropholdet med en enkelt koncert, da (selveste) cellogeniet YoYo Ma skulle optræde sammen med (selveste) Barenboim og Staatskapelle, og det kunne jeg ikke stå for: Jeg faldt pladask for YoYo Ma, da han fortalte om og spillede Bachs cellosuiter i en optagelse for efterhånden en del år siden. Dels spillede han på en personlig, indlevende, og energigivende måde, og dels var han charmerende at høre på – jovist, jeg er forfalden til den slags charme.

Koncerten

Endeligt langt om længe lykkedes det mig at komme indenfor i Berliner Philharmonie – den bygning, der er berømt og berygtet for sin demokratiske arkitektur og ditto akkustik. Som en lokal bekendt fortalte mig, så startede bygningen som en katastrofe rent akustisk, men da Karajan fik indsat nogle plateauer, så hans orkester kunne se bedre ud på TV, så faldt akustikken ved et tilfælde på plads. Siden da har den været målestokken for nye koncertsale, heruden vores knap 6 år gamle ude i DR Byen, som er bygget med Philharmonien som model. Da jeg jo bruger uforholdsmæssigt megen tid og (især) penge ude i den blå firkant, har jeg været meget forhippet på rent faktisk at opleve forbilledet, men hver gang, jeg har mulighed for at besøge Berlin, er Berlinerne ude at rejse. Så da det så nogenlunde lykkedes mig at have fri Skærtorsdag, nuppede jeg lige den koncert med YoYo Ma og Staatskappelle.

Min ankomst var mildt sagt rodet, men jeg endte altså med at kunne gå stille og roligt fra hotellet til Philharmonien Skærtorsdagaften (via et vejarbejde, selvfølgeligt). Vi blev budt velkommen af et par reklamer, herunder en for “hostefri koncert”, hvortil jeg sendte en kærlig tanke til hosteriet hjemme i København. En foyer, hvor det er let at komme af med overtøjet, og et hav af trapper, der fører en lige nøjagtigt op til lige nøjagtigt dér, hvor man nemt kan komme ind på sin plads. Hvor anderledes!

Jeg fandt min plads i blok B (cirka det samme som anden balkon andre steder), og kort derefter kom de, der havde plads ved siden af mig: 2 kolleger og deres ægtefæller! Sikke et tilfælde! At vi vidste, at vi hver især dyrkede det klassiske, og at vi uafvidende købte billetter lige ved siden af hinanden i Berlin? Sådan noget læser man om, men det sker ikke i virkeligheden!

Vi nåede knapt at tale os på plads (hvem skulle opleve hvad hvornår), førend Staatskapelle trippede ind på plads til generel applaus. Stemning og derpå stilhed, og så kom de: YoYo Ma og Daniel Barenboim. Snublende op ad trapperne til orkesterpodiet fandt mestercellisten et lommetørklæde, spurgte koncertmesteren om eventuelt ejerskab, og endte med at finde ud af, at det var hans eget: så var vi på plads til en meget personlig oplevelse!

Programmet var:

  • Dvorak cellokoncert
  • Elgar symfoni nr. 2

Barenboim sætter kapellet igang, YoYo Ma venter og svajer, og sætter så i med solocelloens dybe brummen, og vi er for alvor igang. Der brummes og hoppes, og en musikalsk dialog opstår mellem solist og orkester: noget ligger i musikken og resten ligger i forholdet mellem musikerne. Jeg var meget begejstret og blandt de mange, der insisterede på et ekstranummer. Det fik vi efter adskillige fremkaldelser, og det var (vist nok) noget skrevet til YoYo Ma selv. Smukt, insisterende, vedkommende.

Efter pausen altså Elgar… Ugh! Et plaster på den forventede kedsomhed var synet af en uventet 11. cellist: solisten, nu som orkestermusiker! Jeg har hørt, at han sommetider slapper af efter en solokoncert med noget orkestermusik, muligvis for at stresse ned, muligvis for at holde buen skarp. Hvorom alting er, så var det et stort orkester efter pausen med den engelske senromantik og nationale pathos.

Store klapsalver, og længe. 

Dommen

Indrømmet: Concertante-bloggen hoster for tiden, for jeg har virkeligt travlt på arbejdet, og dog har jeg det sædvanlige antal koncerter og øvrige musikalske oplevelser. Der kommer et opsamlingsheat om et par dage, håber jeg, men i denne opdatering handler det om påsketuren til Berlin.

Der er gået en uge siden da, men indtrykket af YoYo Mas intensitet står friskt: Buehår røg, sveden sprang, og lige netop Dvorak har simpelthen aldrig lydt bedre! Det har Elgar så heller aldrig, men der skal unægteligt ikke meget til at slå rekorden. Elgar bliver jeg aldrig begejstret for, men Barenboim og Staatskappelle Berlin gav symfonien fuld skrue og gjorde den dermed dynamisk og interessant. Igen fine soli af koncertmesteren, hvad han så end hedder. Og det tydeligvis fine personlige forhold mellem solist og dirigent gav plads til ekstra morsomheder og hvem-bukker-for-hvem. 

En virkeligt, virkeligt, virkeligt god koncert! Jeg ærgrer mig over, ikke at have kapacitet til en bedre beskrivelse, men det var en af de koncerter med berømtheder, der viser hvorfor de berømtheder er berømte. Hyperlevende musik skabtes hér!

Og en Parsifal

Jeg var ked af at skulle forlade koncertsalen, men jeg havde endnu en oplevelse at se frem til: Wagners mesterværk Parsial, opført langfredag i Staaatsoper am Schillertheater med René Pape som Gurnemanz, Andreas Schager som teenage-Parsifal, og denne gang (selveste) Waltraud Meier som Kundry i sin næstsidste optræden i dén rolle!

Jeg skrev om opsætningen sidste år, men denne gang forstod jeg den lidt bedre. Hvis man ser blomsterpigerne i anden akt som en slags døtre af Klingsor i rollen som en slags Fritzl, så giver det lidt mere mening. Men sammenblandingen af Amfortas og Jesus fatter jeg fortsat ikke. At det er mig, der ikke fatter en bjælde, kan illustreres af, at jeg varmt er blevet anbefalet en tur til Stockholm, hvor Parsifal opføres med Amfortas i fuld Jesus-udstyr, inklusive tornekrone. Akkeja, semireligiøse værker er for komplekse til at overlade til såvel de troende som ateisterne! Pape var igen-igen en vidunderlig Gurnemanz, Schager havde udviklet sig til en endnu mere vellykket Parsifal, og Waltraud Meier var ualmindeligt vidunderlig, fantastisk, vedkommende, gribende, og helt igennem pragtfuld som Kundry. Selvfølgeligt sang hun hjertegribende i anden akt, men selve hendes sceneoptræden var gribende, ligegyldigt om hun sang eller blot stod i baggrunden: Meier var der! Jeg er meget, meget glad for at have oplevet hende – i stemmens efterår men dog stadig på toppen.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: