Menu Forside

Opsamlingsheat: Rakhmaninov/Tjaikovskij, Shakespeare, Mendelssohn, Monteverdi

Der er knald på programmet for tiden på jobbet og i den sparsomme fritid, så her er et opsamlingsheat over de seneste sceneoplevelser i Concertantens program:

19/2 2016: Berezovskij spillede Rakhmaninov #2

I rent rent russisk program med musik af Rakhmaninov og Tjaikovskij havde jeg set frem til at opleve Jurij Terminkanov dirigere DRSO. Men han måtte melde fra, og indhopperen var varmt anbefalet af (selveste) Luisi: Karina Cannelakis, en amerikansk violinist og dirigentspire. Solisten var stadigvæk Boris Berezovskij, der i vanlig virtuos stil kom daskende til generalprøve, spurgte hvilken af Rakh-værkerne det nu lige handlede om, og knaldede så første sats af i rekordfart uden videre verbal kommunikation. Helt så slemt var det ikke til selve koncerten. Tværtimod var Berezovskij meget lyttende til orkesteret og meget opmærksom på Cannelakis’ brede armbevægelser. Resultatet var en sprudlende (og hurtig) omgang klaver med orkesterledsagelse på et vældigt højt musicerende niveau. Jeg var vildt begejstret, men mest for Berezovskij. Efter pausen var det Tjaikovskijs vidunderlige 4. symfoni, der blev leveret med fuld skrue på det store romantiske udtræk og sentimentalitet, forstået på den romantiske måde. Lækkert og bevægende, og jeg oplever gerne den små Cannelakis igen – når hun har øvet sig lidt mere. Som en ven plejer at drille mig med, så er jeg undervældet af de unge amerikanske dirigenter i det hele taget, fordi de prikker med pinden og blafrer med armene.

Så gik der en uges tid med (næsten) rent knokkelarbejde, og så kom en travl uge.

1/3 2016: Folkelig King Lear på Det Kongelige

Lige netop Kong Lear, som stykket normalt hedder på det lokale sprog her i landet), har jeg aldrig læst eller set, trods universitetsuddannelse, og heller ikke været særligt interesseret i. Men nu stod det altså på programmet i abonnementet. Henning Jensen sprang fra og blev erstattet af Tommy Kenter, og så kan det ellers nok være folk kom trillende til Skuespilhuset. Opsætningen er ny og af Peter Langdal, hvilket kan være enten pragtfuldt eller rodet.

God begyndelse, da der i logerne helt ude i siden af tilskuerrummet var opstillet slagtøj, der skulle levere undergangsmusikken. Altså for én gangs skyld ikke båndmusik i Skuespilhuset! Karin Bentz’ scenografi sad også lige i øjet: Scenen ganske enkel med et par øer omgivet af en miniaturevoldgrav, og med det par fritstående mure, der flyttede sig rundt alt efter begivenhedernes lokation. Efter pausen en nøgen scene bortset fra et kæmpemæssigt spejl.

Men altså, en stribe gode skuespillere med Kenter i spidsen (og et par mindre gode), der kunne have leveret et intensivt drama. Men det blev til en udvendig postuleren og en masse råberi. Synd, for der var masser af gode takter. Kenter himself fik vist, hvor fabelagtig en skuespiller han er – men dele af publikum så kun de komiske aspekter, som Langdal som sædvanligt var forfaldet til, og så blev det mere tragikomisk end tragisk. Når Lear med stigende desperation forsøger at hitte hale på op og ned, skal der ikke fnises. Kenters bud på rolle var dybt, dybt rørende, og det var faktisk synd, at det druknede. Lidt det samme med Henrik Lykkegaards bud på Kent – Lykkegaard er også komiker, men han gav et meget rørende bud på Kent, hvis man lige gad lytte, altså. Den tredje helteskikkelse i stykket er Cordelia, yndlingsdatteren. Men i rollen som Cordelia fik Signe Egholm Olsen ikke rigtigt plads til andet end teenagehysteri. Til gengæld var hun fremragende som narren; her var et lille ekko af hendes rolle i Omstigning tidligere på sæsonen.

En blandet fornøjelse, syntes jeg. Og den sære blanding af dansk og engelsk hjalp virkeligt ikke.

4/3 2016: Mendelssohns Elias

DR havde agiteret kraftigt for denne koncert og tilmed udbudt den gennem diverse tilbudsordninger. Men salen var slet ikke fuld, da det kom til stykket. Og det var synd, for folk gik glip af en rigtigt god koncert.

På podiet stod grunden til, at jeg havde glædet mig siden sidste forår: Masaaki Suzuki, den store Bach-specialist, der står bag miraklet Bach Collegium Japan. På det seneste har han åbenbart bevæget sig op i det 19. århundrede, men indsigten i det religiøse bag musikken har han med sig hjemmefra. I lige netop Mendelssohns store oratorium om profeten Elias er det vigtigt at kende sin bibelhistorie; men hvis man ikke gør det, så skal man satse på et godt kor og et solidt orkester og så bare læne sig tilbage og nyde de lækre melodier. Mendelssohn var vist ude af stand til at skrive kedelig musik, og Elias er stuvende fuld af lækre toner og sangbar musik. DR Koncertkoret (og venner) fyldte næsten halvdelen af scenen og en lidt forstørret wienerklassisk udgave af DRSO tog sig af resten. Ikke at de skulle meget andet end understøtte sangere, altså: Fire solister, et kæmpekor, en drengesopran og et udbryderkor på 8 sangere, der bl.a. sang en fuldstædigt bedårende kvartet for 2 sopraner og 2 alter.

Koret sang bedre, end jeg længe, om nogensinde, har hørt dem! Nej, hvor lækkert! Og altså ikke mindst de forskellige sammensætninger i udbryderkoret. Suzuki lagde tydeligvis vægt på det harmoniske og bløde musikudtryk, sandsynligvis for at blødgøre Elias’ uforsonlighed og understrege lyset og tilgivelsen. DRSO lagde en lækker bund under det hele – lutter lækkerier, faktisk. Til gengæld haltede det med solisterne. Som alt sang Roxana Constantinescu en rystende dronning Jezabel især, men generelt var hun den bedste solist med en vis margen til resten. Den såkaldte stjerne var Christopher Purves, der sang Elias, men han havde en forkølelse på stemmen, der slørede nogle af indsatserne. Men knald på stemmen, især i dybden, når først han var i gang.  Det er altid rart at opleve sangere, man ikke har hørt før; men i en by, der vrimler med mere end almindeligt habile sangere, så virker det sært at hente 4 ude i verden, der ikke rigtigt leverer varen.

Men det gjorde koret altså til gengæld, og tak til Maestro Suzuki for at have fået det udtryk frem i kor og orkester!

5/3 2016: Operaakademiet synger Monteverdi

Operaakademiet har en årlig forestilling, der skal teste årgangen. Jeg springer normalt over, men i år skulle det være Monteverdis Poppaeas Kroning (L’incoronazione di Poppea) i en udgave strukket sammen af (selveste) Peter Spissky, så det måtte jeg opleve. Og det kunne altså kun lade sig gøre denne lørdag aften.

Det foregår på Operaens Takkelloftscene, og publikum sidder på to langsider med det lille barokorkester midt på den ene langside: To violiner, en bratsch, to blokfløjter, en barokfagot, en cello, en teorbe, og Marcus Mohlin på orgel og cembalo. Som Nero det lokale forsøg på at uddanne en vaskeægte kontratenor for første gang i mands minde, Morten Grove Frandsen, og som hans store kærlighed den fremadstormende sopran Signe Sneh Schreiber.

Operaen er jo altså af Monteverdi og derfor fuld af arier, hvor de samme par ord synges et hav af gange. Mens jeg skriver dette hører jeg, at dirigentkæmpen Nikolaus Harnoncourt er død; det var ikke mindst ham, der trak baroktidens musik frem i lyset igen, bankede støvet af, og gjorde den relevant for et moderne publikum igen. Tak for det!

Lige netop denne opsætning var absolut til den spartanske side, men der var saft og kraft i tingene hos både sangere og orkester (det var jo Spissky, der stod for arrangementet). Den unge Frandsen er jeg ikke særligt vild med – det kan meget vel være, at jeg er for farvet af min forkærlighed for Andreas Scholl og Philippe Jaroussky, og jeg indrømmer gerne, at Frandsen stadig er meget ung i et stemmefag, der kræver rigtigt megen erfaring. Men der mangler noget præcision i toppen, så det ikke bliver det rene hyleri. At han er en dejlig sanger fik vi faktisk først for alvor at høre i den vidunderlige afsluttende duet med Poppea, Pur Ti Miro.

Det var også et af de stærkeste optrin: Nero og Poppea synger om deres kærlighed til hinanden, mens de lister rundt blandt ligene af deres modstandere. Av for den! Denne sidste scene fik dog konkurrence af begyndelsen på anden akt, hvor filosoffen Seneca får at vide, at han bliver nødt til at begå selvmord; på vej ud af livet ledsages han af unge venner, der synger ubegribeligt smukt om, hvor meget han betyder for dem. Et harmonisk mesterværk, sunget virkeligt smukt af disse kommende operastjerner.

En god aften i godt musikalsk selskab! Bravo til de medvirkende over en kam!

Det var så slut på opsamlingsrunden. Jeg håber, jeg vil kunne huske de fire oplevelser, der var meget forskellige, men alle gav mig en god oplevelse og noget at tænke over på vejen hjem.

Kategorier:koncerter opera skuespil

Tagged as:

Eva

1 reply

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: