Menu Forside

Kavakos, Mozart og lidt til

Kan man blive syg af af gå til symfonisk koncert? Jeg ved det ikke, men i betragtning af alle de åbenbart syge mennesker, der hoster og harker sig igennem de fleste koncerter, jeg går til i disse år, så kan det ikke udelukkes.

I fredags var jeg til en af de meget sjældne koncerter, hvor dirigenten slår af og demonstrativt venter på, at støjen lægger sig. Det er der blevet sagt og skrevet en del om henover weekenden, men Concertanten mener, det var absolut på sin plads, da det skete.

Koncerten

Næsten 2 måneder efter seneste besøg ude i den blå firkant, forlod jeg fredag eftermiddag demonstrativt kontoret allerede 17:30 for at tage til Amager. Uhørt tidligt, altså, så jeg kunne få noget at spise inden koncerten. DR havde slået koncerten stort op, men jeg var der, fordi den indgik i min beskedne abonnementsserie. Det store ved koncerten var ikke, at den græske violinvirtuos, Leonidas Kavákos skulle spille solostemmen i en violinkoncert af Mozart, men at han også skulle dirigere DRSO undervejs. Kavákos spillede Sibelius violinkoncert i december til stor jubel for de tilstedeværende, men den koncert var jeg gået glip af, så jeg glædede mig til at høre ham trods mine forbehold for stjernesolister, der dirigerer.

Programmet var sært:

  1. Mozart: Violinkoncert nr. 3, g-dur.
  2. Haydn: Symfoni nr. 83 “La Poule”.
  3. Strauss: Tod und Verklärung

Ahva’? tænkte jeg. Man kan sagtens kombinere Mozart og Haydn, men at koble dem sammen med Richard Strauss er da lidt sært. Og fint nok med en stjerneviolinist, der dirigerer et forholdsvist lille orkester i noget wienerklassik, men et kæmpeorkester som kræves i Strauss? Ja ja, lad os se.

Scenen var halvfuld, salen var propfuld. Som jeg plejer at sige: Giv folket, hvad de vil have (Mozart), og så skal de nok dukke op. Ikke noget dirigentpodie, for solisten ville tydeligvis helst stå helt inde i orkesteret. Godt så, ind med ham! Og ind kom han i blå skjorte á la Mao-men-i-silke. Vi havde fået at vide, at han var ramt af forkølelse, og måske var det derfor, han hang lidt med skuldrene. Velankommen hilste han pænt på stedfortrædende koncertmester Emily Fowler (Johannes Søe havde lagt sig med influenza, desværre), satte orkesteret igang med et vink, og satte så selv i med sine solotriller.

Mozart skrev denne koncert til sig selv som solist. Første sats er Mozart på den unge måde men dejlig nok endda, især med de to oboers fløjten som kontrast til alle violinerne. I anden sats kan man se tegn på, hvor den unge mand vil havne rent musikalsk: Alle strygerne spiller med sordin, oboerne er tavse og i stedet fløjter fløjterne laaange triller. Det er meget smukt og peger frem mod den strygekvartet, jeg hørte et par dage forinden. Tredje sats er stadig virtuos (vældigt fine kadencer i alle tre satser) men også sjov: dansemusik med gavtyvestreger. Stort bifald, trampen i gulvet fra orkestret, og en enkelt rød rose til solisten, der straks skiftede job til dirigent og leverede rosen til en virkeligt godt spillende Eva Steinaa.

Efter et ungdomsværk kom vi til et værk af en ældre herre. Til Haydn blev der tilføjet et par fagotter og flere strygere samt strøget en fløjte. Symfoni nr. 83 hører til de såkaldte Parisersymfonier, som Haydn skrev efter at fået ny kontrakt med fyrst Eszterhazy, så han nu måtte skrive musik til andre end fyrsten. Den har fået tilnavnet “Hønen”, fordi der hver sats lyder en klukken fra henholdsvis obo og fløjte, der kan fortolkes som en hønes klukken. Tja, sjovt lyder det i hvert fald. Kavákos står igen midt i strygerhavet og dirigerer uden stok for at kunne forme musikken. Med sine hænder åbner og lukker han for de dynamiske elementer, som musikken pumpes fuld af i denne udgave. En let bøjning mod førsteviolinerne, en vinken til celli og kontrabasser, et nik til obo og fløjte. Små virkemidler, men efter sigende havde det været et par intense prøvedage med fokus på bueteknik, så den musikalske fortælling sad på plads hos musikerne.

Efter pausen jo altså Richard Strauss’ tonedigt om en døende mands sidste tanker. Han skrev det som ung mand, og anekdoten fortæller, at han på sit dødsleje cirka 300 år senere sagde, at det var præcist, som han havde beskrevet det alle de år tidligere. Tja, det ville enhver jo kunne sige, da det er svært at modbevise. Men kom der god musik ud af det?

På Straussk vis blev scenen nu fyldt af musikere, især strygere, og et dirigentpodie blev også tilføjet, for Kavákos ville tydeligvis beholde styr over foretagnet og havde tilmed dirigentstok med denne gang. Men hans stil var den samme: En smule foroverbøjet, som om kroppen lukkede sig om en (stor) usynlig violin, en tendens til bøjen mod førsteviolinerne, og lidt flagrende hænder. Men musikken flød så spændstigt som før pausen. Vel at mærke da vi var kommet i gang, for det var hér, Kavákos valgte at slå af efter en halv takt eller så, da støjen fra publikum overdøvede de sarte toner. I anden omgang kom vi videre end til begyndelsen, men hosteriet fortsatte ufortrødent. Synd, for det er faktisk overraskende (jeg bliver nok aldrig Strauss-fan) god musik. Ganske vist følte jeg mig ikke tårerne nær, men der var mange gribende øjeblikke med sart fagot, en uventet strygekvartet, og igenigen flot obo- og fløjtespil. Stort bifald til dirigent og orkester, og adskillige enkeltmusikere og instrumentgrupper blev trukket frem til eget bifald af en klædeligt ydmyg verdensstjerne.

Dommen

Kavákos er en fremragende violinist, kan jeg nu bekræfte. Han er slet ikke ueffen som dirigent, heller, men han er bare så meget bedre som violinist. I begge roller handler han om musikalitet, spændstighed og dynamik, og i begge roller gav han de tre ting videre til orkesteret.Orkesteret var tydeligvis begejstrede for ham – muligvis fordi de i ham genkender sig selv: En musiker. Hans violintone er fuld af lys, og mens han selv ser genert og indelukket ud, så er hans violin absolut udadvendt og brilliant.

Mozart og Haydn kan spilles på mange forskellige måder, og det bliver de også. Det, der gjorde musikken interessant for mig denne aften, var netop Kavákos’ insisteren på musikalitet, spændstighed og dynamik. Musikken var så meget mere levende, end man så ofte hører den i store koncertsale, og der var da lånt ikke så lidt fra den såkaldte historiske opførelsespraksis med korte buestrøg og stærkt kontrolleret brug af vibrato. Sådan noget gør tanten glad! I begge værker var jeg dog især glad for oboer og fløjter: med Eva Steinaa og Ulla Miilmann til at sætte tonen, så at sige, løftede de to grupper sig op over resten i gnistrende klukkeri. Meget, meget fint spillet! Og så virkede det utroligt godt, at Kavákos stod inde i orkesteret: det var ikke blot gold symbolik men skabte en intim “vi er sammen om dette” stemning, der igen løftede musikken.

I Strauss kunne det nemt være gået galt, men det gjorde det ikke, fordi dirigent og orkester var enige om projektet. Musikken selv er jeg stadig ikke specielt begejstret for, men fremførslen gjorde mig glad. Det var virkeligt fint spillet hele vejen rundt, og musikerne fik (nogle af) os til at trække vejret i takt med den døende mand. Bravi tutti!

Til gengæld er der for en gangs skyld karaktergivning til publikum, og vi dumpede! Jovist er det højsæson for influenza og forkølelse, men hvis man lider af en af de to, så må man enten holde sig hjemme eller pakke lommetørklæder og halspastiller ud og gøre klar før musikken går i gang. Det er simpelthen ikke OK, folkens! Især i denne koncertsal, hvor vi så at sige alle sidder overfor hinanden og derfor kan høre hvert et host højt klart og tydeligt. Det er synd for musikken, synd for musikerne, og synd for resten af publikum. Sig lige til, hvis du gerne vil have et par tips til, hvordan man undgår at blive til hadeobjekt, ikke?

 

PS: På vej hjem kunne jeg mærke, at dagens optræk til snot var ved at blive til feber. Ikke på grund af aftenens publikum dog, men jeg satser hårdt på at blive frisk igen til på fredag, hvor jeg skal til koncert igen.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: