Menu Forside

Puccinis Il Trittico

Jovist, jeg har helt frivilligt været til Puccini-opera! Den slags sker normalt kun under protest og en vis portion hylen og skrigen, men lige netop den forgangne søndag dukkede jeg op helt frivilligt. Grunden? Johan Reuter som Michele og Gianni Schicchi og Elizabeth Llewellyn som Giorgetta og Søster Angelica! Og, indrømmet, en del overstrømmende anmeldelser af opsætningen. Tja, undertiden er jeg nem at lokke.

Operaen

Denne opsætning havde premiere i 2013, og da var jeg slet ikke interesseret. Nærmest demonstrativt ikke interesseret. Og dog lidt nysgerrig. Ganske vist mener jeg, at Puccinis musik er ren pop, men opsætningen skulle være god, og gode sangere var med…. Men jeg kan ikke lide Puccini og blev altså væk.

Selv da de tre mini-operaer dukkede op i programmet for Det kongelige Teaters sæson 2015-16, var jeg i princippet ikke interesseret. Men så dukkede der noget interessant op, nemlig muligheden for at (udvidde min horisont og) opleve vor lokale helt Johan Reuter i hele to roller og britiske Elizabeth Llewellyn i også to roller. Reuter er jo en helt vidunderlig og lækker baryton, som heldigvis stadig synger en del herhjemme. Sopranen Llewellyn faldt jeg for med et brag, da hun sang en overdådig Bess i Gershwins Porgy & Bess her i København for et par sæsoner siden. Pludseligt måtte jeg simpelthen købe en billet!

Så søndag eftermiddag trippede jeg over brostenene ud til Operaen på Holmen. Med en kop kaffe og en chokolademuffin som opvarmning (det var en kold dag) fik jeg mig møvet på plads på række 1 på anden balkon, en plads med masser af orkestervellyd.

Det er jo tre operaer: En tragisk, Kappen, en højtidelig, Søster Angelica, og en munter, Gianni Schicchi. Scenografien består af store skibscontainere, der i Søster Angelica forvandles til vaskerum og klostercelle, og til stormønstrede stuer i den sidste. Se billederne på kglteater.dk – det er fin scenografi af Paolo Fantin.

Vi lægger ud med et drama: Ægteparret Michele og Giorgetta har mistet deres søn. Hun håndterer tabet ved at drømme om et liv på land hjemme i Paris og i øvrigt flirte ivrigt med den unge medhjælp på skibet. Han håndterer tabet ved at bære rundt på sin søns sko og legetøj i frakkelommen. Men de kan overhovedet ikke mødes i deres sorg, og det ender med, at han slår hendes elsker ihjel i desperation.

I overgangen til næste opera forvandledes Giorgetta til Søster Angelica, der i denne opsætning ikke er nonne men nærmere indsat på et hjem for uartige piger, som det engang hed. Elizabeth Llewellyn har taget Giorgettas døde søns sko med sig, for nu er det Angelicas søns sko; den søn, hun måtte forlade umiddelbart efter fødslen. Her begyndte jeg straks at tænke på Erik Valeurs Det syvende Barn, som jeg netop har læst (langt om længe) og som kredser om samme problematik: Hvad sker der, når man skiller mødre (eller fædre) fra deres børn? Angelica håndterer tabet ved at blive småskør, og fair nok med det. Undervejs synger hun en vaskeægte tåreperser om savnet af sin søn, og selv jeg måtte knibe en tåre. Jojo.

Efter pausen slår vi over i komik. En forholdsvis rig mand er død, familien vil ikke acceptere testamentet, så de får Gianni Schicchi til at spille den nyligt afdøde, så notaren kan nedskrive et nyt og bedre testamente. Motivationen for alle er, at derved kan Schicchis datter Lauretta få lov at gifte sig med den forhåbentligt snart rige arving Rinuccio. Lauretta lokker sin far til udåden ved at synge en rigtig sentimental sang som moralsk afpresning, O mio babbino caro, hvor hun truer med at kaste sig i Arno, hvis hun ikke får sin Rino. I denne opsætning er der en yderligere motiverende faktor i form af scanningsbilleder, der afslører, at der er et barnebarn på vej. Men den snu Schicchi snyder familien ved at testamentere hovedparten af godset til sig selv – de snydte arvinger kan jo ikke protestere uden selv at blive anklaget for svig. Som punktum slår Johan Reuter om til dansk efter at have lukket alle arvingerne inde i en container: Hvis vi i publikum synes, kultur er værd at bruge penge på, så kunne vi jo tage at applaudere. Det gør vi så.

Dommen

Jamen, jeg var da godt underholdt! Musikken er jo hvad den er – pop! Puccini skrev ikke disse tre værker for at revolutionere verden, samle Italien, forsvare kvindesagen, eller noget som helst andet end at lokke kunder i butikken og tjene nogle penge. Det er der ikke noget i vejen med overhovedet, heller ikke musikalsk. Det er velskrevet og veldrejet, ligesom jeg jo gladeligt går til musicals, der på mange punkter gør nøjagtigt det samme: underholder, fornøjer, og berører generelle menneskelige problemer lige nøjagtigt nok til ikke at bore alt for dybt.

Johan Reuter var lige så vidunderlig som den grublende, rugende Michele i Kappen, som han var komisk boblende som Schicchi. Meget velsyngende i begge roller og meget bevægende, når han tog den døde søns legetøj frem. Men sjovt at se ham slå sig løs i to så forskellige roller. I Kappen havde han godt modspil af Elizabeth Llewellyn – hendes Giorgetta er lidt i familie med hendes Bess: En kvinde, der er fanget i en verden, der ikke er hendes, og som reagerer ved at forsøge at (gen-)udnytte mændene omkring sig. Hendes Angelica var smuk i sin småskørhed, og hendes rejse frem mod behovet for at slå sig selv ihjel for at møde sit barn i himlen var hjerterystende. Det blev så kun forstærket i denne opsætning af, at hendes søn slet ikke er død – budskabet er, at verden er fuld af bedrag, åbenbart.

I Søster Angelica imponerede Tuva Semmingsen i øvrigt som voldsomt stramtandet og skarpskåren lærerinde, der nok skulle vide at sætte de tarvelige tøsebørn på plads. Dejligt at se hende i en helt anden rolle, og hun så ud til at have det sjovt.

Det samme kan siges om alle i Gianni Schicchi: sjov med sjov på, en kravlen op og ned ad stiger og trapper med Gert-Henning Jensen som den mest atletiske som sædvanligt. Alle var velsyngende og fint spillende.

Jeg er glad for, at jeg overtalte mig selv til at se disse tre operaer. Især for Reuters og Llewellyns skyld, men også for resten af opsætningen. Det er en god produktion med plads til gode øjeblikke i sidehistorier. I Kappen var Hanne Fischer og Sten Byriel et meget morsomt fremstillet par helt nede på samfundets bund, men ih hvor var de gode!

Jeg behøver ikke se Il Trittico igen. Men det kan da godt være, jeg skal holde op med at ignorere Puccini i det hele taget. Måske en La Boheme en dag? Trods alt?

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: