Menu Forside

Onegin i Malmø

Vi lægger hårdt ud i det nye år: Tjaikovskijs opera Eugen Onegin på Malmø Opera! Eller for nu at være helt præcis: Евгений Онегин. Men selv i Pushkins oprindelige digtroman skiftes der flittigt mellem russisk og fransk, for sådan gjorde man dengang i Rusland. Det er nemlig på mange niveauer et værk om gamle dage, selvom operaens musik var hypermoderne, da den blev skrevet.

Tjaikovskij er ikke min yndlingsrusser, da jeg har haft det svært med hans romantiske blomstermalerier. Romantisk i den egentlige betydning, som jo inkluderer et mørke. At manden selv havde sine dæmoner, er kendt stof, og forskerne hygger sig vist stadig med at finde mønstre i “store personlige kriser” og “fuldstændigt bedårende musik”. I de senere år er jeg blevet ganske glad for hans symfoniske værker, og det har åbnet et vindue ind i hans øvrige værker for mig.  Og så i den påståede sommer 2015 bød Copenhagen Opera Festival på en koncertant opførsel af Eugen Onegin, og den faldt jeg pladask for. Inden da havde jeg hørt såvel Lenskijs som fyrst Gremins arier i så at sige løsdrift ved et par koncerter og var glad for nu at få dem sat ind i en slags sammenhæng.

Denne koncertante opførsel var med Malmø Symfonikerne og så frem mod en rigtig opsætning på Malmø Opera i efteråret og vinteren med samme orkester i graven og nogle andre sangere (til dels) oppe på scenen. Jeg lovede mig selv at få billet til den opsætning, men så kom der så meget andet, og jeg må indrømme, at jeg faktisk næsten glemte det igen…. Men da den svenske regering brød sammen i mødet med den virkelige virkelighed og som konsekvens besluttede unilateralt at nedlægge den sammenhængende Øresundsregion pr. 4. januar 2016, så fik Concertanten pludseligt travlt med at finde en billet til Malmø, mens togene stadig ville køre nogenlunde forudsigeligt.

Operaen

Malmø Opera ligger lige i udkanten af den absolutte bymidte på kanten af det gamle slotsareal og tæt på den spritnye Triangeln station. Jeg havde ikke været med toget til Malmø et par år og glædede mig til at opleve den nye Citytunnel, der giver en genvej til Malmø Central i stedet for den store bue hele vejen rundt om byen. Af samme årsag tog jeg et lidt tidligere tog, så jeg kunne nyde resterne af julestemningen i gågaderne, for Malmøs bymidte er meget charmerende og fuld af gode butikker. Men det var den forkerte beslutning, for der blæste en kraftig vind fra øst, fuld af hele Sibiriens vrede. Så i stedet for en langsom slentretur, en god sandwich eller suppe et sted, og så endnu en slentretur ud til operaen, så blev det strakt galop gennem byen, formummet i hue og handsker.

Selve huset er jævnaldrende med Tivolis Koncertsal og det gamle Radiohus men absolut mere svensk i udtrykket – bygget med storhed i tankerne og kæmpestore foyerer, så alle kan se alle. Selve salen er til gengæld overraskende intim i en helt enkel amfi-opbygning uden loger og gallerier eller andet elitært. Man sidder godt og ser godt overalt, tror jeg, for jeg sad på 5. række og kunne alligevel sagtens se hele scenen plus underteksterne.

Historien er som følger: Vi er ude på det russiske bøhland på familien Larins gods, hvor mor og to teenagedøtre holder skruen i vandet med hjælp af en tjenestepige (den gamle amme) og en hær af underdanige fæstebønder. Den ene datter, Olga, er trolovet med sønnen fra nabogodset, Lenskij – på klassisk vis startede som et arrangeret forhold, men de to unge er meget forelskede i hinanden, selvom de er ret forskellige. Olga er til fest og farver, Lenskij er mere poetisk anlagt. Den anden datter, Tatiana, er en indadvendt bogorm med hovedet fuld af romantiske drømme. Lenskij kommer på besøg sammen med en god ven, Onegin. Denne er lidt af en spradebasse, der holder sig for god til det meste – du kender typen: Sort rullekravesweater, halvlangt hår, og en ironisk tilgang til alt. Så Tatiana falder for ham med et brag! Hun sender ham et laaaaangt brev, hvor hun erklærer ham sin kærlighed, men han afviser hende med ordene: “Hvis jeg var til et stille liv ude på bøhlandet, så ville jeg gifte mig med dig. Men det er jeg ikke, så hej!”. Tatiana er knust. Til hendes fødselsdagsfest et par dage senere lister Tatiana og Onegin rundt, så selv Lenskij bemærker det. Han bebrejder Onegin hans opførsel, og så bliver Onegin tøsefornærmet og vil hævne sig på Lenskij ved at lægge lidt an på dennes forlovede, Olga. Han danser den ene dans efter den anden med hende, og hun synes, det er sjovt. Det gør Lenskij ikke! Han bliver jaloux og kræver satisfaktion. De to brushaner får argumenteret sig op i et hjørne, og det ender med en duel på mangel på vilje og to pistoler. Lenskij dør, men Onegin taber, for han må flygte fra Rusland. Et par år senere vender han tilbage til Sankt Petersborg, hører at en gammel ven af familien har soiree, så han tuller hen til fyrst Gremins hus og opdager til sin store overraskelse, at fyrsten er blevet gift, og at den mondæne societydame er den små Tatiana. Han belejrer hende, for nu kan han se, at hun er alt, han nogensinde har drømt om. Hun indrømmer, at hun stadig elsker ham, men nu er hun jo altså gift, og hun vil under ingen omstændigheder forråde sit løfte til sin mand. Basta. Så går hun, og Onegin indser, at hans liv er forspildt. Punktum.

Det er en pragtfuld historie, og Tjaikovskij fik skrevet en bunke virkeligt dejlige melodier til den. Lige fra alenlange indre monologer til komplekse terzetter og sekstetter og valsende kor. Et vemodigt horn synger med på Tatianas længsel. En klagende obo understreger Onegins ennui.

Scenen var opbygget med tre vægge med døre og vinduer, der skiftede udtryk ved hjælp af videoprojektioner (åh jo, det er ikke gået af mode endnu). I første akt var scenen så også beplantet med kornmark af en eller anden grund. Men da Malmø Opera har en meget stor scene, så var der rigeligt plads til fæstebøndernes kor og lidt folkedans i ny og næ.

For jo, udover at være en skildring af unge menneskers lidenskaber og kvaler, er operaen Eugen Onegin også en musikalsk skildring af livet ude på bøhlandet. Tjaikovskij var vist et udpræget bymenneske, men han var også opmærksom på tidens trang til de russiske rødder i form af landsbyen og godset. Ligefrem folklorist kan man ikke kalde ham, men at han kendte til folkets sang kan høres i fæstebøndernes indtog. Det er smukt uden at blive sukkersødt eller karikeret, måske godt hjulpet af de neutrale kostumer. Lidt endnu kan man se et par billeder her: http://www.malmoopera.se/forestallningar/eugen-onegin.

Dommen

For det første er en en rigtigt god historie. For det andet er det rigtigt dejlig musik. For det tredje blev der sunget og spillet rigtigt godt. Men for det fjerde var der hundekoldt i operaen!

Mine sidemænd hentede deres dynejakker i pausen og sad med dem på i hele anden akt. Det undlod jeg, da jeg frygtede så blot at fryse det mere, når jeg skulle spæne hen til Triangeln station. Hvem af os, der havde mest ret i det lange løb, skal jeg ikke kunne sige, men jeg frøs.

Den pludselige vinterkulde og den stærke blæst påvirkede min samlede oplevelse – det er simpelthen svært at svømme helt hen i musikken, når tænderne klaprer. Det fik mig til at ærgre mig dobbelt over ikke at have købt billet til en af de tidligere forestillinger. Desuden ville jeg gerne have genhørt sommerens Tatiana, Sabina Cvilak, og genset den fine dirigent, Michail Jurowski. Men ferieafløserne var nu også vældigt fine. Som Tatiana fik vi den Stockholm-baserede russer Maria Fontosh, som virkeligt rørte mit vinterkolde hjerte, når hun næsten hviskede ungpigens håb og længsler. Hendes arie om, hvordan hun genkendte Onegin fra sine drømme (Вот он!), var hjerteskærende. På podiet nede i den vældigt dybe orkestergrav ragede den vældigt høje Gregor Bühl ikke op til kanten, men han havde et godt greb om musikken, og orkesteret spillede endnu bedre, end jeg havde håbet, baseret på mikrofon-udgaven under Copenhagen Opera Festival.

Til gengæld havde jeg lidt svært ved at få fattet de to unge mænd, Peter Auty som Lenskij og hviderussiske Vladislav Sulimsky. Onegin er en svær rolle, fordi man skal balancere mellem den lidt båtnakkede verdenmand og den unge mand, der falder for Tatiana ved første møde men ikke vil være ved det. Sulimsky sang virkeligt godt og skildrede fint Onegins modvilje mod duellen, hans lede ved sig selv for at have dræbt sin bedste ven, og hans chok over at blive afvist af Tatiana. Dá rørte han mig! Auty virkede lidt for bøvet som Lenskij, men hans desperation i sin store arie om kærligheden til Olga fejlede intet – meget gribende, og det er jo ikke Autys skyld, at jeg foretrækker Peter Lodahl i rollen…

Hvis man skynder sig, kan man få billet til de sidste par forestillinger. Jeg springer over, men det er på grund af den idiotiske grænsepolitik og ikke på grund af opsætningen af  operaen. Jeg skal absolut have set Eugen Onegin i en anden opsætning en dag (den går vist lige nu på Covent Garden, men det når jeg ikke), og jeg skal helt klart tilbage til Malmø Opera, når det er blevet lunere i vejret (og de har noget spændende på programmet, som ikke er er en musical).

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: