Menu Forside

Omstigning til Paradis – uden sporvogn

Trods mange års engelskstudier er det lykkedes tanten at undgå den amerikanske forfatter Tennessee Williams. Altså, jeg kendte da til hans værker og generelle eksistens, men jeg følte mig aldrig lokket til at få det læst. Måske skræmt af den herostratisk berømte filmatisering af A Streetcar Named Desire med en meget ung og meget fysisk Marlon Brando som Stanley iført verdens mest berømte hvide t-shirt; ikke at jeg har noget imod stramtsiddende tøj som sådan, men jeg så nok et klip af filmen på et tidspunkt af livet, hvor ekstreme følelsesmæssige udsving ikke lige var sagen – og slet ikke i sort/hvid.

Men i min eksperimentale miks-serie i Det kongelige Teaters sæson 2015-16 dukkede en nyopsætning af skuespillet, der på dansk hedder Omstigning til Paradis, op, og det glædede jeg mig faktisk til. Set fra mit synspunkt har KglTeater haft en vis succes med at nyopsætte klassikere, så saften og kraften får lov at fremstå klarere, selvom der til tider bliver hugget en hæl og klippet en tå for meget. Nogle af mine yndlingsskuespillere skulle være med, selvom Danica Curcic desværre måtte melde fra relativt sent for at blive erstattet af den mere modne Charlotte Munck.

Da anmeldelserne kom efter premieren var de … blandede. Jeg var ved at komme i tvivl, men jeg ville se stykket for at leve op til mit eget motto om “et frit og åbent sind”. Så en decemberfredag tog jeg fra kontoret til Skuespilhuset for enden af Nyhavn, fik det rituelle glas hvidvin (det burde nok have været en øl, temaet taget i betragtning), og satte mig ind i salen.

Forestillingen

Scenen er groft sagt drejescenen monteret med et hav af sofaer, et par senge, en række skabe og køleskabe, og et trommesæt. Ikke mindst et trommesæt, der bruges flittigt undervejs. I forgrunden er der grillaften med rigeligt øl og to par: det modne ægtepar Eunice og Steve og deres unge lejere, Stella og Stanley. Scenen drejer, så grillfesten kommer i baggrunden, og en elegant klædt dame med rullekuffert kan trænge frem mellem sofaerne. Det er jo Stellas søster, Blanche, og så kan kulturkampen begynde.

Blanche er et dannet menneske, tilsyneladende, og dog kan hun ikke modstå fristelsen til at rakke svogeren og det ret kedelige sted ned og bebrejde lillesøster, at hun har ladet sig falde så dybt ned til samfundets bund, sådan cirka. Til gengæld kan Stanley slet ikke modstå fristelsen til at leve op til svigerindens nedladende beskrivelse af ham: jo mere han beskyldes for at være en abe, jo mere opfører han sig som en. Og han føler sig provokeret til at grave snavs frem om Blanche, så han beskylder hende for at have drukket familieformuen op og horet sig gennem det meste af staten.

Drejescenen drejer, så vi hele tiden skifter vinkel på det drama, der udspiller sig. Hver gang søstrene er lige ved at nærme sig hinanden, drejes den ene igen væk fra den anden, så vi meget tydeligt kan se afgrunden mellem dem. Selvom den afgrund er fuld af møbler, er den konkret nok endda: Blanches silkebluser kontrasterer med Stellas polyesterbluser, og Blanches prestigetab i form af hendes akutte pengemangel møder Stellas moralske upperhand i form af hendes ægteskab og graviditet, der i nogle kvinders øjne giver vinderpoint. Der er meget mere på spil mellem de to søstre end blot Blanches behov for et gratis sted at bo – Williams antyder et familieliv, hvor storesøster tager offerrollen med ansvar for syge forældre, og lillesøster ikke kan komme langt nok væk hurtigt nok. Vi får aldrig helt at vide, hvad der er sket, men der er så mange lag af skyldfølelser mellem søstrene, at Stanley koger over og kommer til at tæske dem begge.

Stanley har nemlig lært, at alle problemer kan løses med fysisk handlekraft. Han er tidligere soldat og kæmper givetvis med nogle spøgelser fra fortiden. Hans soldaterkammerat Mitch har løst sine problemer ved at træde helt ind i sig selv og stort set ophøre med at eksistere, men Stanley spiller rollen som macho-mandfolk og deler flittigt ud af brunsthyl og lussinger for at demonstrere sin skrøbelig magt over de sørgelige omgivelser. Det har han til dels lært af Steve, som Peter Gilsfort spiller som en rigtig hyggeonkel, der fortæller kvindefornedrende vitser og kommer til at banke konen, når hun bliver for næsvis.

Stillet overfor Blanches nedladende manerer føler Stanley sig truet, og han reagerer som den alfahan, han ser sig selv som, ved at gøre hvad han kan for at fjerne truslen. Peter Plaugborgs laaaange muskuløse krop strutter af Stanleys testosteronoverskud: han skyder bagdelen bagud og brystet frem og bliver derved endnu mere abelignende og kommer derved til at bekræfte Blanches foragtende beskrivelse af ham. Som kontrast er Mitch lige ved at træde sig selv over tæerne hele tiden for at undgå så meget som antydningen af maskulinitet.

Aggressionerne pisker rundt i luften, og trommeslageren pisker stemningen yderligere op. Det hele ender med barnefødsel, et samleje (i originalen en voldtægt, men sådan er der så meget), en forsvinden, og et rystet publikum.

Dommen

Af et psykologisk drama at være, er denne opsætning en meget fysisk manifestation af menneskets mest dyriske instinkter. Det skal en opsætning af Omstigning sikkert være for netop at fremme konflikten mellem Blanches mere og mere desperate romantik og bydelen Paradis’ knivskarpe fokus på menneskets mest basale behov. Blanche kæmper helst på ord (“Jeg ønsker ikke realisme, jeg ønsker magi!”), og Stanley kæmper helst med næverne. Og dog forsøger Blanche at finde forløsning i sex, druk og løgn, mens Stanley bruger sladder som en meget konkret våben.

I denne opsætning er voldtægten jo altså afløst af samleje mellem omtrent ligeværdige partnere som en forløsning af den anspændthed, der har været mellem Stanley og Blanche fra første møde  – Blanche forsøger som sædvanligt at drukne sig selv i en fysisk relation, mens Stanley som sædvanligt opfatter ethvert forhold mellem mand og kvinde som noget, der nødvendigvis må ende med sex. Med ham øverst, forstås. Der har været en bunke palaver om denne scene, som til premieren havde Blanche som initiativtager ved at tage alt tøjet af og altså stå splitternøgen på scenen. Det kan der være en eller anden form for mening med: hun skræller alle lag af beskyttelse af, og chokeffekten på publikum må have været enorm. Palaveren endte med, at hun beholder BH og trusser på. Effekten er stadig vældigt stor men ændrer lidt betydning: Blanche bruger her sin krop lige så aggressivt som Stanley, omend af en helt anden årsag, nemlig hendes evige jagt på den romantiske drøm. Hun ved udmærket, at Stanley ikke er den millionærven, hun hele tiden omtaler, men sex er et værktøj for hende til at drukne sig i sin drøm om evig lykke.

Det er altså en opsætning, der støtter Blanche og giver hende ret. Ifølge det gode programhæfte var det også Tennessee Williams’ formål. Han skulle have kæmpet med nogle af de samme dæmoner, for hvad gør en drømmende sjæl i et samfund, hvor drømme ikke er tilladt?

I mellemtiden er der gået en juleuge og lidt til. Som optakt til julen er Omstigning til Paradis nok ikke lige det bedste valg, men til gengæld passede opsætning vældigt godt til det elendige vejr. Nogle bekendte var også til stede og var meget, meget begejstrede. Det var jeg ikke, mest på grund af antallet af sofaer, der hele tiden kom i vejen for min forståelse. Den rodede scene og det vilde percussionspil skal sikkert afspejle det indre kaos og grimheden i Paradis, men jeg er ikke helt solgt på idéen.

Peter Plaugborg var overvældende som Stanley og fik brugt sin velkendte sans for fysisk komik til at afspejle Stanleys frustrationer med sin situation – hans desperate brølen efter Stella, da han er kommet til at tæske hende på grund af sin fornemmelse af at være fanget, var fuldstændigt fabelagtig. Ligeledes var hans hans spillen alfahan overfor Mitch ligefrem rørende. Et virkeligt fint portræt af en mand, der har låst sig selv fast i en rolle, der ikke rigtigt passer til de faktiske forhold i Paradis. Hans Stella blev spillet af Signe Egholm Olsen, et nyt bekendtskab for mig, men vældigt fin til at spille biker-dullen fra Brøndby/Rødovre/Amagerbro, eller hvor dette Paradis nu end måtte ligge. Hendes runde øjne, da hun kom hjem fra hospitalet med sin nyfødte søn og finder sin mand og sin søster i seng, var ubetalelig. Hun holdt dette chokerede udtryk resten af stykket, så vi selv må bestemme, om hun er med til at slå søsteren ihjel eller ej.

Søsteren var jo altså Charlotte Munck, der er et stykke ældre end Plaugborg og Egholm Olsen og faktisk nærmere i alder på Peter Gilsfort og Ditte Gråbøl (Steve og Eunice). Effekten var helt sikkert anderledes, end hvis rollen var blevet spillet af Danica Curcic. Der kom et aspekt af generationskløft over forholdet mellem de to søstre. Men det gjorde det blot endnu mere svært at forstå, hvordan Stella egentligt er havnet på bunden af samfundet. Blanche er faktisk ikke noget særligt behageligt selskab, men Munck fik fint redegjort for hendes behov for at skabe en fantasiverden som forsvar mod livets ubarmhjertige realiteter. Resultatet var rystende, og måske det stærkeste indtryk fra den fredag aften.

Kategorier:skuespil

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: