Menu Forside

Årets Messias med Camerata Øresund

I december 2014 lod jeg mig lokke til en numerisk nedskaleret udgave af Händels oratorium Messias, fordi Peter Spissky leder det lille ensemble Camerata Øresund, der opførte værket med 12 sangere og 14 musikere. Jeg var temmeligt begejstret og ville derfor også høre ensemblet opføre værket i december 2015.

Selve Camerata Øresund består af konservatorieuddannede barokenthusiaster med base i København-Malmø og omliggende regioner, og ikke mindst en kerne af en lille håndfuld musikere, der er med i eliteensemblet Concerto Copenhagen. Herunder jo altså Peter Spissky, der kaprer unge påvirkelige sjæle i tre lande samtidigt og forvandler dem til virtuoser på barokinstrumenter. Jeg har tidligere indrømmet at være vild med Spisskys måde at spille på og især den energi, livsglæde og musikalitet, han indgyder sine elever, kolleger, og publikum. Barokfolket har det stadig svært i Øresundsområdet, men efterhånden ikke mere svært end andre musikere. København bobler af barokmusik spillet på historiske instrumenter  og/eller med energi og enthusiasme – jeg kan for eksempel på det varmeste anbefale at drage op på Bispebjerget en søndag og høre vidunderlig musik i det smukke kirkerum i Grundtvigs Kirke. Lige præcis dér, i Grundtvigs Kirke, har jeg mødt flere af medlemmerne af Concerto Copenhagen i årenes løb.

Koncerten

Dette år var der intet stormvejr, men en lidt usikker vejrmelding fik mig til at tage den store omvej til Blågårds Plads, hvor Concerto Copenhagen ville opføre den sidste af 4 opførelser af Messias dette år – i KoncertKirken, som den tidligere Blågårds Kirke har heddet en del år. Omvejen inkluderede en bustur med linie 5A, der har et helt særligt ry i byen som den mest proppede bus, og efter min debut kan jeg kun bekræfte det ry. Sikke en bus!

Det er en helt særlig stemning at trippe ned ad Blågårdsgade og rundt om hjørnerne til kirketrappen. På vej til koncerten er der god ro og orden på gaden, og på vej hjem er der mere .. skal vi sige liv i gaden. Der er mange vittigheder om forskellene mellem de forskellige bydele i København, men for indbyggerne er grænserne vigtige; for eksempel er jeg berygtet for altid at fare vild, så snart jeg krydser kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg, selvom der blot er tale om et par meter. Men jeg føler mig lidt som Livingstone, hver gang jeg kanter mig ind på Nørrebro….

Denne aften var der igen-igen stuvende fuldt i KoncertKirken. Publikum bestod igen af en dejlig blanding af barokenthusiaster, generelt interesserede, og forholdsvis tilfældige fra området. Nåhr jo, også en del familie og venner, jo altså. Igen i år skriver jeg listen over medvirkende nedenfor, da den er vigtig i sammenhængen.

Vi har altså et lille barokensemble med 4 førstevioliner, 3 andenvioliner, 2 bratscher, en cello, en bas, en lut og et cembalo. Undervejs får de selskab af et par ventilløse baroktrompeter (iøvrigt fremragende spillet) og, i Halleluja, et par pauker. Men det meste af tiden har vi 13 musikere og 12 sangere på scenen til del 1 og 2 af Messias. Og som sidste år får vi også lige en enkelt arie fra tredje del af Messias, nemlig basarien “‘The trumpets shall sound”, fordi den lyder godt. Men som sidst irriterer det mig lidt sådan at kage rundt i værket. Enten har vi del 1 og 2, eller hele værket. Det virker sært at klippe-klistre efter behov, også selvom det er fuldstændigt almindeligt at nøjes med 1 + 2 + det løse. I sidste uge hørte jeg jo (næsten) hele værket i Mozarts udgave, som jeg godt kan klare mig uden, men som i det mindste nogenlunde respekterer rækkefølgen. Til gengæld får vi her med originalen ting, som Mozart udelod, såsom den dejlige arie delt mellem mezzo og sopran, “He shall feed his flock”.

Vi fulgte samme mønster som sidst: Korets medlemmer skiftes til at træde frem og fremføre recitativer og arier. I år var sammensætningen mere homogen med ligeværdige stemmer. Til forskel fra Mozartudgaven får sopranerne lov at svæve helt oppe i skyerne sammen med violinerne på de helt høje toner. De andre stemmer er nedstemte som continuo-gruppen, så især “alt”-stemmen rent faktisk skal lyde som en alt det meste af tiden. Det generede mig lidt sidste år, men nu har jeg vist nok fattet det. Jeg savnede et par stemmer fra sidste år, men årets var slet ikke ringe. Eneste genganger var skønne Eline Soelmark, der er en vis succes på barokscenen, og hvis stemme klinger af krystal. Det var dejligt at høre tenoren Jacob Andersen, som jeg til tider hører i Grundtvigs Kirke, slå sig løs med dynamisk intonation og indlevelse i værkets første arie, “Every valley”.

Pausen er til for musikernes skyld – vi andre kunne blive ved i timevis. Anden del er jo påskefortællingen, der slutter med det store Halleluja (så stort, det nu kan blive med et lille kor). Men den begynder med et dejligt korstykke og så den dramatiske arie “He was despised”, der synges af en alt. Det kan gøres på mange måder, men Johanne Thisted Højlund valgte at synge den med chokeret overraskelse i stemmen: tænk jer en gang – denne mand, der var dybt fornedret, holdt ryggen rank og hovedet højt! I en af gentagelserne næsten hviskede hun og violinerne, så vi alle lænede os frem. Det var meget virkningsfuldt og nærmest improvisatorisk som i en intim samtale.

Dommen

Bravo og hurra! Igen!

Jeg gik storsmilende hele vejen til Nørreport for at lade indtrykkene falde på plads uden al for mange distraktioner. Det er indlevelsen, energien, musikaliteten, og levendegørelsen af musikken, der rammer mit benhårde hjerte, når Camerata Øresund giver gas. I alle gode ensembler kommunikerer musikerne med hinanden (og jævnligt også med dirigenten). Men det gælder dobbelt op, når vi taler de store barokensembler, da de ofte klarer sig fint uden egentligt dirigent, og det har en afsmittende effekt nedad i fødekæden. Det er det, der gør barokmusikken så levende, og det er derfor, al snak om historisk opførelsespraksis som tørt navlepilleri forlængst er forsvundet.

Ugen forinden hørte jeg jo, hvordan Händels musik blot 40 år efter hans død blev betragtet som håbløst umoderne og derfor måtte moderniseres for at overhovedet kunne spilles. Den koncert var som flødeskum for ørene, mens Camerata Øresunds udgave er langt mere dynamisk og kantet. Musikerne kommunikerer konstant indbyrdes, så øjnene flyver rundt. Med en god håndfuld strygere, der er nogenlunde faste i CoCo, og så fyldt op med øvrige musikere fra den hårdtarbejdende top af miljøet for tidlig musik i Øresundsregionen, så er der ingen svage led overhovedet. Bravo!

Som optakt til deres miniturné med Messias havde cameraterne lavet nogle videoer på YouTube, hvor sangerne blev introduceret og fik lov at sige et par ord om, hvor meget de glædede sig til at deltage. Det var meget vittigt gjort, for i den første video lå vægten på, at sangeren i det mindste blev godt betalt (meget tvivlsomt), og andre enten ikke sagde et ord eller berettede, hvor kedeligt barokmusik generelt er. Man kan fange nogle af videoerne her: https://www.youtube.com/results?search_query=Camerata+%C3%98resund.

Det eneste, der ærgrede mig, var, at jeg gik glip af Mogens Dahls udgave af Messias, der igen kolliderede med Camerata Øresund. Det var dobbelt ærgerligt i år, da Mogens Dahl havde lokket Orchestra of the Age of Enlightenment til byen for at levere orkesterlyd. Suk. Men så må jeg fange OAE et andet sted i verden.

Skal jeg afsted til Camerata Øresund igen næste år? Jeps!

 

Medvirkende:

  • Violiner:
    • Peter Spissky
    • Tinne Albrechtsen
    • Jesenka Balic Zunic
    • Antina Hugosson
    • Ida Lorenzen
    • Alison Luthmers Teyssier
    • Kanerva Juutilainen
  • Bratsch
    • Rastko Roknic
    • Marie Stockmarr Becker
  • Cello
    • Hanna Loftsdottír
  • Bas:
    • Joakim Peterson (sagde programmet, men det er jeg ikke helt sikker på, dog)
  • Cembalo
    • Marcus Mohlin
  • Baroktrompet:
    • Gustav Melander
    • Kristina Schjelde Husum
  • Pauke
    • Patrick Raab (kort men som altid virkeligt flot)
  • Sopran:
    • Eline Soelmark (igen en blomstrende “Rejoice” arie)
    • Beate Mordal
    • Cassandra Lemoise
  • Alt
    • Jennifer Macpherson
    • Ida Ränzlöv (fint syngende mezzzo, men lidt neutral i sine arier)
    • Johanne Thisted Højlund (ligegyldige recitativer men en åndeløs og chokeret “He was despised”)
  • Tenor
    • Fredrik Bjellsäter
    • Jacob Andersen (det lokale håb)
    • Alexander Vesterberg
  • Bas
    • Lucas Bruun de Neergaard
    • Mikkel Tuxen
    • Joel Kyhle

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: