Menu Forside

Adès gange 3

Hvert år tildeles Leonie Sonnings Musikpris til en komponist, musiker eller dirigent, der har på den ene eller anden måde har gjort et blivende indtryk på den globale klassiske musikscene efter komitéens mening. I 2015 modtog den engelske komponist, dirigent og pianist Thomas Adès prisen, primært for sit virke som uhyre populær komponist. Det betød en festuge med vist nok 4 koncerter af ret forskellig format og fokus for fuldt at afspejle den vidtfavnende Adès. Jeg måtte springe koncerterne med Den danske Strygekvartet og Athelas Sinfonietta over, desværre, men den store priskoncert med DRSO torsdag aften skulle jeg i hvert fald opleve!

Ganske vist indrømmer jeg gerne, at moderne kompositionsmusik ikke siger mig det helt store. En gang i mellem møder jeg ny musik, der rammer mig rent musikalsk, men lige så ofte hører jeg blot pling-plang og føler mig som en ubuden tilskuer til en helt og holdent intern filosofisk diskussion. Men ham her Adès skulle være noget så sjældent som, altså, populær og hans musik forholdsvis tilgængelig for andre end lige ham selv. Tja, lad det komme an på en prøve.

Koncerten

Til lige netop denne koncert var det vigtigt for mig at nå frem til den blå firkant til Mød Musikken kl 18:30. Med et job et pænt stykke nord for Københavns Kommune og et telefonmøde kl. 17 kunne det kun lade sig gøre ved at tage bilen direkte fra kontoret til Amager – og dermed holde mig fra den nu almindelige medicin inden ukendt musik: et glas hvidvin til at åbne sanserne. Så sanserne måtte åbne sig selv og finde vej på egen hånd til scenen fra min hylde bagest på anden balkon cirka 3 kilometer væk.

Programmet var vidtspændende:

  1. Adès: Asyla
  2. Adès: America a Prophecy (solist: Emma Bell)
  3. Adès: Totentanz (solister: Christianne Stotijn og Mark Stone)

Dirigent var såmænd Thomas Adès, og som begge medvirkende musikere sagde ved introduktionen, så var det meget spændende at arbejde sammen med en dirigent, der kender musikken  intimt. Til alt held er Adès åbenbart faktisk en temmeligt god dirigent, så det havde været en god uge for alle parter. Ikke mindst havde slagtøjssektionen haft det sjovt med at hive alt grej ud af magasinerne og op på scenen + låne sig frem til resten ude i byen, inklusive nogle malerpinde til at illudere skelet under Totentanz.

Asyla er fra 1997 og åbenbart Adès’ store gennembrud. Scenen var stuvende fuld med væg-til-væg med slagtøj, sjældent hørte træblæseinstrumenter, og 4 tasteinstrumenter inklusive et flygel og et forstemt klaver. Fire satser á la symfoni, der skal afspejle asyler i bredeste forstand – pakket med rytme og festfyrværkeri er disse asyler nok mere sindssygehjem end sikre havne. Adès kommer springende ind, bukker pænt men kejtet, hopper op på podiet og slår an. Huhej, vilde dyr! Musikken er som en snurretop, eller som en tur i Dæmonen i Tivoli – eller begge dele samtidigt. Der hoppes og danses, rytmerne skifter hele tiden, og det hele er meget udadvendt, så at sige. Jeg var meget godt underholdt undervejs.

Til America skal man bruge en mezzosopran, helst uden vibrato, og et fuldt koncertkor. Hun skal synge citater fra mayaernes profeti om de onde, der kommer fra øst og vil ødelægge mayaernes rige. Koncertkoret synger til gengæld på latin og spansk og repræsenterer conquistadorerne, der indtager Amerika. Det skal være uhyggeligt men er det ikke. I introduktionen sagde Trine Boje Mortensen fra Edition Wilhelm Hansen, der var så elskværdige at sponsorere et smukt program for hele ugen, at hun holdt meget af værket for dets tydelige overgreb mod den naive uskyldighed. Jeg hørte ingen trist profeti eller symbol på verdens undergang i musikken, kun en solist, et orkester og et kor, der løste hver deres del af opgaven. Hm.

Efter pausen prisoverrækkelse, touche og takketale. Den første var akavet lang, og den sidste barmhjertigt kort: Adès fremstod præcist så charmerende og dog kejtet, som han tidligere var beskrevet som.

Derpå Totentanz, et nyt værk fra 2013, baseret på frisen af samme navn fra middelalderen, der forsvandt, da Mariakirken blev pulveriseret under et bombardement af Lübeck i 1942. Frisen viste en serie billeder med “talebobler”, der fortalte om dødens dans med hele menneskeheden fra pave over konge og bonde til det lille barn.  Barytonen synger Døden, mens mezzosopranen repræsenterer de mennesker, Døden danser med. Fra Paven, der hurtigt snubler, går vi ned ad i hierarkiet. Jo nærmere vi kommer bunden af samfundet, jo længere dans og samtale har de to kombattanter. Undervejs buldrer slagtøjet og alle de forskellige basinstrumenter. Til sidst har vi fat i et lille barn, som døden nærmest kærligt fører bort, og de to forsvinder langsomt, mens musikken fortyndes til blot rytme. Da musikken helt er væk, står verden stille, ingen trækker vejret, og så kan vi for alvor lade bifaldet buldre.

Dommen

Er du da vimmer! Meget kort fortalt er Asyla meget morsom, America temmeligt kedelig, og Totentanz rystende. Og så er Adès vildt glad for dybe toner, så vi hørte kontrabasobo, kontrabasklarinet, hele to kontrabasfagotter samtidigt, nedstemte kontrabasser og en tromme med en diameter på gigantiske 1,6 meter. Tak for det!

Særligt overbevisende var de sidste takter i Totentanz, hvor sopran og baryton synger “Tanzen” igen og igen, mens musikken kravler nedad i en nedadgående spiral, hvor instrumenterne stiger af efterhånden som tonerne når en dybde, hvor de ikke kan være med længere. Det var en meget gribende oplevelse, der dannede et klart billede af dødens dans med det uskyldige barn. Så at sige den lille pige med svolvstikkerne udsat for bas og stor stortromme. Rystende!

Asyla var uventet morsom  i sin ekstravagante farveeksplosion. Skæg musik, lidt ligesom Knud Aage Riisagers musik til Etudes også er det – musik ikke for sjov men for alvor underholdende. Men America var en skuffelse.  Jeg håber faktisk, at jeg kan opleve det værk igen for lige at give det en chance til, for meningen er jo god nok, og Adès er ferm nok som komponist til, at jeg er interesseret.

Men det er Totentanz, jeg har haft i ørerne lige sidst.

Tanzen.

Tanzen.

Tanzen.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: