Menu Forside

Kvinden uden skygge – igen

Da jeg for et par år siden besluttede mig for at forsøge mig med noget opera, var et af de mere forgæves forsøg Kasper Holtens ellers så roste udgave af Richard Strauss’ Die Frau ohne Schatten. Jeg var meget imponeret af scenografien af Steffen Aarfing, men resten … knap så meget. I mellemtiden har jeg, som nogle vil vide, øvet mig en del. Så med denne sæsons motto in mente (“med et frit og åbent sind”) valgte jeg at købe billet til den sidste i en kort række opførelser – ikke mindst fordi Johan Reuter skulle synge farveren Barak, og ham er jeg altid villig til at opleve.

Operaen

En overvældende bedårende sensommereftermiddag sidst i september cyklede jeg ud til Operaen, drak en kop kaffe, og lod mig blive lukket inde i mørket i 4 timer. Richard Strauss er jeg jo ikke specielt begejstret for, men jeg har dog overlevet et par operaer (Rosenkavaleren i sidste sæson og altså Frau) og diverse symfoniske værker. Lige netop Kvinden uden Skygge (eller Frau eller FrOSch blandt venner) er berygtet for at være håbløst lang, næsten uspillelig, stort set usyngelig, og umulig at iscenesætte. Lige det gør den selvfølgeligt interessant for mig; kunne dette værk monstro være Strauss’ udgave af Wagners mesterværk Parsifal, som jeg jo betragter som et flot forsøg på Den Store Symfoni eller Værket Over Alle Værker?

Fra sidst huskede jeg ikke meget af musikken, bortset fra at den egentligt slet ikke ligner den flødeskumsmusik, som Strauss ellers leverede. Eller, måske er det ikke flødeskum men mere fløjl for ørerne, jævnfør Rosenkavaleren. Men scenografien huskede jeg: med en ultraflad scene, en slags bagtæppe lige bag forscenen, hvor forskellige skodder åbner og lukker, og hvor flotte videoprojektioner giver et glimt af fortællingerne bag handlingen.  Michael Boder dirigerede igen, Johny van Hal var den vattede Kejser, Susanne Resmark en ufatteligt fin Amme, men resten var nyt med Ann Petersen (uhm!) som Kejserinde, Johan Reuter (uhm!!) som farveren Barak, og en besøgende Elena Pankratova som farverens kone, der jo skal lokkes til at afgive sin skygge til Kejserinden.

Handlingen giver ingen mening. Nogle mener, det skyldes, at Strauss og von Hoffmannsthal skrev værket over et par år, et akt ad gangen, afbrudt af bl.a krigstjeneste. Noget stort og forkromet overblik aner man i hvert fald ikke; der er ligefrem scener, der modsiger hinanden, herunder selve præmisen: Kejserinden er i virkeligheden en ånd og kan derfor ikke få børn, og dog har hun en far. Tja, det er jo sjældent stringent logik, der driver handlingen i de fleste operaer, og heldigvis for det. Men alligevel…

Meget groft sagt har Kejseren nedlagt en hvid hjort, der viste sig at være en ånd i temmeligt smuk menneskeskikkelse. Hun lod sig fange og de lever nu lykkeligt sammen. Hvis det altså ikke lige var for det tikkende ur, at hendes far, Keikobad, truer med at forvandle Kejseren til sten hvis konen ikke får sig en skygge inden et år. Pudsigt nok slutter dette år om 3 dage, da vi går i gang. Den vakse Amme finder på at indgå en handel med en mere menneskelig kvinde, og Kejserinde og Amme nedstiger til de fattiges rige og finder farveren Barak og hans unavngivne kone. De har et dybt dysfunktionelt ægteskab med et horribelt dårligt udgangspunkt: Barak har simpelthen købt konen af en tigger for at få husmor til at lave mad til hans brødre – og så også lige levere en stribe børn, tak. Brødrene er ulidelige, konen forståeligt utilfreds med livet, og Barak og hun går konsekvent fejl af hinanden.  På mange leder og kanter en superfin illustration af kommunikationsproblemer i rigtigt mange parforhold.

Godt 3  timer senere er verden gået under, Barak og konen bortført til Keikobads rige, hvor Kejserinden skal vælge, om hun vil redde sin mand og dermed dræbe Baraks kone og ham selv, eller om hun vil skåne menneskerne og selv lide ved at se sin elskede blive til sten. Var det noget med en gang pest eller kolera, eller hvad? Til alt held vælger hun rigtigt, far Keikobad mente det heldigvis kun for sjov, og alle er glade, inklusive de mange ufødte børn, som både Kejserinde og farverkone nu kan få.

Dommen

Jeg blev overvældet denne gang. Især af Det kongelige Kapels fuldstændigt overvældende suveræne spil. Kvinden uden Skygge er Opera for fuld skrue, og det kræver sit orkester. Her havde man lånt ressourcer i byen for at levere stor nok lyd – der var udsolgt i orkestergraven, hvilket jeg kunne nyde fra dagens hylde oppe på tredje balkon: Jeg var badet i lyd. 8 horn, selvfølgeligt, hvoraf de 4 spillede Wagner-tubaer det meste af tiden. Og dog også inderlige øjeblikke med Tobias Durholm Emma Steeles soloviolin eller Kim Bak Dinitzens solocello. Eller falkens kald med fire tværfløjter og et par oboer. En fagot der svæver, trompeter der triumferer, rumeffekt ved blæsere placeret højt bag os på teknikgangen over os. Og videoprojektioner på Aarfings geniale væg, der viser os lidt af fortællingen bag fortællingen ved at sætte billede på nogle af de ledemotiver, vi aner.

En virkeligt flot opsætning, som jeg denne gang forstod meget mere af end sidst – et åbent sind hjælper da, men måske er jeg generelt nået længere i min egen udvikling?

Susanne Resmark var fuldstændigt fabelagtig som Ammen, der vil gøre alt for at hjælpe “sit” barn, men allerhelst vil hjem til åndernes rige, tak. Hun fik virkeligt leget med de komiske træk, og hendes guddommeligt smukke stemme  sprang fra mørk til lys på ingen tid. Suverænt, og hvor er vi dog heldige at have hende i byen med jævne mellemrum. Johan Reuter var skøn som Barak – John Lundgren, som sang rollen sidst, er bedre til at “lide” end Reuter, men vi fik et ubegribeligt smertefuldt indblik i farverens længsel efter et hyggeligt familieliv, og især hans arie i Keikobads fængsel fik tårer frem hos de fleste. Ann Petersen var mere overbevisende end Anne-Margrethe Dahl i rollen som Kejserinden, men det er bare en ret ulidelig rolle. Så er Baraks kone en bedre rolle, som Pankratova fik forholdsvis lidt ud af, bortset fra den hysteri, som rollen også lidt lægger op til. Overralskelsen var Henning von Schulman, som jeg har haft et par ret dårlige oplevelser med: som Keikobads sendebud var han her mere overbevisende, så det var lettere at høre hans gode stemme. Men måske er mit problem med ham blot, at han er så høj, at han ikke rigtigt kan styre kroppen?

Kort sagt: Boder og Kapellet kan gå på vandet for tiden, rent musikalsk; vi skal have en københavnsk Valkyrien med Johan Reuter meget snart (jeg vil enormt gerne høre hans udgave af “Lebt wohl” efter denne Strauss!); Susanne Resmark skal tilbydes alt, hvad hun vil have af roller; Steffen Aarfing er genial, og Kasper Holten slet ikke så tosset endda.

Hvis denne opsætning kommer op igen, er jeg med på den. Men det er jeg også, hvis der kommer en anden: Dette er ikke Parsifal, men hold da op, hvor er der megen god musik i anden akt!
–——

Opdatering: Aftenens fine soloviolin var altså unge Emma Steele, og det blev de ikke spor ringere af!

Kategorier:opera

Tagged as:

Eva

2 replies

  1. For retfærdighedens skyld skal nævnes at det var Emma Steele der var koncertmester til denne forestilling og som spillede de smukke violinsoloer!

    Like

    1. Tak for rettelsen! Programmet sagde Durholm, og fra min pind kunne jeg ikke se vedkommende. Men ja, Emma Steele er (også) virkeligt god, og hun er en gevinst for Kapellet (og os i salen).

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: