Menu Forside

Horisont med indsigt og tåge

Til at begynde denne sæson har Det kongelige Teater fået skabt en forestilling, der samler hele 3 ½ kunstart på en og samme scene. Det var jo ellers noget, man var ekspert i tidligere, men nu er det altså nyt og spændende. Værket hedder Horisonten og er skabt af Catherine Poher og en mindre hær af andre, herunder hele 22 medvirkende på scenen. Man har haft et udgangspunkt om at skabe en forestilling om livet og døden og fysik og metafysik og lissom det daglige liv, der leves nu og her. Man kan læse om projektet her: https://kglteater.dk/det-sker/sason-2015-2016/skuespil/horisonten/.

Hvis jeg lyder skeptisk, så er det, fordi jeg var det. Jeg selv er valen omkring produktioner, hvor vi lissom finder os selv, mens andre bud på nytænkning kan være vældigt givende. Anmelderne havde været delt i to lige store grupper efter premieren ugen før (hvor jeg jo var til forestilling lige før Horisonten, nemlig Hedda Gabler), men da denne sæson for mig igen handler om “et frit og åbent sind”, var jeg villig til at lade mig overvælde, sådan som nogle anmeldere var blevet.

Forestillingen

Vi lukkes ind i salen et par minutter i 20, og på scenen løber et par børn rundt, mens deres tilsyneladende fædre forgæves forsøger at få styr på dem. “Er det lissom en del af det hele eller hvad”, blev der spurgt på rækken bag mig, og så var vi lissom landet, ikk’. For jo, det var lissom en del af det hele – af børnenes tagfatleg opstod en flok mennesker, der optræder dels som menneskemængde og dels som individer de næste knap 2 timer.

En kvinde træder frem og vil lissom nedbryde væggen mellem scene og publikum. OK, men hvad vil de med det? Er dette blot en strime anekdoter eller hvad?

Vi får i alt 4 scener, der hver skildrer lissom et stadie i menneskelig erkendelse eller behov. Læsere af bloggen vil vide, at ordet “lissom” antyder manglende begejstring hos tanten, men Horisonten vil mere end det, der først mødte øjet. Ved slutningen af første del kaster næste alle sig ud over kanten af universet (eller whatever), mens en lille familie står tilbage – bogstaveligt på kanten af universet, og tenoren synger af alt i verden Bachs overjordisk smukke “Erbarme Dich, Oh Herr” så ikke et øje er tørt, mens verden synker væk. I baggrunden lyder den velkendte violin, der indgår i samtale med stemmen – forestillingens komponist er en Jens Bjørnkjær, men violinisten er vist nok ikke Lars Bjørnkjær, såvidt jeg kunne høre. I øvrigt lød det som om, denne violin blev spillet live, mens al anden musik var jo båndet.

Inden da har vi fået et par rystende monologer af Maria Rossing (her en kontrolfreak) og Stine Schrøder Jensen (her fru Almindelig med enormt dagligdags problemer). Disse to karakterer, der får kontrast af Tammi Østs vidunderlige frie karakter med de sære lyde, Folmer Kristensens finurlige skikkelser (med kamera), og Johannes Lilleøres villighed til at tage tøjet af, skaber en taleramme om forestillingen. De øvrige medvirkende taler også, herunder et temmeligt fint indblik i en dansers hjerne af Kristine Drewsen.

Undervejs får vi adskillige fine småblik og en del tidsfordriv, hvor smukke scenetæpper kommer og går, båndet musik gjalder, Steen Byriel synger et kvad, skuespillere giver en fin historie. Og et meget, meget smukt øjeblik i overgangen mellem del 3 og 4, hvor to mandlige stemmer forsvinder bag et tæppe og synger den usigeligt smukke duet fra Monteverdis Poppaeas Kroning (Pur Ti Miro), mens skygger af hænder danser omkring dem.

Og så slutter vi med Sofie Elkjær, der synger Casta Diva, mens kulisserne ruller op, bagscene og sidescener afsløres, og hun og resten af besætningen går ud på bagscenen og begynder sine afviklingsting – man klapper hinanden på skulderen, småsnakker, får et glas vand. Alt imens sopranstemmen får mere og mere plads og ekko og ender med at resonere i vore kroppe. Måske det allerstærkeste øjeblik af dem alle.

Dommen

På rækken bag mig var man udtrykkeligt blåmeleret, men det var jeg ikke. Der var rigeligt med godt skuespil, OK dans, og superfin sang til at holde mig underholdt.

Men forestillingen virker ikke.

Der er absolut meget fine scener, især for skuespillerene og sangerne; knap så meget for danserne. I indledningen kaldte jeg det for en forestilling for de 3½ kunstarter, fordi Det kongelige Kapel kun meget delvist er til stede i den båndede musik. Det var blot et element, der gjorde dette til et kunstlet forøg på at lade som om, man stadig var ét teater. Det var fint at invitere dansere ude fra ind, for at supplere kongelige dansere, og tak til Aaben Dans fra Roskilde!  Men det gjorde, at vi manglede mere end blot Kapellet for at gøre dette til en Kongelig forestilling.

Kort sagt fattede jeg ikke formålet.

Jeg var fint underholdt undervejs, især af sangerne og den intense elektroniske musik. Effekten med de flotte gamle scenetæpper, der faldt ned i dybet efter første del var meget smuk og forstærkede den smukke musik af Bach. Og der var flere meget fine øjeblikke, såsom Tammi Østs lydeffekter til danseren med grisemaske, der underholdt et af børnene – meget fint. Men der var også en del tomgang, snak-for-snakkens-skyld, og dans-for-dansens-skyld. At den fine svenske sanger Andreas Landin så figurerer som baryton her, efter at have været tenor i Pelle Holmgreen-Gudmunsens nye opera tidligere er så bare hvad det er. Hans og Christian Damsgaard-Madsens Bach-duet var meget, meget smuk.

Jeg var meget betaget af delelementer, men synes faktisk ikke, det er en forestilling. Et show, måske?

Kategorier:oplevelser skuespil

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: