Menu Forside

Kapelkoncert med toner fra det 20. århundrede

Når Det kongelige Kapels første symfonikoncert i den nye sæson finder sted allerede midt i september, og programmet står på Nørgaard, Schönberg og (trods alt) Nielsen, så er der en del af stampublikum, der ikke lige kan være der dén aften. Concertanten kunne, men med et gran af forbehold ihukommende den skrækkelige kapelkoncert med Messians Tuangalîla sidste år. Skrækkelig for mig, altså, ikke for dem, der kan lide den slags.

Per Nørgaards musik har jeg kæmpet en del med gennem årene. Jeg har det generelt svært med musik, der kræver, at man kan følge komplicerede mønstre for overhovedet at få noget som helst ud af det. Kontrasten er gode gamle Bach, hvor selv et førskolebarn kan få en dejlig oplevelse uden at fange et eneste kontrapunkt. En musiklærer forsøgte en gang at forklare Nørgaards uendelighedsrække, der ligger til grund for hans værker, men forgæves: Noget af musikken kan jeg godt lide, fordi den vækker noget i mig; andre værker lader mig kold.

Ved aftenens koncertintroduktion forsøgte Henrik Goldschmidt (og tak for det!) at forklare, hvad vi skulle ind til:

  1. Nørgaard: Iris (1966-67)
  2. Schönberg: Erwartung, opus 17 (1909) med Magdalena Anna Hofman som sopranen
  3. Nielsen: Symfoni nr. 5 opus 50 (1921-22)

Altså et program for det åbne sind, inklusive værket af årets fødselar, en lidt mindre elsket symfoni end 2, 3 og 4. Iris med uendelighedsrækkens komplicerede mønstre, hvor de 80 musikere et langt stykke ad vejen alle spiller  hver sine noder. Goldschmidt opfordrede os til at tænke på musikerne som udforskende hver sin bane for så at mødes på sidste tone. Hm. Erwartung, derimod, er en opera i en akt, baseret på Freuds psykoanalystiske principper. Kapellet skal på miniturne til Berlin og Birmingham, og Berliner Philharmonien havde spurgt, om Kapellet dog ikke kunne opføre lige netop dette værk. Jovist, sagde operaorkesteret, vi finder lige en sopran, der kan fremstille denne kvinde, der rejser dybt ind i sindet og finder temmeligt uhyggelige ting og sager derinde.

Hm, tænkte jeg igen, men lad os nu se.

Koncerten

Scenen var godt fyldt ud med strygere, harper, glasharmonika, slagtøj, og de vanlige blæsere. Ude i salen var der til gengæld god plads, mildt sagt.

Ind kommer chefdirigent Michael Boder, slår op i megapartituret, og slår an. Afsted det går med klimprende strygere og trut fra blæserne. Ganske rigtigt går alle deres egen vej, mødes kortvarigt, skilles igen, og samles så på sidste tone. Undervejs har har vi rejst af utallige snoede stier – parallelle, krydsende, stigende, faldende, korte og lange. Alle på scenen var hyperfokuserede og en smule bimse til sidst, usikre på vores reaktion, men lettede, da reaktionen var positiv.

En lille pause, og så kom Magdalena Hofman skridende ind med Boder i hælene. Erwartung er jo altså strengt taget en opera men opføres yderst sjældent. Sopranen skildrer en kvinde, der skal finde sin elsker dybt inde i en skov (meget symbolsk, som Goldschmidt sagde) men farer vild i alle mulige betydninger af det udtryk. Rollen kræver elastik i stemmebåndene og en et dramatisk udtryk. Kort sagt, det kræver sin sopran; især når det jo altså er Schönberg, der er manden bag tonerne, for han beskæftiger sig jo ikke med trivialiteter så som melodi eller sangbarhed. Hofman har et stort dramatisk udtryk, imponerende spændvidde i stemmen, og har tydeligvis sat sig ind i den stakkels kvindes situation. Hun snubler billedligt talt over en træstub, bliver bange for de høje træer (…), finder sin elskers lig og kommer i tvivl om, hvorvidt hun selv har dræbt ham. Oh jovist er vi i psykoanalyseland her. Bag sopranen spiller Kapellet plingplang-musik med dyb intensitet – tæt, spænstigt, ekspressivt.

Efter pausen kom Nielsens femte symfoni, og Nielsen kan jo godt skrive gode melodier. Vi lægger ud med bratscher, fagotterne kommer til, flere blæsere og til sidst flere strygere. Musikken er skrevet i en usikker tid, og det kan man høre. Der stilles spørgsmål, der struttes med musklerne, man skændes og fortvivles. Til sidst opnås dog en slags forsoning, for, som Nielsen selv sagde, der er altid et håb. Salen bryder ud i vild jubel, og heldigvis får vi et ekstranummer, som Boder præsenterede som “den kender I nok”: Ouverturen til Maskarade. Fest og farver over hele linjen, så stort et bifald som en begrænset publikum nu kan still med, og knus og kram til alle til sidst.

Dommen

På den lange mørke cykeltur hjem, havde jeg svært ved at tørre grinet af ansigtet, trods vejarbejde og afspærringer. Det havde været endnu en magisk aften ude i Operaen med Kapellet i topform trods sommerpausen.

I pausen reflekterede jeg over aftenens to første værker og nåede frem til to konklusioner: For det første var især Erwartung en uventet god oplevelse, og for det andet ville oplevelsen nok have været endnu bedre, hvis jeg havde fulgt det gamle råd om at nuppe et glas hvidvin inden koncerten…. Nu fik jeg først det glas i pausen og gik derfor ind til en omgang Nielsen i godt humør og villig til at lade mig overvælde.

Men det var ikke kun derfor, det havde været en pragtfuld udgave af Nielsens femte. Den fynske komponist gav også i dette værk en glansrolle til klarinettisten, og denne aften var det så verdens bedste fynske klarinettist, John Kruse. Fortjent fik han et separat bifald: Mage til ildsprudlende, desperat, og dog humørfyldt spil hører man sjældent – og jeg har dog hørt dette værk et par gange med fabelagtige klarinettister. Kapellets Nielsen er på mange måder den originale: med ved denne koncert var flere instrumenter, der også medvirkede ved premieren i 1922. Deres udgave er varmere i tonen end når musikken spilles af DR Symfoniorkesteret, der ellers også kan sin Nielsen. Boder dirigerede en anelse langsommere end sædvanen byder, tror jeg, men det gav blot lidt mere tid til at udforske den ustabile verden. I første sats forsøgte lilletrommen som sædvanligt at vælte det hele, men forgæves. Pudsigt nok blev effekten med lilletrommen, der skal forsvinde i det fjerne, opnået ved at have en anden lilletromme stående ude på bagscenen til at spille de sidste triller. Lidt sært, men effekten var god nok – bagscenen er så dyb, at trommen virkeligt forsvandt.

Aftenens to første værker var mig ukendte, men jeg vil gerne høre dem begge igen – dog gerne ved hver sin koncert, da de til sammen var lige ved at gøre denne koncert til en rent intellektuel øvelse. Nørgaards Iris var som ventet sær, men uventet interessant. Jeg fik faktisk associationer til uendelige spiralmønstre og følte ikke trang til blot at løbe min vej. Det er nok ikke et værk, jeg vil spille ofte på hjemmeanlægget, men skulle Kapellet sætte det på programmet igen, så skal jeg nok være der!

Noget lignende gør sig gældende for Schönbergs Erwartung. Det er fra før Schönberg forsvandt ud i tolvtonemusikken, men det er dog temmeligt avanceret. Erwartung er samtidigt med et andet værk, der væltede verden: Stravinskijs Sacre du Primtemps, og af de to foretrækker jeg klart Sacre. Kapellet spillede værket meget overbevisende, og jeg glæder mig til at høre, hvad de siger til det nede i Berlin om et par dage. Men for mig var den store gevinst ved Erwartung sopransolisten Magdalena Hofman. Jeg kendte hende ikke før, men nu skal jeg til at følge hende – ifølge programmet gør hun det bl.a. i Wagner, forståeligt nok, og jeg glæder mig til at høre hende som Kundry en dag.

Pøjpøj med miniturneen, KglKapel, og tak for en dejlig aften!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: