Menu Forside

Schiff spiller Bach

Et af miraklerne i det københavnske musikliv er, at András Schiff kommer forbi Tivolis Koncertsal med et par års mellemrum og giver en koncert, der giver åndenød. Hver gang. Uanset repertoiret.

Naturligvis faldt jeg først for hans fortolkninger af Beethoven, der klangligt ligger tæt på det ideelle for lige netop mig. Det var med Beethoven, jeg første gang hørte ham i Tivoli for nogle år siden, da han var begyndt på sin seneste omgang med Ludwig. Sidst var for 3 år siden i et komponist-mæssigt blandet program, men hvor han endte med at give hele 32. sonate som ekstranummer. Altså den allermest syrede klaversonate, der er skrevet, overhovedet. Sådan sikrer man sig et publikums hjerte!

På det senste har Schiff kastet sig over gode gamle Bach igen og er ved at opdage nye sider af velkendt musik. Han har så også været en tur i London og fået noget guld kastet på sig af den lokale dronning og er nu officielt Sir András. Tja, bumbum, hvad med musikken?

Koncerten

Det var en overskyet og blæsende augustaften i Tivoli, og uden for koncertsalen stod publikum og trippede. Programmet, vi ventede på at skulle høre, lød i al sin vælde:

  1. Johan Sebastian Bach: Goldberg-variationer for soloklaver.

Jeps, det var det, men jo nok også nok for de fleste. Et timelangt værk med klaver (altså oprindeligt et cembalo eller et andet tasteinstrument), bestående af 30 variationer over en melodi og, især, en basgang. En udforskelse af instrumentets og instrumentalistens kunnen, musikkens kunnen, og publikums evne til at holde koncentrationen. Jeg er vild med værket uden på nogen måde at fatte en bjælde af tonalitet og kontraster, men selv jeg kan høre spændingerne og spændvidden. Forudsigeligt nok var det Glen Goulds berygtede anden indspilning, jeg først faldt for (og det med et brag) – fuldtstændigt fjernet fra hverdagens trummerum og, faktisk, virkeligheden i det hele taget.

Så hvad ville mit store klaveridol, Schiff, stille op med dette værk? Schiff, der er krystalklar og dog åndelig i sin Beethoven? På FB postede Tivolifestival en oversigt over forskellige berømte versioner af Goldberg-varitationerne, hvor netop Goulds var i øverste højre kvadrant (ekstremt genialt & extremt exentrisk), mens en tidligere version af Schiff var i samme kvadrant – lige så genialt men mindre exentrisk. Oversigen er tilsyneladende udarbejdet af Politiken, men jeg har ikke kunnet finde den online – beklager.

Vi sidder HELT klar, da mesteren tripper ind i vanligt genert stil, sætter sig på bænken, lukker øjnene, trækker vejret ind, løfter mundvigene i et lille smil, og sætter an til ariens herostratisk berømte første toner. Damdam-dadadadam. Den enkle melodi sniger sig ind på os, mens basgangen spilles første gang. Den basgang, som vi på en måde skal høre 32 gange tone for tone, men som hver gang er anderledes i tempo og forsiring.

Schiff spiller variationerne ud i ét med en tonepause efter 5-7 stykker, hvor han lader tonen dø helt ud, mens vi holder vejret, og han selv får vejret. Og så videre til næste ombæring. Jeg kan ikke forklare værket eller magien, så videre til afslutningen, tante!

Dommen

Nej, ingen dom. Schiff er Schiff og mere end kapabel til at spille dette værk, så det er vedkommende og henrivende i ordets egentligt forstand. Jeg sad ubekvemt, fordi jeg skulle have alt med: åndedrag (mine, altså), hændernes skift (Schiffs, altså) over tastaturet, mønsteret i musikken, pedaltryk og, især, manglen på samme. Er du helt vimmer, hvor var jeg travlt beskæftiget!

Derfor ved jeg nu, at Schiff brugte højre fod ganske lidt i de langsomme passager og slet ikke i de kvikke. Det kan lyde selvfølgeligt men er det ikke. Schiff spiller ikke primært udadvendt for at imponere os; nej, det er en indre rejse, hvor alt skal sanses – ikke blot følelsesmæssigt men nok så meget intellektuelt. Jeg kan ikke følge gamle Bachs snirklede mønstre, men det behøver jeg heller ikke: der er mere end nok nydelse i Schiffs spil til, at jeg føler mig rigt beskæftiget.

At jeg ikke er alene, kunne høres i de tonebærende småpauser, Schiff tog sig: ingen talte, ingen nøs, ingen rørte sig. I august 2015, hvor alle er småsnottede, siger det noget om den musikalske pondus!

Da Schiff endeligt lod sidste tone dø, var vi stadig ikke klar til at klappe. Først kan han slap klaveret, var vi klar; og vi klappede så meget, at det blev en håndfuld fremkaldelser, et af de berømte lange ekstranumre (jeg ved faktisk ikke hvad – der kommer en opdatering, når jeg har læst anmeldelserne), og så en håndfuld fremkaldelserne til. Jeg kunne ikke tørre grinet af fjæset, og end ikke cykelturen hjem med røde lys og blæsevejr kunne slukke begejstringen.

Mere mainstream end Goulds halvgamle trip, men meget indadvendt, dog, mere end ekvilibristisk. En rejse gennem tid og sted, og en pragtfuld times tid i fabelagtigt musikalsk selskab. Tak!

Opdatering: Det blev Søren Schauser, der kom først på virtuelt tryk og kunne oplyse, at det luksuriøse ekstranummer var den “italienske koncert”, men altså for soloklaver uden anfægtninger: http://www.b.dk/kultur/fem-kvarter-i-paradis.

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: