Menu Forside

Calleja synger Pavarottisk

Concertanten faldt med et brag for den maltesiske tenor Joseph Calleja, da han for et par år siden skulle gøre reklame for sin koncert i Aarhus ved at mellemlande i København og synge en enkelt arie i Tivoli for TV2. Det blev til et brag af en Nessun Dorma backet op af Tivoli Symfoniorkester, så ikke et øje var tørt. Læsere af denne blog vil vide, at jeg ikke er nem at imponere, når det gælder tenorer, og da slet ikke i operaer af italienerne Verdi og Puccini. Men noget ramte mig den sommeraften: Callejas stemme, hans humør og charme, og hans villighed til at bryde rammerne. Så da han senere gav en rigtig koncert i Tivoli, var jeg på plads og fik en uforglemmelig oplevelse ved en fuldstændigt magisk aften.

I det tidlige forår trillede en mail ind, at Calleja ville komme til København igen og nu give koncert ude i DR Koncerthuset med et repertoire, der skulle sige tillykke med fødselsdagen til den på alle måder store italienske tenor Luciano Pavarotti. Vupti, en billet blev købt, trods min manglende begejstring for programmet. Kom nu, august, kom nu, og tag malteseren med herop!

Koncerten

Endeligt langt om længe blev det søndag d. 9. august, strålende smukt sommervejr, og vi kunne trille ud til DR Koncerthuset. Parkeringspladsen var stuvende fuld, foyeren endnu mere så, men scenen inde i koncertsalen tom bortset fra husets Steinway. Jeg havde haft en vag formodning om det helt store udtræk igen, men dette skulle altså være en slags Lied-aften på italiensk med Vincenzo Scalera på klaver. OK, Callejas stemme ville da være den samme? Men nej, da parret kom ind på scenen, lagde Calleja ud med at beklage, at han lød lidt nasal på grund af noget sommerbøvl med bihulerne. Ahva’? Nejnej, skyndte han at sige: bihulerne har det skidt, men stemmen har det fint! OK, vi lader det komme an på en prøve!

Programmet før pausen bød på Lucianos greatest hits fra Verdi:

  • La donna è mobile (“Rigoletto”)
  • La mia Letizia infondere (“I Lombardi”)
  • Quando le sere al placido (“Un Ballo in Maschera”)
  • Ah, la paterna mano (“Macbeth”)

Vi lægger altså hårdt fra land med noget af det mest ekvilibristiske. Går det?

Det går!

Lige i skrivende stund genhører jeg koncerten, der blev optaget af P2 og sendt i radioen mandag aften. Her kan man høre, at La donna è mobile lyder en anelse anstrengt, men det hørte vi ikke søndag. Vi får de 5 kæmpearier med Scalera virtuos på klaver, og Calleja virtuos på stemme – han siger et par sætninger før hver arie og skaber en ægte stemning af “vi er her jo sammen og hygger os, ikke?”. Lidt lige som at have besøg af en god ven, der bare sådan tilfældigvis er verdensstjerne. Bl.a. nævner han, at hans to børn sidder i publikum med hans mor, og sønnen er desværre ved at falde i søvn, så hvordan kan vi få ham motiveret til at høre efter? Jo, vi synger da bare endnu mere virtuost! Calleja træder ud og ind af de forskellige roller, hvilket ved grød ikke er sådan bare lige. Mellem et par af arierne træder han lige ud for at få noget at drikke, må man formode. Efter en god halv time får han en pause, og det gør vi andre også.

Efter pausen er programmet mere blandet:

  • Donizetti: Tombe degl’avi miei, l’ultimo avanzo (“Lucia di Lammermoor”)
  • Donizetti: Una furtiva lagrima (“L’Elisir d’Amor”)
  • Massenet: Pourqui me révellier, ô suffle du printemps (“Werther”)
  • Puccini: Che gelida manina (“La Bohème”)
  • Puccini: E Lucevan le Stelle (“Tosca”)

OK, så da! Donizettti kender jeg ikke meget til, men lige “Una furtiva lagrima” kender jeg da. Ligeledes med den sidste – det er den berømte “tårnarie”, som Cavaradossi synger i sit fangenskab (tror jeg nok), og som jeg tidligere har har hørt Calleja synge. Begge leveres denne aften med indlevelse og overskud, ligesom de 3 øvrige.

Klapklapklap!

Vil vi så have nogle ekstranumre, spørger Calleja? Jo, tak som byder!

Vi får 9 styks. 9! Både Calleja og jeg mistede overblikket og talte til 8, men 9 var det.

Det inkluderede tåreperseren “O sole mio”, og en skøn zarzuela, men også vidunderlige “Nessun Dorma” fra Aida. Altså som ekstranummer!

Dommen

Hvordan bedømmer man oplevelsen af sådan en koncert? Enhver koncert handler jo ikke mindst om publikums tilgang, og dette publikum var en skøn blanding af vaneforbrydere og “50 Opera Highlights”-segmentet. For mig var omstændighederne håbløse: Jeg ville helst dase på stranden men brugte dagen på cykel og i koncertsale i flertal, da jeg lige kunne nå første del af tredje koncert i serien med Beethovens strygekoncerter i Tivolis koncertsal på vejen ud til Amager. Så jeg var ikke rigtigt på plads rent mentalt til en koncert med et program, som ikke rigtigt siger mig det helt store.

Men Calleja, altså….

I radioen denne aften fortæller Henrik Engelbrecht, at Calleja minder helt utroligt meget om Pavarotti rent teknisk, og det ved jeg ikke noget om. Af programmets arier kendte jeg 4 og kan lide de 2. Af ekstranumrene kendte jeg 2 og kan lide 1. Der altså en vis spildprocent her, hvor jeg personligt synes, Calleja lidt spilder min tid. Men jeg ved fra operafans i bekendtskabskredsen, at det blot er min uvidenhed. Hans stemme udvikler sig jo stadig, og endnu er han baseret i bel canto-repertoiret, som jeg ikke er fan af.

Men selv denne sure gamle tante havde det helt store grin på og var helt frivilligt oppe at stå ved flere omgange applaus. Det er ikke blot drenget charme og maltesisk humør; det er også en stadig mere sofistikeret teknisk kunnen, en kærlighed til musikken, der brænder igennem, og en dybtfølt respekt for repertoiret. Jeg er fuldstændigt vild med hans “E lucevan le stelle”, der rammer lige i hjertekulen, mens jeg i “Una furtiva lagrima” var mere imponeret end rørt. Arien fra Werther var også meget rørende. Calleja skabte virkeligt en stemning af samvær på trods af den svære sal, der ikke just opfordrer til solosang. Han undskyldte overfor publikum bag ham, at han primært sang til de (totalt udsolgte) publikumsrækker foran ham, så i anden del og især under ekstranumrene vendte han sig også rundt så alle kunne nyde hans kraftige røst.

Kraftig? Ja, der er knald på stemmen, og Calleja udfyldte fuldstændigt salen. Klaverets låg var på halv pind, sådan som man som oftest gør til en Lied-aften, men Callejas stemme er blevet så stærk, at låget faktisk godt kunne have været oppe. Det er lidt ligesom en projektør: Man kan rammes af strålen, eller man kan se lyset skinne derovre et sted.

Var det en magisk eftermiddag, sådan som aftenen i Tivoli var magisk? Nej, slet ikke. Men en pragtfuld oplevelse, trods omstændighederne, takket være den kunstner Calleja er ved at blive.

Jeg nynner stadig nogle af arierne.

Kategorier:koncerter opera

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: