Menu Forside

Sudbin spiller Beethoven og TivoliSymf spiller Rakhmaninov

Efter den forgangne weekends operaekstravaganza fik jeg afløb for mine symfoniske længsler i løbet af ugen. Det var Tivoli Festival, der er kommet igang igen efter den vanlige stilhed i juli, hvor kun turister og Concertanten er i København, åbenbart. Ugens første oplevelse med instrumentalmusik var en koncert i rækken Copenhagen Summer Festival, hvor (relativt) unge kammerensembler og solister slår sig løs med gratis eller billige koncerter. Lige denne nåede altså ikke med på bloggen men var med Copenhagen Piano Quartet og et program med bl.a. to værker af nulevende (unge) komponister, der begge var til stede i salen: Charlotte Bray (rigtigt spændende) og Rune Glerup (mere sært end egentligt interessant). En god koncert, den, med et lovende ensemble, omend jeg finder konstellationen sær med strygetrio og klaver.

Men altså Tivoli en fredag aften, og endnu en koncert med et ungt supertalent som solist, Tivoli symfoniorkester og, ved denne anledning, deres chefdirigent, når de er Copenhagen Phil, Lan Shui.

Koncerten

Det unge supertalent var Jevgenij Sudbin, en ung russisk pianist med kløgtig bopæl i London. Jeg havde hørt om ham men ikke hørt ham, da billetten blev købt i det tidlige forår. Programmet lød på:

  1. Beethoven: Klaverkoncert nr. 5.
  2. Rakhmaninov (som stavekontrollen gerne vil have mig til at rette til angorakanin!): Symfoni nr. 2 i e-mol.

Programmet ville lidt pudsigt, altså, byde på en kineser, der dirigerer nogle skandinaver og en russer i noget tysk, og derpå de samme skandinaver plus nogle venner i noget russisk. Fint nok med mig.

Af en eller anden grund havde jeg købt billet helt oppe ved scenen. Det gør jeg yderst sjældent og stort set kun i lige netop Tivolis Koncertsal, hvor lyden faktisk er god, ligegyldigt hvor man måtte være. Jeg har engang siddet på forreste række, også helt ude i venstre side, med drivvådt tøj og sko efter en megabyge på cykelturen ind til Tivoli, men denne gang var det en ualmindeligt smuk sommeraften, og skoene var tørre. Jeg var omgivet af hardcorepublikum: dem der kommer til hvereneste koncert, kender hinanden gennem mange år, og ikke hilser på andre. Undskyld, jeg blander mig….

Tivolis smukke Steinway fyldte det meste af scenen, set fra min skæve vinkel, med strygere omkring sig og formodentligt nogle blæsere oppe bagved, som jeg af gode grunde ikke kunne se. Lidt forsinket kommer vi i gang: Den (relativt) unge solist kommer ind, spinkel men med de russiske edderkoppehænder hængende fra ærmerne på jakken af blomstret silkebrokade (jojo). Beethovens sidste klaverkoncert er jo flamboyant og romantisk på en gang og på mange måder et startskud på en ny periode med klaverløver som Schubert, Chopin, og, især, Liszt. Det er ikke min favoritkoncert (det er nr. 4 trods en forkærlighed for nr. 3), men flot, dét er den! Klaveret buldrer med lange traveture op og ned ad klaviaturet, og orkesteret buldrer med. Sudbin har den typiske russiske klaverstil med cirka 100 meter lange fingre, der tæsker løs på tangenterne. Orkesteret følger trop, kommenterer, hvisker lidt, lister rundt, og slutter så med en heroisk finale. På det tidspunkt har solisten spillet næsten uafbrudt hele vejen og det med eftertryk: Der skal investeres fysisk og mentalt, så intet under, at Sudbin var træt til sidst. Vi trak ham ind til 3 gange klap, og han forærede blomsterne til en andenviolinist, men der var ikke mere tilbage i ham.

Efter pausen jo altså Rakhmaninov…. Ikke min yndlingsrusser, da jeg finder klaverkoncerterne ulidelige i al deres højromantik. Stavemåden varierer jo altså, så man kan finde Rachmaninoff på Spotify og andetsteds, men jeg bruger dansk standardnotation. Nu var scenen stuvende fuld med et strygerhav, 5-6 horn, og resten kunne jeg slet ikke se men kun gætte mig til. Bagefter kunne jeg se et par stykker fra Det kongelige Kapels slagtøjsafdeling, der havde været med til at løfte niveauet. Herrerne havde forståeligt smidt jakkerne på grund af temperaturen, hvilket afslørede, at ikke alle stryger skjorterne….

Den anden symfoni sagde mig ikke rigtigt noget andet end: “Har han også skrevet symfonier?”. Men jo, det har Rakhmaninov, og slet ikke tosset, heller. Celli lægger fra land med dybe toner, og afsted det går med det dyb og strygere. Lan Shui svinger pisken og dyrker dynamikken. Hornene gjalder, klarinet og obo danser, pauker buldrer, mens strygerne spinder fine net. Tredjesatsen ankommer pludseligt med sit genkendelige tema, der blev misbrugt i en popsang i tresserne, men som genlyder af det gamle Rusland. Det er en meget russisk symfoni, ikke som Tjaikovskij, ikke som Shostakovitch, men meget russisk alligevel. Og meget intenst spillet! Store klapsalver, og en smuk cykeltur hjem med hovedet i koncertsalen.

Dommen

Der var et kort øjeblik midt i Beethovens monstrøse førstesats, hvor jeg var lige ved at tro, at Sudbin var ved at løbe tør for talent, men heldigvis ikke. Det er en monstrøs koncert, der trækker store veksler på især solisten: den er lang, den er hundesvær, og den er skrevet, mens Beethoven var stokdøv og derfor levede udelukkende inde i sit sære hoved. Der blev svedt tran hos solist og orkester. Orkesteret lød lige til det, jeg kalder den firkantede side: Lan Shui dirigerede lidt stift og tungt, hvilket ikke er min Beethoven. Men han skabte også plads til Sudbin, som hældte hjerteblod udover tangenterne. Luften var tung denne aften, og det var Beethoven også. For mig at høre var der et ubevidst fokus på, at det er en hundesvær koncert, og ikke nok fokus på livsglæden. Flot, men jeg var ikke henreven.

Så var det straks noget andet i symfonien. Dynamisk, intensivt, vedkommende, dybt. Meget, meget flot spillet hele vejen rundt og meget, meget flot dirigeret af Lan Shui! Det er overhovedet ikke Concertantens type musik, men jeg var medrevet og meget imponeret. Orkestestrets og  Lan Shuis Rakhmaninov var så meget mere relevant end deres firkantede Beethoven.

Flot de herrer og damer! Tak for en dejlig aften! Men kære Tivoli: Det der med en symfonisk koncert en fredag aften, hvor I også har et stort navn på Plænen, det er simpelthen for ubegavet. Kan vi ikke lige blive enige om, at Symfoniorkesteret og DAD har et lidt forskelligt publikum, og at det er svært for det ene publikum at komme ud af Tivoli, mens det andet publikum forsøger at komme ind? Især når førstnævnte svæver på musikken og sidstnævnte svæver på øl?

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: