Menu Forside

God stil med CoCo

Concerto Copenhagen, altså. I disciplinen Stylus Phantasticus, som er barokken inden Bach afrundede alt. Og så CoCo på hjemmebane i Garnisons kirke en nominel sommerlørdag.

Concertanten er ikke gået helt i regnskjul, og nu der er dukket dage uden regn op, er jeg klar til spontane indfald. Lige denne koncert faldt jeg over via Facebook, hvor CoCo postede billeder fra deres koncert på Hindsgavl – den festival, jeg ikke føler mig helt klar til endnu. Men herhjemme i København tør jeg godt blande mig med vaneforbryderne, selv til barokkens overdrev, som en koncert med lutter stylus phantasticus kan siges at være.

I programmet skrev Karl Aage Rasmussen som sædvanligt begavet om rammen for koncerten, herunder at der er en verden før Beethoven og en verden efter Beethoven. Jeg er selvfølgeligt helt enig! Hans pointe i denne sammenhæng er, at den post-Beethovenske musikopfattelse er så radikalt anderledes end barokkens, at vi kan have svært ved at forstå fidusen ved præ-Beethovensk musik. Stylus phantasticus er en stilart, der fra (åbenbart) 1500-tallet og frem til og med vor lokale helt Dietrich Buxtehude gav mulighed for vild improvisation – eller rettere tilsyneladende improvisation.

Koncerten

Det var en lørdag tidlig aften, og folket flokkedes ved Garnisons kirke. Udsolgt kan man ikke kalde det, men sommerferien taget i betragtning var der pænt fyldt med vaneforbrydere og barokkens følgere. Programmet var absolut fra det fantastiske overdrev men et par hits:

  • Heinrich Biber
  • Dario Costello
  • Johann Schmeizer
  • Henry Purcell (!)
  • Dietrich Buxtehude (!)
  • Johann Pachelbel(!)
  • Antonio Bertali
  • Georg Muffat

Her lister jeg blot komponisterne, da værkerne i sig selv er dårligt kendte med et par undtagelser. CoCos opstilling var mikroskopisk: 6 musikere. Men hold da op, hvor det var en stærk opstilling:

Fredrik From, Peter Spissky, Jesenka Balic Zunic, Torbjörn Köhl, Judith-Maria Blomsterberg, Mattias Frostenson, og Lars Ulrik Mortensen.

Hold da fast for en besætning! Spissky har jeg været vild med i årevis, From er jeg ved at blive mere og mere begejstret for, Frostenson er Skandinaviens lækreste bassist, Mortensen er jo altså Mortensen og dermed CoCos ansigt udadtil, og Jesenka, Blomsterberg  og Köhl er absolut fine repræsentanter for CoCos sindssygt høje niveau. Ved denne lejlighed spillede Jesenka primært bratsch, selvom hun normalt er violinist.

Stylus phantasticus, og dermed toner for tonernes skyld. Vi lægger fra land med Biber … ikke Justin men Heinrich. Det gør en vis forskel, selvom også denne Bibers musik handler meget om showmanship og præsentation. Vi hørte to dele af Fidicinium Sacro-Profanum, første sonate før pausen, og anden sonate efter pausen, begge med Fredrik From som førsteviolin. Derpå Castello, Schmeizer og Purcell i hurtig rækkefølge.

Som et morsomt stykke før de to sværvægtere kom Schmeizers “Polske Sækkepibespillere”, et sjovt stykke med Spissky i førersædet, og vi fniste alle under og efter.

Hovedretten var Buxtehudes Toccata for cembalo, udført fabelagtigt virtuost af Mortensen, efterfulgt af Pachelbels berømte kanon og gigue for 3 violiner og continuo.

Tiltrængt pause for musikerne og ikke for publikum!

Efter pausen, og udover Bibers anden sonate, en “ciacona” af Bertali og et længere værk af Muffat. Ingen beskrivelse hér dagen efter – dom, tak!

Dommen

Sikke en oplevelse! En blanding af totalt glemt musik og ørehængere serveret af CoCos suveræne musikere. Dagens sjoveste oplevelse var de polske sækkepibespillere med Spissky i førersædet. Dagens mest uventede var Bertalis ciacona (altså en chaconne for violin, cembalo og cello), som Fredrik From løftede til et uendeligt sted – for derpå at bruge de sidste toner på at trave afsted ud af sideskibet i tilsyneladende protest, så han  måtte hentes af Mortensen. Meget morsomt ovenpå en meget intensiv oplevelse.

Men dagens bedste oplevelse var uden tvivl Pachelbels kanon, serveret af From, Spissky og Jesenka plus continuo. Dette værk serveres tit og ofte med skysovs og ekstra tilbehør. Hér var vi helt inde ved kernen, og de tre solostrygere spillede ultratæt og intenst, mens der blev rocket sejt i continuo. Jeg var HELT oppe at ringe!

Er jeg konverteret til barokken? Nej, ikke endnu. Men jeg er helt pjattet med den musikalitet, CoCo serverer, og den begejstring, de lægger i præsentationen. Og så er det sindsygt gode musikere! Tarmstrenge og cembalo giver ikke stor lyd,så derfor kræves noget ekstra, og det leverer CoCo hver gang.

Problemet ved disse vidunderlige koncerter er ikke den uvante musik, de ukendte komponister, eller den evindelige stemmen af instrumenterne. Nej, det er vaneforbryderne, der er så vante, at de tilsyneladende opfatter koncerten som noget, der sker hjemme hos dem selv. Der småsnakkes, sammenlignes, og som damen foran mig, der flyttede rundt som hjemme i dagligstuen. Det skal jeg huske til næste koncert: ikke sidde bag hende!

For der bliver en næste koncert. Desværre bliver det ikke til Copenhagen Opera Festival, hvor CoCo serverer Bachs kaffekantate, men så næste gang, måske. For nu, tusind tak for denne gang!

Kategorier:koncerter

Tagged as:

Eva

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: